Badeværelset

En blomst der viser sig, at være meget mere end det den giver sig ud for at være. Nu gælder det bare om at overleve!

2Likes
2Kommentarer
237Visninger

1. Blomsten

 

Ariela stillede blomsten på hylden over vasken. Hun betragtede den lidt. Dens grønne plastikblade hang i små grupper på de brune plastikgrene. Alt i alt var den meget enkel, og passede derfor godt ind i det hvide badeværelse.

Hun vaskede hurtigt sine hænder, da hun følte sig beskidt, derefter rystede hun lidt af vandet af, og tørrede dem i noget papir. Hun kiggede lige en ekstra gang på sig selv i spejlet, og gik så ud efter at have slukket lyset.

Hun fortsatte ud i køkkenet, hvor Ethlar var i gang med at lave mad. Efter hvad hun kunne dufte, var det noget med kylling og hvidløg. ”Det dufter dejligt,” komplimenterede hun, og hoppede op på en af barstolene. ”Det var da godt,” sagde han, og kiggede kærligt på hende over sin skulder.

De hjalp hinanden ind med maden og satte sig ned overfor hinanden. Glasbordet var dækket fint op med både servietter og langstilkede champagneglas. De havde aftalt, at de kun skulle fokusere på hinanden den aften. De skulle gemme arbejdet væk og nyde hinandens selskab. Ariela havde endda været nede for at leje en film, de skulle se senere, og Ethlar havde slukket sin mobil.

Stearinlysene, der var placeret i hele køkkenalrummet, var det eneste der lyste og dannede et blødt skær over det hele.

De sad og kiggede hinanden i øjnene, da lyden af et vindue der blev knust, fik dem til at fare op. Lysene flakkede. De kiggede lidt på hinanden. Ariela havde mistet den sidste smule farve fra sit i forvejen blege ansigt, og hendes øjne var vidt åbne. Ethlar tog sig sammen og bevægede sig i den retning, lyden var kommet fra. Han kunne mærke sit hjerte i halsen og en trykken for brystet. Det burde ikke være muligt at nogen kunne komme ind i lejligheden via vinduerne, da de boede på tredje sal. Men alligevel var det ikke særlig betrykkende.

Da han kom hen til væggen, tændte han på kontakten, men lyset tændte ikke. Han blev ved med at trykke på den, men Ariela fik ham til at stoppe, ved at lægge sin hånd oven på hans. Han kiggede forskrækket på hende, men fortsatte så med at føre an ned ad gangen. Ariela var ved at springe op på ryggen af ham, da endnu et vindue blev knust. Det kom ude fra badeværelset.

De standsede op ude foran døren og lyttede intenst efter eventuelle lyde. Men der var ingen. Han kiggede ned på gulvet og så at der løb vand ud under døren. Hvordan kunne det lade sig gøre? De havde ikke sagt noget til hinanden, siden de hørte det først vindue blive knust. Det havde de været for bange til. Men der var ikke tid til at være bange nu. ”Glemte du at slukke for vandet, da du forlod badeværelset?” Ethlar kiggede på Ariela, som også havde set at vandet løb ud under døren. ”Nej,” svarede hun stille. Det var som om at deres stemmer, var alt for høje i den mørke og stille gang. Som om at hver en lyd blev forstærket.

Ethlar rynkede forvirret øjenbrynene, og havde ikke rigtig lyst til at gå ind. Men på den anden side, måtte der heller ikke ske noget med Ariela. Det var det, der gjorde udfaldet. Langsomt lod han sin hånd nærme sig håndtaget, og langsomt hev han ned i det. Tøvende åbnede han døren, men den nåede ikke at åbne sig mere end et par centimeter, for der begyndte at løbe mere vand ud. Han lukkede den hurtigt igen og kiggede på Ariela der bare stod og så skræmt og forvirret ud. Men de kunne jo ikke bare lade som ingenting, og så bare gå tilbage til middagen. Den dør skulle åbnes. Vand eller ikke vand.

Ethlar tog beslutsomt igen fat i håndtaget og åbnede hurtigt døren. Vandet løb ud i gangen. Det var ikke meget, men nok til at det løb ud og gjorde deres matchende sutsko våde.

De kiggede væk fra det nu våde gulv og videre ind på badeværelset. Der mødte dem et ualmindeligt syn.

Det lavt sænkede gulv flød med klart vand, hvorpå der lå grønne åkandeblade, ned fra loftet hang lange krogede grene der snoede sig rundt om vasken og vinduet, der var knust så kun skarpe glassplinter sad tilbage og reflekterede månelyset, farligt udseende røde frøer med sorte prikker kiggede nysgerrigt på dem med hovederne på skrå, og der var lummert. Som en varm sommerdag, hvor luftfugtigheden var på sit højeste.

Igen var det Ethlars pligt at tage ansvar. En slags uskreven regel imellem dem. Men han var jo trods alt også manden. Hvis det ikke var fordi han kunne se badeværelsesgulvet gennem vandet, var han aldrig trådt ind ad døren. Han tog sine allerede våde sutsko af, og smørrede sine bukseben op til knæene. Derefter strakte han sine højre fod prøvende ned i vandet. Det var isene koldt. Han trak den hurtigt op igen, og støttede sig til dørkarmen. Han så bedende tilbage på Ariela. ”Hvordan kan dette lade sig gøre?” Spurgte hun pludselig og forskrækkede dem begge to, så Ethlar kom til at sætte sin fod ned i vandet med en ordenligt plask. Det gav et gib i ham, da han igen mærkede det kolde vand omslutte sin fod.

Han kiggede atter på hende: ”Jeg ved det virkelig ikke,” mumlede han, mens han så ned i vandet der lavede ringe, og fik sat åkandebladene i bevægelse. ”Der er ingen logisk forklaring på dette,” sagde han og satte sin anden fod ned i vandet. Langsomt bevægede han sig længere ind på badeværelset. ”Måske skulle du lade være,” udbrød Ariela, ”tænk hvis det er farligt.” Hendes stemme gav ekko på en underlig måde, og frøerne kiggede opslugt på hende. Hendes hår hang i tjavser om hendes ovale ansigt på grund af den høje luftfugtighed, og hendes øjne flakkede, som om hun hvert øjeblik kunne falde om.

Ethlar ignorerede hendes advarsel, og kiggede i stedet for på den blomst han tidligere den dag havde bragt med hjem til Ariela. Dens potte var knust, og lange rodlignende grene snoede sig ud fra den. Ethlar gik lidt tættere på den, og opdagede så hvordan en ny gren var ved at udvikle sig. Han trak sig lidt tilbage og kiggede tilbage på Ariela, der havde fokus på noget, ovre ved vinduet. Han fulgte hendes blik og hans mund formede sig som et o.

Flere grene var ved at danne sig, og de grene der allerede havde udviklet sig blev kraftigere og længere. Som hvis nogen havde trykket på en spol frem knap på et fjernsyn, voksede grenene hurtigere og hurtigere. Ethlar begyndte langsomt at bakke hen mod døren. Han var bange for, at enhver unødig eller hurtig bevægelse ville få ubehagelige konsekvenser.

Han gik endnu et skridt tilbage, hjertet sad i halsen på ham, og han var opmærksom på hver eneste bevægelse. Ariela stod helt stillet og kiggede skræmt hver gang han tog et skridt. Hun havde aldrig troet på det overnaturlige. Det man ikke kunne se fandtes ikke. Men problemet var bare, at man ikke rigtig kunne undgå at se, at deres badeværelse var blevet invaderet af noget uforklarligt. Hvis det ikke var fordi hun var så bange, havde hun nok stirret vandtro på de forvoksede grene, og kommet frem til en logisk løsning. Men lige nu havde enhver logisk tanke forladt hendes sind, og i stedet fyldt det med frygt.

Hun hoppede en halv meter op i luften, da en frø gav en højt knirkende kvæk fra sig, og hun nåede lige at se Ethlars forskrækkede ansigt, inden han landede i vandet med et plask.

Der var helt stille. De trak begge to ikke vejret. Men med et brød ragnarok ud. Alle frøerne begyndte at kvække overdøvende på en og samme tid. Arielas hænder røg straks op til hendes ører, men hun turde ikke bevæge sig. Ethlars øjne blev store, og flakkede fra side til side, han nåede lige akkurat at rulle til den ene side, før en lang kroget gren skød ud efter ham.

Han fik med besvær rejst sig op, og skyndte sig tilbage til døren, men lige inde han trådte ud, fik en gren fat om hans ben. Han skreg og holdt fat i dørtærsklen. Han sparkede og prøvede febrilsk at hive sin fod til sig, men grenen strammede bare sit greb. Hvad var det han havde taget med hjem?

Ariela, som havde stået med et lydløst skrig på sine læber, genfandt sig selv, og tog hurtigt fat i hans hånd. Hendes spinkle arme arbejdede på deres højeste, og prøvede at trække Ethlar ud og væk fra badeværelset.

Der skete ikke noget, lige meget hvad de gjorde, blev grebet strammere, og som om det ikke var nok, nærmede andre grene sig langsomt.

Ariela begyndte at skrige i frustration, og tårer løb ned at hendes kinder. Den altoverdøvende kvækken rungede i hendes ører, og truede med at springe hendes trommehinder.  Grenene kom nærmere og nærmere, og Ethlar skreg højere end før. Han vred og sparkede med sine fødder, og lige før de andre grene nåede ham, fik han sin fod fri, og Ariela fik trukket ham ud.

Han fik hurtig rejst sig op og lukkede døren med et brag. De kunne høre, hvordan grenene smadrede flere ting derinde, og de trak sig langsom tilbage, begge med blikket mod den mørke egetræsdør. De for begge sammen, da en gren stødte mod døren. De så hinanden i øjnene. Men det eneste de kunne se var frygt. Endnu engang stødte en gren mod døren, og dørkarmen faldt af.

Ariela var den hurtigste til at reagere, og tog Ethlar i hånden og løb mod køkkenet. Hun tog hurtigt en stor brødkniv ned fra deres smarte magnetholder. ”Her!” Råbte hun panisk, og nåede kun lige selv at få fat i en kødkniv, inden de hørte egetræsdøren blive ødelagt.

Hurtigt hev hun Ethlar hen mod hoveddøren. Hun skyndte sig at hive i håndtaget, men den åbnede sig ikke. Hun kiggede hen på det lille display, der hang ved siden af døren. Skærmen var sort. Hun prøvede dog alligevel at trykke den kode ind, der ville låse døren op, men lige meget hjalp det. Døren kunne ikke åbnes. Henne ved køkkenet kunne de allerede ane nogle ulækre grene. De brød igennem køkkenskabene og hev gryder og pander ned på gulvet.

”Denne vej,” råbte Ethlar, og trak hende med sig ned af den modsatte gang, inden hun kunne nå at bryde sammen. Han trak hende ind på deres kontor, og lukkede hurtigt døren efter dem. Forpustet trak de sig væk fra døren. Man kunne høre hver gang en gryde eller lignende faldt ned på det hårde flisegulv ude i køkkenet.

Ariela græd lydløst, og holdt hårdt fat i skaftet på kniven. Ethlar havde lagt en arm rundt om hendes skulder og klemte hende blidt. Hans hjerte bankede hårdt, og med vidt åbne øjne, så han rundt efter en flugtvej.

Alt strømmen i huset var gået, deres mobiler havde de lagt fra sig, før de havde sat sig til bords, og de boede på tredje etage, så vinduerne var udelukkede. De var altså fanget. Lige pludselig synes det store kontor, ikke længere at være så stort og åbent som det plejede. De var fanget, og klaustrofobien, sneg sig ind på dem, alt imens lydene af ødelagte ting kom nærmere og nærmere.

De var kravlet hen i det fjerneste hjørne, da døren blev banket op i væggen. Grenene slangede sig ind, hele vejen rundt i døråbningen, som lange klamme tunger. Ariela gemte sit hoved ved Ethlars skulder, mest for ikke at skrige, mens hun rystede. De lå klemt sammen bag en reol, og de havde trukket skrivebordet hen foran dem, så de sad i skjul bag det.

Inderst inde vidste Ethlar godt, at det var nyttesløst, men han kunne alligevel ikke lade være med at håbe. Fuldmånen lyste kraftigt ind af de store vinduer. Man kunne se henne på væggen, hvordan grenenes skygger bevægede sig rundt om lamper og computere, for at smadre dem, ligesom når slanger kvæler deres bytte.

Men et blev skrivebordet revet væk og Arielas skrig var overdøvende. Skrivebordet blev kastet ind i væggen med sådan en kraft, at det gik midt over. Træsplinter fløj rundt i rummet, og Ariela skreg endnu højre.

Grenene nærmede sig Ethlar der sad yderst. Hans åndedræt var overfladisk, og hans hjerne var tom. Et gren tog lige pludselig fat rundt om hans hals, og hev ham væk fra Ariela, som rakte ud efter ham. Hun fik kun fat i den lumre luft, der var kommet med grenene.

Ethlar hang og dinglede i luften. Grenen klemte til rundt om hans hals, og han prøvede febrilsk, at få den væk ved at rive fat i dens rug bark. Men lige meget hjalp det. Ethlar så ned på Ariela, der prøvede at skære grenen over med køkkenkniven, men det havde ingen effekt.

Det gav et gib i Ethlar og han satte sig forskrækket op i sengen. Hans hjerte hamrede af sted, og hans krop var badet i sved. Sengen gav efter under ham, da han satte sig ud på kanten. Hans øjne strejfede clockradioen, der stod på hans natbord. Klokken var tre om natten. Han kiggede hen på Ariela, der fredfyldt lå og sov med åben mund.

Han rejste sig op, og tøffede ud til badeværelset i sine sutsko. Det havde bare været en drøm. Et mareridt. Han tændte lyset på badeværelset, og tøffede videre hen til håndvasken.

Han tændte for vandhanen, og ventede på vandet blev tilpas koldt. Han formede en skål med hænderne og førte dem op til ansigtet. Det var beroligende at lade det kolde vand løbe hen over det brandvarme ansigt. Han gentog det og støttede sig derefter med hænderne på hver side at vasken. Han kiggede på sit spejlbillede, men hans blik vandrende videre, hvor det til sidst landede på en lille potte, hvori der var en lille plastikplante med brune grene og grønne blade, der havde samlet sig i små grupper. Op af jorden var der vokset et lille skud. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...