Forladt

Dette er min fortolkning af stiloplægget "Forladt".
Opgaven var at skrive en novelle, med titlen "Forladt" ud fra et billede vist på siderne. Billedet forestillede en slidt dukke, liggende på en strand. Novellen skulle indeholde mindst ét flashback, og forgå over en dag.
Historien handler om en 16-årig dreng, der panisk leder efter en løsning der kan få ham ud af de problemer han befinder sig i, men samtidig hjemsøges han af den lille piges dukke...

9Likes
9Kommentarer
481Visninger

1. Forladt

 

Jeg så mig panisk over skulderen, og nærmest snurrede omkring mig selv for hvert skridt jeg tog for at se mig omkring, men der var ikke længere noget at se. Stemmerne hviskede heller ikke mere, men det var ikke overstået. Langt fra. Alle lyde var stadig langt højere end de burde være. Forstærkede. Det eneste der var forsvundet var stemmerne og skyggerne.
     Jeg satte mig op af en stor sten med hænderne om hovedet og så ned i sandet og pressede håndroden mod tindingen.
     ”Lad være, stop nu, det var ikke meningen…” hørte jeg min egen stemme mumle, men den virkede så fjern, ”lad mig nu glemme…”
     Dog huskede jeg alt for tydeligt. Ilden, branden, det gik jo fint. Jeg troede det ville gå. Lige indtil jeg hørte hendes skrig. Og ambulancen ankom. Og dukken…
     Jeg gøs og vred mig, da jeg huskede dukken. Og pludselig var den foran mig. Jeg kneb øjnene sammen, men den fortsatte, den kom nærmere og nærmere, uanset hvor meget jeg vred mig og skubbede mig væk og pressede underarmene og hænderne mod mit hoved. Jeg hørte mig selv bede den om at lade mig være. Jeg skreg af den, råbte, og jeg huskede hvordan den lille pige tabte den i det hun blev kørt ind i ambulancen, og jeg huskede dens øjne – øjnene der stirrede på mig, borede sig ind i mig…
     Dukken forsvandt, og jeg troede det var forbi, men i samme øjeblik begyndte stemmerne. De råbte i munden på hinanden, de skældte mig ud, de anklagede mig for alt, og jeg blev ved med at råbe af dem og sige det ikke var min skyld; at det ikke skulle være sket på den måde. Hun skulle jo slet ikke have været der…

     Jeg åbnede langsomt øjnene, og kunne se skyggerne over mig. Øjeblikkeligt skubbede jeg mig væk, og forsøgte panisk at få fodfæste i det tunge sand og begyndte så vaklende og desperat at løbe, og de fulgte efter mig. Skyggerne, stemmerne.
     Ud af alle stemmerne, rejste en sig pludseligt over de andre. Frygten greb mig, netop som jeg hørte den, og jeg snurrede om i sandet og forsøgte at bevarer fatningen mens hans ansigt blev synligt imellem skyggerne. Jeg bakkede, så hurtigt jeg kunne, men fik trådt på en flaske der lå i sandet og den klirrede og gik i stykker…
     Jeg faldt, og lukkede øjnene, og da jeg åbnede den igen var jeg tilbage i det hus for 6 år siden. Tilbage til den dag, hvor han kom tidligt hjem, fuld og vred som altid, og rasende over at jeg var hjemme og ikke i skole hvor jeg skulle have været.
     Billederne var uklare og forskudt i forhold til lydene, men jeg huskede tydeligt hvad der skete. Alt for tydeligt. Og de tvang mig til at genopleve det! De tvang mig, endnu en gang, selvom jeg bad dem, jeg bad dem om at lade være!
     Jeg sad i stuen da han kom hjem, og han så mig. Han råbte af mig, og jeg blev bange, for jeg vidste godt hvad der ville ske, men jeg begik muligvis mit livs fejltagelse da jeg løb ud i køkkenet. Han fulgte efter mig, og han greb en af flaskerne, en af de mange, mange flasker der stod overalt i køkkenet, tomme og halvfulde. Og han greb en, og han slog mig med den, og jeg skreg. Jeg skreg, for flasken var knust, og dens skarpe spidser skar mig, og jeg faldt om, og jeg mærkede blodet i mit ansigt. Og han greb en kniv…
     Jeg var kun 10 – kun en dreng…

     Jeg blinkede, og billederne var væk igen. Jeg lå på ryggen i sandet, og jeg hørte stemmerne hviske på den der fjerne måde – dog stadig ophidset. Det virkede som om de diskuterede, de var ved at tage en beslutning.
     Jeg mærkede noget koldt ramme min venstre arm, og fór op af forskrækkelse, inden det gik op for mig det bare var en bølge, og jeg huskede hvor jeg var. Jeg var jo på stranden! Jeg bevægede mig hurtigt videre, med den ene hånd presset mod tindingen, mens jeg forsøgte at overtale mig selv om at det ikke var min skyld.
     Hun skulle slet ikke have været der! Hun skulle have været i skole, ligesom de andre børn, og ligesom alle de andre dage. Hun havde intet at gøre i huset. Specielt ikke når han var hjemme samtidig! Han havde været den eneste i huset på det tidspunkt i dagevis! Hvorfor skulle hun også have været der… det var jo ikke meningen, det var ikke meningen det skulle gå ud over nogen. Ikke nogen uskyldige. Ikke hende. Jeg så hendes ansigt igen. Hun så ikke glad ud, ikke det mindste, men hvordan kunne man også det når man boede hos ham, det var jo derfor jeg var løbet væk for så mange år siden. Hendes ansigt, hendes skrig…
     Jeg vaklede en smule og vred mig da jeg hørte hendes skrig igen, og huskede hendes livsløse krop da hun blev lagt ind i ambulancen. Jeg så mod havet, og sprang til siden at panik, så voldsomt at jeg faldt bagover. Der, lige der på de våde sten i vandkanten lå dukken. Den var voldsomt forbrændt, og lemmerne var vredet helt unaturligt, og øjnene – øjnene borede sig ind i mig. Den åbnede og lukkede munden, som i et forsøg på at tale, men dens øjne var det der fik frygten op i mig; de var så uskyldige og sårbare, og alligevel borede det anklagende, triste, bebrejdende blik sig ind i mig.
     ”Nej, nej, nej, nej!” jeg kom atter på benene, og bakkede et par skridt mens jeg skreg af dukken, ”det var ikke meningen! Hun skulle ikke have været der! Det var ikke min skyld!”
     Jeg råbte af den, men den stirrede blot endnu mere indtrængende, og stemmerne blev mindre fjerne og mere anklagende. Jeg begyndte endnu en gang at løbe ned af stranden, forsøgte at komme væk fra det hele, men stranden snurrede rundt for mine øjne, og jeg havde svært ved at holde balancen. Selv uden at kunne se den, følte jeg dukkens blik bore sig ind i min ryg, og jeg kunne ikke få billedet af den uskyldige lille pige ud af hovedet…

     Jeg var alene herude. Der var ingenting. Ingen der kunne hjælpe mig. Ingen der kunne fortælle mig at det ikke var min skyld, for det var det! Det var mig! Stemmerne blev ved med at råbe det – at det var min skyld, og jeg vidste det godt! Selv Jack vidste det.
     Han ville ikke have noget med mig at gøre, da jeg sagde at jeg havde problemer, og jeg forsøgte ellers, jeg bad ham om at hjælpe mig, tiggede og bad, men han sendte mig væk. Den sidste, den eneste person der kunne have hjulpet mig var ham – og han kendte jo til skyggerne! At de fulgte efter mig, og dømte mig og mine handlinger, og han kendte til stemmerne, og vidste at de talte til mig. Men han sendte mig væk da jeg fortalte hvad der var sket, bad mig finde et andet sted, en anden gyde at sove i, sagde han.
     Jeg faldt i knæ i sandet, og mærkede nu udmattelsen, og håbløsheden. Og netop da, så jeg højdedraget længere oppe ad stranden. Det blev mindre sand og mere klippe, og større forskel mellem havoverflade og jordoverflade, og der var højdedraget, klippevæggen! Lige der. Det var løsningen! Jeg rakte ud efter det med den ene hånd, inden jeg kæmpede mig på benene, og stemmerne var ikke nær så vrede mere, de tilskyndede derimod min idé.
     Og jeg vaklede videre, med dukkens øjne i nakken, og mine tanker kunne ikke blive enige. Jeg skulle aldrig have gjort det. Hvad tænkte jeg dog på? Jeg kunne have fundet på andre måder, bedre måder, men… men han skulle jo brænde – brænde som forsmag på det helvede han ville komme i. Og han havde fortjent det! Han skulle ikke have chancen for at gøre flere børn fortræd.
     Men det var min skyld. Det var min skyld at den pige var døende, og jeg var alene, ingen kunne hjælpe mig…
     Jeg nåede til toppen. Langt om længe. Vinden var stærk heroppe, og vandet langt under mig slog hårdt mod klipperne. Perfekt. Stemmerne var næsten forstummede, de ventede, de var nærmest anspændte. Jeg fjernede for første gang i lang tid min hånd fra tindingen, og lod den i stedet glide over ansigtet og mærke de ar, de forfærdelige ar han havde været skyld i, og jeg så en sidste gang ned mod bølgerne hvor dukken lå på en klippe og stirrede op på mig, lige så indtrængende som nogensinde, men den kunne ikke gøre mig noget mere, tænkte jeg og lo kortvarigt, inden jeg lukkede øjnene…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...