Someone like you

Det her er min fortolkning af Adeles sang, Someone like you, og er baseret på de billeder jeg får i hovedet når jeg hører den. Den hænger ikke sammen med den oficielle musikvideo, så det er ligegyldigt om I ser videoen før eller efter.

1Likes
1Kommentarer
195Visninger

1. En gammel ven

Kirkeklokkerne kimede ikke mere. Jeg listede forsigtigt ind i kirken og satte mig diskret på en af de bageste bænke. Du knælede oppe ved alteret ved siden af din brud. Hun havde den smukkeste kjole på, ikke helt hvid, mere cremefarvet, og den passede perfekt til hendes let mørke hud. Det næsten sorte hår var sat op med utallige hårnåle, og et slør var gjort fast i nakken. Små perler var syet på kjolen og dannede et blødt vandfald i folderne. Et kort slæb bølgede ned af de to trin som førte op til alteret. Men det var ikke hende jeg så. Det var dig. Og, åh, hvor du dog lignede dig selv. Intet var forandret. Og selvom jeg stille havde listet ind i kirkerummet, håbede jeg alligevel at du ville se mig. Se at jeg var her. Se at du aldrig ville glemme mig. Ingen andre havde set mig komme ind. Men alligevel kunne du mærke at jeg var der, og du vendte langsomt hovedet og så mig. Og i dét vores blikke mødtes, frøs alle andre. Gæsterne på bænkende sad og stirrede stift ud i luften, bruden knælede ret ved alteret som forstenet og præsten stoppede sin messen. Men du og jeg, vi to, vi var i live. Og vi så begge de øjeblikke, hvor vi havde troet at det skulle være os to for evigt, for os. Da vi sad på caféen og du spurgte mig om at komme sammen, da vi var på picnic og du kyssede mig for første gang og da vi sad hjemme i lejligheden og så tv og lige var flyttet sammen. Jeg ved at jeg aldrig vil kunne finde én som dig, og jeg kan huske da vi slog op, og jeg ønskede dig held og lykke, og du sagde de smukkeste ord jeg nogensinde har hørt: "Somme tider ruster kærligheden ikke, somme tider gør den." Alle andre var stadig frosset fast. Jeg rejste mig, og gik hen til alteret og satte mig i den tomme brudekjole. Jeg vidste ikke hvor bruden var forsvundet hen, men kjolen var der, og nu sad jeg i den, knælende ved din side. Du så mig også i kjolen. Men kun et øjeblik. Kun det øjeblik hvor du sagde ja. Det næste øjeblik gik det op for dig hvem du troede du havde sagt ja til, og hvem du havde sagt ja til.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...