Undercover Lover ~ One Direction

Den yndige men specielle Bella Torn, er den bedste undercover FBI agent der findes i London og omregn, men det bliver hurtig sat på prøve, da hun finder ud af at hun skal på en undercover mission, overfor det berømte boyband one direction. Hun går under navnet Caroline Fisher, og skal forsøge at blive venner med dem, imens hendes kolega som spiller hendes onkel, snakker forretning med deres manager og drengene. Men hvad drengene ikke ved er at, Caroline i virkeligheden er der for at beskytte dem, da en er drengene er nært truet. Hun finder ud af alt ikke er som et spil hun helt sikkert vil vinde? Og det ikke er altid så let at nå i mål når det kommer til at såre folk hun holder af på vejen?.

34Likes
28Kommentarer
2503Visninger
AA

4. Kapitel 1.3

Caroline Fishers:

Jeg kiggede ned i bordet imens vi sad og ventet på de meget langsomme drenge. Jeg havdet egentlig aldrig kunne lide William, han var så anderledes, så underlig. Hans opgaver har sat sig på bagen af ham. Han er så underlig...

"Bella?" jeg nikkede kort. Ja de var ikke kommet, så vi kan ligeså godt bruge mit rigtige navn. Sådan er det jo en gang.

"Hvad vil du?" Hvæset jeg træt imens jeg kiggede træt på ham. Han rystet dog bare på hovedet. "Husk du er min lillesøsters datter?!" han trak vejret kort. "Er det forstået lille put?!" jeg synes ærligtalt ikke han skal snakke nedladende til mig. Det er jeg meget mere værd.

"Ved du hvad William. Jeg kan godt klare opgaven" jeg smilede flabet. "Jeg er yngre end dig, men alligevel er det mig der får opgaven. Kan du se det selv, du er kun min dækning" grinede jeg flabet tilbage imens jeg bare kiggede roligt på ham.

"jeg gider ikke høre på du snakker sådan til mig. Jeg er den eneste grund til du kan komme ind til din opgave" skreg han mig i hovedet imens hans øjne lynet. 

"Så det tro du?" jeg var vred, sur. Jeg ved ikke hvad jeg ikke var, jeg var i ihvertfald blevet påvirket negativt af ham.

"Så." jeg stoppet ham, ved at nikke hen mod døren. "Så lad os begynde på spillet" sukket jeg kort.

 

"Jeg hedder Caroline... Mine forældres dårlige valg af navn" grinede jeg kort imens jeg gav hånd til drengene. Jeg kunne ligeså godt sende den første løgn. Jeg kommer nok aldrig til at se dem igen. Så fuck det.

Fuck det.

"Det er da et sødt navn. Jeg hedder Harry... Harry Styles" grinede drengen med de brune krøller. 
"Jeg hedder Caroline Fisher. Fisher Caroline" smilede jeg. Jeg prøvedet at efterligne James Bond, men det gik sku ikke særlig godt. 

Fuck mit liv.

Fuck deres liv.

Nej tak.

"Når lad os begynde at snakke om jeres nye produkt" smilede William. William Bond. Det lyder faktisk meget godt!

HAHAH

"Bel.." han stoppet hurtig imens han kiggede på mig. Fuck hvor er du dum

"Jeg bliver kaldt Bel, men hedder Caroline" jeg kunne se deres ansigt blive normal igen. Ja selvfølgelig er det forståeligt at de bliver forvirret.

Han er også en anelse idiotisk.

"Ja men vi vil gerne lave en parfume. Som har en betydning for os alle sammen" smilede drengen med alt for mange tattoos. Hvad mon han hedder, Zayn, Liam, Louis, Niall. Det er en af de navne ved jeg.

"Hvilken dufte kan i lide Zayn?" han smilede til mig som om han havde vundet. Men ærlig, skal jeg arbejde med ham?!

"Jeg elsker" han kiggede fjernt væk. Nok fordi han tænkte

"Skal vi ikke bestille noget mad?!" jeg kiggede rundt imens drengen med det blonde hår smilede stort. 
"MAD!" skreg han glad imens han kiggede stort på mig.

"Ja jeg sagde mad?" sukket jeg imens jeg rejste mig op. "Vi skal snakke sammen William nu" jeg kiggede hen på et bord nogle meter væk fra os.

"Vi snakker" hvæset han surt. "Jamen så lad vær. Så kan jeg ligeså godt smide dig af opgaven" hvisket jeg ind i øret på ham imens jeg gik væk. Han løb dog efter mig. 

 

"Der er noget ved det bord der over. De har ikke fjernet blikket fra drengene!" jeg trak vejret. "Siden de kom!" jeg var forundret over hvorfor min stemme var så høj, så tydelig.

"Tag det rolig." pause. "Skru ned, og tag billede" smilede han kort imens jeg hev min telefon frem og lod som om jeg skrev. Men selvfølgelig tog jeg et billede. Jeg er stakler.

HAHA.

 

***  

 

Vi var kommet ud fra cafen cafeen, det var dog blevet mere mørkt, og flere mennesker var kommet ud fra deres hule. De gik rundt og hygge sig. Gid det kunne være mig, jeg havde ikke haft ferie i snart et år. Ved du hvor hårdt det egentlig er. Nej det gør i ikke.

For i har weekend, det har jeg da også. Men det er så sjældent jeg kunne holde det.

"Caroline?" jeg vendte mig smilende om og nikkede kort. "Nu når vi skal arbejde med din onkel. Har du så lyst til at tage med hjem til en kop te?" smilede de uskyldig. Jeg kiggede bare kort på dem imens William indskød en sætning.

"Det vil hun godt, hun er lige kommet tilbage fra uni" smilede han kort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...