Princess wolf - Pause

Brenda er en ung ulvinde, som vil udleve sin drøm, om freden. Der er nemlig opstået krig mellem flokkende, Mysterius Forest, Light Forest, Dark Forest, Mcsauntykla Forest og Winkies. Brenda Er så blandt Winkies, men hun kan ikke lide krigen. der er blod. Overalt. Desværre er der kun én person, som kan skabe så meget kaos. Hendes egen far, Randee. Brenda har 4 uimodståelige brødre, der bare tror hele krigen er en stor leg! Men alligevel.. Har de hver og en, hver deres personlighed.

DET FÅR I AT SE! :O

9Likes
17Kommentarer
1067Visninger
AA

2. 5 snuder, men én udfordring

1 år og 4 måned senere!

Coral åbnede sine øjne, og så ud mod sneen. Den havde lige lægget sig, men Coral syntes ikke at det var koldt, så hun gabte og rejste sig op. Det var denne nat, hun skulle blive udfordret. Udfordret så hun kan blive en del af flokken. Hvis hun dumper, bliver hun smidt ud af Light forrest, og skal klare sig selv. Hun har 5 brødre, men de ser ud af så meget, nu hvor hun ser sig ud af øjenkrogen. Keiji lå ovenpå Ken. De to havde hinanden igennem ild og vand. Keiji var godt nok den ældste, men han var den mest spinkle. Ken var den stærkeste, og mest bygget af dem allesammen. Masahiko var ligesom den mest vise, og tænkte ting igennem, han var faktisk også en ret god jæger, han var den tredje ældste af dem alle. Så er der Jiro, han er den der tror han er noget, men det er han også. Han er også bedste ven med Light forrest ældste unge, Zeff. Coral kan ikke lide den fyr, fordi Jiro er lige vågnet og set at Zeff var på vej over, men grunden til at Coral ikke kan lide den unge ulve han er at han bare, kigger på hende. Sådan helt underligt, det får hende lyst til at snappe efter ham og løbe sin vej. Coral er nemlig lidt af en kujon, men nu skulle hun vise, skulle hun! Hun skulle bevise at HUN skulle være den kommende dronning! Eller, alfa hun. Den første i deres floks historie. Så hun rejste sig, og rystede sig. Hendes ben gik over mod hendes bedstefars sten. Hun travede derhen og hun lagde sig ned over for sin bedstefar, som så var gået af tronen, for at lade sin søn komme på tronen, og ikke hendes mor. Bedstefar hostede "Hvad vil du kære?" spurgte han, med sin rustne stemme. Coral rømmede sig, og så op på sin bedstefar med de sødeste og mest bedårene øjne hun kunne. "Ikke nu den snak igen Coral!" vressede han af mig, og vendte sig rundt, for at sove videre. Hun løb selv om på den anden side, "Men bedstefar! Hvorfor skal det være Jiro der skal være alfahan! Det kunne ligeså godt være Keiji eller Ken! Eller dem begge! Eller også Masahiko! Han er jo klog, at kan udføre planer! Han er det modsatte af Jiro! Jiro handler hurtigt..." og bedster udbryder "Netop! Jiro handler! HAn handler hurtigt og godt! De egenskaber har de andre ikke! Keiji er ikke specielt klog, ligesom Masahiko! Ken er alt for spinkel, og ikke så stærk som Keiji. Masahiko er for langsom at handle med, han er ikke som Jiro!" "Hvad med mig?" spurgte hun forsigtigt. Bedstefaderen så hurtigt ned på Coral. "En ulvinde, ses som svag. Så en ulvinde kan ikke være alfa." skulede han til Coral. Og hun vendte sig rundt "Jeg skal vise dig skal jeg..." mumlede hun til sig selv, heldigvis så lav at bedstefaderen ikke kunne høre det. Hun gik forbi sin far. Han kommer rigtig fra Dark forrest, men har Mysterius forrest i sit blod. Hans far var fra Mysterius forrest, og hans mor Dark forrest. Derfor havde han også valgt Jiro som sin efterfølger, da han ligner deres far mest. Coral vendte sig hurtigt om "Far!" råbte hun efter ham. Han vendte sig hurtigt om, og så sin datter ind i øjnene, med han midnatsblå øjne. "Hvad?" spurgte han, med en aggressiv kontrolleret stemme. "Bare fordi Jiro ligner dig, og handler hurtigt, er det ikke ens betydning med at man handler rigtigt, man kan jo også snyde ham, det har jeg gjort en del gange!" råbte Coral og løb.

 

Coral havde godt hørt sin fars kalden efter sig, men hun var for optaget af at komme væk, men inden hun nåede skovens ende, stod Jiro og Zeff i vejen for hende "Hvor tror du du skal hen, Prinsesse?" spurgte Zeff. Coral snerrede af ham, for at vise at han ikke skulle nærme sig hende. Og som Coral forventede, trak han sig lidt tilbage "Hov! det var dig der løb! du må ikke blive fanget af menneskene, Coral! Det er for farligt! Jeg vil ikke miste dig!" sagde han, og nærmede sig mig. "Det kan da være lige meget! Far har startet den åndsvage krig! Jeg hader det! Og jeg hader dig! Hvorfor skal du også være så dum! Hvorfor skal du være alfahan!" skreg hun selv. Hendes selv satte sig vredt ned på bagdelen og klemte øjnene sammen, og nærmest snerrede. Jiro så på sin søster, med lidt medlidenhed i blikket "Coral... Har jeg sagt jeg vil være alfa?" spurgte han. Coral åbnede sine øjne lidt op, og rystede så på hovedet, men hun så stadig ikke på ham, hunhavde snuden mod jorden. "Kan du så se..." "Jeg gider ikke høre på dig, Zeff! Jeg vil gerne vide, hvorfor du altid skal kigge på mig! Det er altså ved at være klamt! I starten troede jeg bare det var charme, men så følte jeg ubehag! Fortæl mig så... Hvorfor glor du på mig?!" råbte Coral, i munden på Zeff, hun havde rejst sig i vrede, og trampet hen til ham, og da hun holdte mund, stod hun med flammer ud af øjnene og ventede et svar, fra Zeff. "Nå... Jeg troede du ikke bemærkede det..." mumlede han. "Har du gloet på min søster?" kom det overraskende fra Jiro. Zeff så undskyldene på ham, med et smil og nikkede. Coral satte sig tålmodigt ned, mens Jiro skældte Zeff ud for at glo på hans søster. Zeff havde taget halen mellem benene og krympet sig sammen. Da Jiro var færdig, havde Zeff nærmest skumpet sig til en lille klat på jorden. Jiro så på sin søster, og Coral gik hjemad "Næste gang du skal sige sådan noget, er du altså nødt til at tænke dig om." mumlede han til Coral. "Det med far?" spurgte hun. "Far? Hvad har du sagt til ham? Nå nej... Ehm... Jeg mente angående med Zeff. Du skal bare vide. HAN synes du er pæn... eller han siger lækker. Det er det menneskene siger. Nå men, det er grunden til at han stirre sådan på dig." sagde han. Coral så over mod sine andre søskende, de var vågnet op, men desværre så hun også sin far, og gemte sig hurtigt bag en busk "Sig til når får er væk!" hviskede hun til Jiro. Jiro prøvede at forstå og kiggede sådan frem og tilbsge, men desværre opdagede Corals far Coral. Han løb hurtigt om bag busken, og tog fat i Corals nakkeskind "Prøv at stikke af, min hvalp! denne gang har jeg dig!" udbrød han. Det var sjældent at Corals far brugte ordet 'min hvalp', for det ord, brugte han kun når han var rigtig vred, eller har set en fremmed. Coral vred sig ud af sin fars kæber "du er altså min datter... hvorfor løb du!" "Jeg var frustreret..." mumlede hun. Hendes far snappede efter hende, men hun ungik dem som en leg.Faderen hostede og rettede sig op "Du skal gøre klar til ceremonien!" sagde hendes far. Coral så ned i jorden "Hvad hvis jeg ikke vil..." mumlede hun "Så kan jeg godt love dig for, at vi aldrig vil se dig igen, og jeg ikke vil kalde dig min datter..." sagde hendes far aggressivt. Coral sank en klump, men hun nikkede og vendte sig og gik hen til sine brødre. 

 

Månen nærmede sig sit allerhøjeste, og Coral satte sig foran sin fars sten. Coral var ved at eksplodere af bare nervøsitet. Jiro lagde en pote på hendes skulder, og hun lod sit ene øje se på ham, og holdte op med at ryste, det samme gjorde de andre. På en eller anden måde var Jiro den der fik hende til at falde ned, og hende selv fik de andre til at gøre det. Selvtilliden var i top nu, og hun gik først frem til sig far. Han så forrunderet på hende "Min datter! Tager udfordringen op, som den første! Hyl for hende! Under Fuldmånens lys!" råbte hendes far selvsikkert til de andre ulve. Alle hylede, undtagen hendes egne brødre, men når Coral kom ned fra stenen, ville hun hyle sammen med de andre. hun ville hyle det hyl, hende selv havde øvet sig på. hun ville hyle højest når hun havde fanget sit bytte. Hun ville være den der kom hjem med det største. Hun ville vise sin far at hun var gjort af bedre stof, end han tror. Hun vil bevise... "... Hyl mine ulve, hyl!" skreg han op med månen. Coral afbrød sine tanker, og hylede med, men ikke særligt højt. Hun ville ikke vække mistanke hos sin far, og i det fjerne, hørte hun nogle flere hyl. Nogle fra de andre klaner. De vidste de holdte ceremoni nu, de andre klaner kunne ikke lide dem, men de elskede at hyle med dem. Da Jiros hyl var færdige, så han på Carol med brændene øjne. Det fik nervøsiteten til at vokse mere, indeni hende. Det fik hende til at ryste lidt, men så pressede hun sig selv til at holde op, mens de løb ud i skoven i hver sin retning, under fuldmånens sang, og hylede sammen med de andre ulve.

 

Carol snuste ned i jorden. De havde kun denne måne at fange dyret i. Der sprang noget ud foran Carols hoved, men i det samme løb Ken springene forbi. Han kunne umuligt nå at fange det dyr. Noget Carol lagde mærke til ved hendes bror var, at hans øjne viste sult, angst og magtløshed. Og dér vidste hun at bedstefar havde ret med ham, hvorfor han ikke kunne være alfa. Han var for svag. Carol stoppede op, snusede ned i jorden igen, gravede lidt i sneen, for at finde dufte. Hendes ben gik flere skridt frem, og fandt et spor. Hun duftede til det, og lugtede at det var en elg. Hendes snude dækkede for spordet og fulgte de spor der duftede af det samme, og derefter dækkede sporet med snuden. Hun løb og da hun så elgen forude for sig, gemte hun sig i sneen. Håbede at elgen ikke så hende, hun håbede selv på at hun ikke lavede en lyd, for dette dyr, måtte man ikke angribe alene, uden man vidste hvordan man gjorde. Hun nærmede sig det langsom, og til sidst lå hun foran den, den så ned, og dens øjne opspilede, og kiggede rundt efter skjul. Jeg ville ikke angribe nu "Slap af..." hviskede Coral til den. Den stoppede brat i en bevægelse, og lagde sit øre mod Coral "Slap af, jeg angriber ikke." hviskede Coral igen. Elgen nærmede sig nært Coral med hovedet. Lidt tættere... "Kom nu... Vær ikke bange" hviskede Coral, med en lidt blidere stemme, og denne gang var den så lille at hun næsten ikke selv kunne høre den. Kom nu! du er der næsten! SÅDAN! Hun bed fast i dens hals og rev struben over. Elgen lå på jorden, og var død. Hun tog fat i dens gevir, og trak tilbage mod kobles. Coral kunne lugte sine brødre i nærheden af resten af koblet. Coral tabte elgen og skyndte sig at se op mod månen, den var der stadig, hun skyndte sig at hyle sit store jagt hyl. Med al kraft fra struben. Da hun var færdig, tog hun fat i elgen igen og slæbte den tilbage til koblet. 

 

Hun kom ud mellem buskene og hendes fars øjne blev store i respekt, da han fik øje på elgen. Hun havde smidt den foran ham. Hendes brødre var ikke kommet tilbage endnu. Der gik lidt tid, før Keiji kom tilbage med en grævling i kæberne, men tabte den da han så Corals elg. Det så ud som han skulle til at vende om, for at finde noget større, men han gik skuffet hen med grævlingen til sin far. Faderen så stolt på sin søn. Ken kom med en kat i kæberne, men faderen så væk. Han havde dumpet, og Ken kunne ikke skjule sig bag Keiji mere. Masahiko var den næste der kom. Han havde 3 dyr i sine kæber. Han havde 3 hare. Faderen så stolt på sin søn, og lod ham ligge sine bytter foran sin far, han fik øje på elgen, og så hurtigt på sin far, men han så på mig, og Masahiko havde fulgt hans blik. Jiro kom lige i tide.Han havde fanget en hjort. Han stillede den stolt foran sin far, der gengældte hans blik, men Jiro så ikke på elgen. da de alle 5 sad på linje foran sin far,skulle faderen beddømme hvilken en der var bedst, fanget. Carols elg var den sidste i rækken, og han tog i elgens ene gevir og Carol så hurtigt på Jiro, hans ansigts udtryk ændrede sig ikke. Faderen så på sin datter, med et spændings glimt i øjet. Det var nu hun også skulle hyle. Nu skulle hun vise sin far, at hun ikke kun lavede små hvalpe hyl længere! Så hun hylede af både struben og lungernes fulde kraft, de andre ulve vidste de ikke skulle hyle med, for det her var Carols øjeblik. Hun havde gennemført ceremonien godt! Den næste var Jiro, han hylede lidt højere end Carol, det gjorde heller ikke noget, for snart ville hendes stemme var smuk, og lyde som på en sensommer dag. Jiro havde gennemført ceremonien, ligesom hende selv. Masahiko havde gennemført, som den tredje, og hylet. Det var ligeså højt som Carols, men hun vidste han kunne højere. Keiji havde lige gennemført. Han var heldig. Men da han nåede til Ken. Faderen rystede på hovedet, med skuffede øjne "du har bragt skam over vores familie..." sagde han til Ken. Ken veg tilbage, med ørene tilbage i frygt, og det samme med ansigts trækket.  Han var bange, at han rystede... Han rystede meget, ikke kun i benene, men over det hele. "Du kan ikke længere kalde dig en Light forrest prins" råbte Corals far. Ken lagde halen rystende mellem benene. Coral kunne se på Keiji at han ikke holdte det ud, som resten af dem. Faderen bed efter sin søn, der hylede, da han fik fat i Kens ben. Ken peb og bad sin far om medlidenhed, men intet medlidenhed i faderens blik, og han drejede hurtigt hovedet på skrå, og et meget stort hyl, i smerte, undslap Kens læber da faderen brækkede sin søns ben. Ken rystede, og lå på jorden. Denne gang rystede han bare ikke i frygt, men i smerte, og faderen tog fat i nakke skindet på ham "Vis du er min søn! Vrid dig fri! Vrid dig fri, og du kan blive!" skreg Corals far. Ken prøvede med alle sine kræfter, men havde ikke flere af dem. Corals brødre var begyndt at trække sig bagud, men ikke Caral. Ken faldt på jorden. "Kan i se, mine hvalpe, det der, ville have sket med jer... Hvis i ikke var i sikkerhed, væk fra Dark og Mysterius forrest. De er mere brutale end i aner! Mine hvalpe! Mine sønner! Min datter! Jeg vil ikke have i indblandes i den smerte... i den verden, hvor man dræber. Jeg lod Ken leve, men med meget smerte. Det ville de ikke... Derfor beder jeg jer! Gå ikke i nærheden af dem! Aldrig!" hviskede deres far, som en... en salgs... tiggen. Der faldt medlidenhed over faderens blik da han så på sin datter. Han nærmede sig hende "Datter... du føler ingen frygt. Dine brødre vil lyttetil dig. de vil ikke lytte til mig, ikke efter det, med Ken." hviskede han til Coral. Hendes hoved vendte sig på skrå. Hun nikkede så, og faderen vendte sig. Hendes brødre løb hurtigt forbi hende, og hen til Ken. Hende selv nærmede sig kun "Far vil ikke have at i nærmer jer udstødte!" mumlede hun.

 

Keiji så hurtigt om på sin søster "Han er ikke udstødt!" råbte han "Han er ikke død!" grinede han nervøst "Han lever stadig! Han skal blive!" han rystede, og var på rænden til et sorgs hyl. "Han er din bror Coral! Kan du ikke føle medlidenhed med ham!?" råbte han rystende, og nærmede sig hende. "Jo, det kan jeg bror..." hun tav "Men... Hør... Du skulle måske ikke være så beskyttende over for ham, som var han din hvalp. Måske var det derfor, han ikke bestod prøven. Han jagtede en hjort, men han kunne ikke fange den, han var for langsom, han har ikke haft fået trænet, ligesom os andre, du viste ham bare, hvordan han gjorde... Hvordan vil du nu have han skal klare sig derude? Han kan ikke fange noget ordenligt... og hvad med Dark forrest? Hvordan tror du han vil klare sig, hvis han stødte ind i dem? Han ville slet ikke kunne klare sig! Han ville have flere smerter, end han har nu! Kan du ikke se det, Keiji?" svarede hun Keiji. Og Keiji var overvældet, og så skamfuldt ned i jorden. "Svar hende, Keiji!" mumlede Masahiko. Keiji så stadig ned i jorden "Siger du..." pause. "At det er min skyld?" han så op på Coral. Coral så på sin bror "Måske... prøv at tænk nærmere over det, jeg venter bare" svarede hun ham, og satte sig ned. Keiji stod bare og kiggede på hende. Zeff gik nysgerrigt forbi Coral, og satte sig ved siden af Jeff, og så spørgene på ham. Jeff forklarede Zeff det hele. "Ja... det er min skyld" hviskede Keiji, med gråd i stemmen, og han satte en sorgs hyl afsted. Coral nikkede sorgmodigt, og hylede med. Det samme gjorde de andre. Hylet skulle have sin afslutning, og den lavede Coral selv, for hun var begyndt at blive utålmodig. Hendes hyl var afsluttet, og vendte sig rundt og gik ud i skoven.

 

Coral vidste ikke hvor lang tid hun havde gået rundt i skovet, men i hvert fald længe, for hendes ben gjorde ondt. Så hun havde tænkt sig at ligge sig ned og sove lidt, men i det hun lagde sig ned... faldt hun ned i et hul....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...