Paranoia

Jeg løb. De løb. Jeg pustede ud. Deres ånde var i min nakke. Mit hoved drejede. Mørke ramte mig.

1Likes
0Kommentarer
422Visninger
AA

3. Omringet

 

 

Jeg kunne høre sølvbestikket der klingede mod hinanden. Fandens tage at mit værelse skulle ligge lige ved siden af køkkenet. Jeg rejste mig udmattet op af sengen, og gik over mod mit spejl. Mit blonde hår var i en uglet fletning. Jeg havde lidt mascara under øjnene, men jeg havde intet overskud til at fjerne det.

”Gider du godt dæmpe dig lidt!” Jeg rev døren op til mit værelse, og så min lillesøster stod og slog med noget bestik. Hun gloede på mig med store, hundehvalpe øjne.

”Tal pænt til din søster, Camille”. Svarede min mor stresset fra den anden ende af køkkenet.

”Det er sgu lidt svært, når hun bliver ved med at lave den irriterende lyd!” Hvæsede jeg af dem begge. Min mor satte den sidste tallerken på bordet, og jeg satte mig ned.

”Du var sent ude i går”. Mumlede min mor, da hun havde sat sig. Jeg skulle til at åbne munden og protestere, men så stod de bag mig. Alle sammen. De havde omringet min stol. Jeg ville aldrig kunne flygte. Så jeg gjorde det første der faldt mig ind. Jeg skreg. Et højt, hylende skrig. Et skrig der fik min søster til at græde. Det rungede for mine øre. Jeg kunne ikke høre noget, da skriget overdøvede alt lyd omkring mig. Men da jeg fik øje på min mor, kunne jeg se, at hun bankede i bordet og åbnede munden kraftigt. Hvorfor hjalp hun mig ikke bare? Hvorfor fjernede hun dem ikke? De var i HENDES hus. De ville have fat på mig! Hvorfor hjalp hun ikke? Jeg skreg for hjælp. Skreg i smerte. Jeg stoppede da en spinkel hånd, men med meget kraft lukkede sig om min mund.

”Camille! Hvad sker der!?” Skreg min mor ad mig i frygt. Tårer strømmede ned af mine kinder, og min mor omfavnede mig. ”Lille skat, hvad skete der?” Havde hun ikke set dem? Havde hun virkelig ikke set dem? De stod jo lige… Jeg vendte mit hoved som nu hvilede på min mors skulder, men rundt omkring mig var der ingen. Der var tomt. Kun min grædende lillesøster sad tilbage.

”Jeg ved det ikke”. Hviskede jeg ind i hendes skulder. Hvis hun ikke kunne se dem, ville jeg ikke fortælle hende det. Hun ville måske tro, at jeg var sindssyg? Men jeg var ikke sindssyg. Min mor trak vejret tungt, men gav så forsigtigt slip på mig.

”Måske er du bare træt”. Jeg kunne se, hun selv havde svært ved at tro på det. ”Smut du ind og sov lidt”. Hendes blik var uklart, men hun behøvede ikke sige det flere gange, jeg rejste mig fra stolen og gik med tunge skridt ind på værelset.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...