Undercover Lover ~ One Direction

Den yndige men specielle Bella Torn, er den bedste undercover FBI agent der findes i London og omregn, men det bliver hurtig sat på prøve, da hun finder ud af at hun skal på en undercover mission, overfor det berømte boyband one direction. Hun går under navnet Caroline Fisher, og skal forsøge at blive venner med dem, imens hendes kolega som spiller hendes onkel, snakker forretning med deres manager og drengene. Men hvad drengene ikke ved er at, Caroline i virkeligheden er der for at beskytte dem, da en er drengene er nært truet. Hun finder ud af alt ikke er som et spil hun helt sikkert vil vinde? Og det ikke er altid så let at nå i mål når det kommer til at såre folk hun holder af på vejen?.

34Likes
28Kommentarer
2504Visninger
AA

5. Kapitel 5.

 

Niall synsvinkel.

 

"Her bor vi så" sagde jeg idet jeg åbnede døren. Jeg begyndte at tage mine sko af, og vendte min opmærksomhed mod Caroline. "Fuck ... Det fedt" udbrød hun, og holdte sig for munden. Resten af drengene stod stadig ude i gangen, og havde alle deres blikke på Caroline. Og det gik hurtigt op for mig, at de faktisk stenede. Jeg sad og kiggede ventende på at drengene skulle vågne op, men der skulle selvfølgelig lige gå et par minutter. Okay helt ærligt så lækker var hun altså heller ikke ... Jeg hostede opmærksomheds vækkende, og det gav et sæt i drengene. Caroline kiggede forskrækket ned på mig, og jeg smilede hurtigt idiotisk med tænder. Underligt nok, for jeg havde sq ikke de pæneste tænder ever. Jeg rystede kort på hovedet, og rejste mig op, som en gammel mand med dårlig ryg. Jeg småløb hen mod sofaen, spredte armene ud og dumpede ned i den. Pludselig landte en tung mængde af drenge ovenpå mig. "Arv!!" Råbte jeg, og kunne ikke lade være med at grine. Et lille lyst grin lød fra min højre side, og jeg ikke udfra at det var en af drengene. Jeg drejede hovedet, og ganske vidst sad Caroline godt lænet tilbage i lænestolen, og grinede. Jeg gav hende fingeren, og lavede en masse grimasser. "Drenge stop, i maser mig!!", og prøvede så meget som muligt, at vride mig fri, men det var umuligt. "Ej drenge, tror i ikke i skulle give ham lidt luft?" Påstod Caroline. Jeg nikkede enigt på hovedet. "Caro har ret!". De andre drenge kiggede forundret på mig og trak på smilebåndene, og flyttede sig. Jeg gav Caroline et taknemmeligt smil. Men hun sad bare og kiggede underligt på mig. Som alle faktisk gjorde. "Hvad?!" Udbrød jeg, og slog ud med armene. Og de brød alle ud i latter. "Caro?" Grinte Harry, og slog sig på låret. Jeg himlede kort med øjnene, var det bare det, og hvad var der galt i at kalde hende Caro, det var jo bare en forkortelse. Jeg rejste mig fornærmet op, med en overdrevet bevægelse. Med tunge skridt gik jeg mod soveværelset og smækkede døren i. Jeg lavede faktisk bare sjov, men jeg ville gerne se deres reaktion. Efter et par sekunder bankede det ligeså stille på døren. Jeg lagde mig med hovedet ned i sengen lige i det i døren åbnede, og græd overdrevet så man udemærket godt kunne høre det var falsk. Et lille bump rystede i mig, og duften af parfume gik lige i næsen. Det lugtede af burbery parfume, så jeg gik ud fra at det ikke var en af drengene. En blid hånd strøj mig over ryggen, det var faktisk ret dejligt. "Nurh lille ven" mumlede en lys stemme, med et grin ind over. Jeg ville vende mig om, men da jeg gjorde det, var der ikke mere seng og jeg landte ned på gulvet, hvor pinligt. Jeg lagde hænderne foran ansigtet og brød ud i latter. Over mig stod Caroline overrasket, og måbede. Det gjorde faktisk pænt ondt, men i kender vel det når man griner i stedet for at ømme sig, jeg gjorde det nu på samme tid. "Ej er du okay?" Udbrød hun, og forsøgte at holde hendes latter tilbage. Hun gav mig en hånd, hvorefter jeg tog imod den og blev hevet op. Hun strøj sin hånd igennem hendes lange brune hår, og smilede stort. "Tak Caroline" sagde jeg og nikkede taknemmeligt. Hun fnes kort og kiggede ned i jorden. "Du må gerne kalde mig Caro!" Påstod hun, og kløede sig i håret. Jeg kiggede rundt i rummet imens jeg nikkede stille. "Okay ... caro!" Og hun grinte. *** Liams synsvinkel: "Nå hvad mon de to turtelduer har gang i" sagde Louis, og skimte os alle et nysgerrigt blik. "Måske de har gang i noget?" Sagde Harry i et grinende tonefald, og bevægede øjenbrynene op og ned. Zayn slog ham hårdt på overarmen, og himlede med øjnene. "Perverse dig!" Sukkede han. Harry lavede en grimasse af ham, men kiggede væk fra Zayn da han gjorde det. "Liam kan du ikke lige ..." Harry rystede sin pegefinger mod soveværelset. "Kigge hvad de laver?" Fortsatte han og så alvorlig ud i ansigtet. Jeg sukkede højlydt, og rejste mig op. Jeg gik mod soveværelset, og forsvandt væk da jeg gik rundt om hjørnet, til gangen. Da jeg kom til døren, stod jeg lidt og overvejede om jeg skulle gå der ind. For at være sikker lagde jeg mit øre mod døren, og lyttede. Der lød skrigen og grinen som i det hele taget, gjorde mig mere usikker. Men jeg valgte at hive ned i håndtaget, og træde ind i det hvide rum. Jeg kunne ånde lettet op, da jeg kiggede på de to unge mennesker. De sad begge i sengen, ved siden af hinanden og kiggede i et fotoalbum. Jeg tog mig let til brystet og gik modnede med et smil om læben. "Jamen Hej Liammen!" Sagde Caroline og vendte opmærksomheden mod mig. "Hej .. " nåede jeg at sige, før resten af drengene brasede ind af døren. "Hej turtelduer!" Udbrød Louis, så det gav et sæt i os andre. Niall sendte Louis et hold-din-kæft-Louis blik, og smilede falsk. Harry hoppede op i sengen. "Hvad har i lavet!" Og igen lavede han det med øjenbrynene. Niall slog ham samme sted som Zayn, og Harry tog sig til armen, med en grimasse. "Hold nu op med det der!" Vrissede han, og grinede imens han kiggede på niall og Zayn. De rystede begge på hovedet, og smilede. Men deres smil forsvandt dog hurtigt, da lyden af hoveddøren med et brag blev sparket op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...