Lyset i Mørket

Katelyn Olivia McGrath er død. Det har hun været i 5 år, og er nu en engel. Katelyn har aldrig oplevet at nogen har elsket hende, og begik selvmord da hun var 14 år gammel. Hun er nu havnet i Lysets Palads, stedet for gode engle. Hun har ikke fået sine englevinger enddu, da hun først skal have taget sin 5 års uddannelse som budbringer. Hun er nu færdig med uddannelsen, og venter på at tage sin endelige eksamen. Men da en Mørkets Engel bryder ind i hendes livs harmoni, og overtager alt, må hun kæmpe for at prøve at overvinde det begær, og den lyst, den fremmede dreng vækker i hende.

3Likes
2Kommentarer
501Visninger
AA

2. Lysets Palads

Jeg forstod aldeles ikke alting.

Damen i det hvide tøj forklarede mig at hun hed Anne, og at hun var leder for min gruppe. Jeg nikkede blot, og turde ikke spørge ind til det med grupperne. Hun førte mig ned ad en enorm hvid gang, hvor andre gik rundt iført hvidt tøj og store smil. Jeg fattede ikke hvad der skete omkring mig. Er det her himlen? Er det her man kommer hen når man er død? Hvorfor er jeg lige netop her? Hvad er det hun vil med mig? Men alle de spørgsmål forsvandt brat, da vi trådte ind i en enorm rund sal, med vinduer hele vejen rundt, og en række store stole i den ene ende. Jeg kunne ikke lade være med at stirre, da jeg så ud af vinduet. Det hele var blåt. Med et hvidt skydække som bund. Nu er det officielt. Jeg kan på ingen menneskelig måde være hjemme ligenu. Jeg vågnede af mine forvirrende tanker, da Anne trak mig ind foran den store række stole. Først nu lagde jeg mærke til at nogen sad i dem, og betragtede mig. Jeg fulgte Annes eksempel, da hun nejede for de mænd og kvinder som sad foran os. Jeg bed mig i læben. Gider nogen godt snart forklare mig hvor fanden jeg er?! Jeg fik gåsehud da salen pludselig rungede. Da jeg så op mod de store marmorstole, gik det op for mig at det var en mand der havde talt. Han havde armene bredt ud imod os, og sad i midten af alle stolene. Han smilede bredt og så på mig. "Velkommen til Lysets Palads, Katelyn!" Jeg stivnede da han nævnte mit navn.
"Du..." Min stemme var hæs, og lav. "Du kender mit navn..?" Jeg så undrende på ham.
"Selvfølgelig gør jeg det!" Han nærmest grinede. "Du er jo en slags borger i min 'by' nu!" Hans dybe latter rungede i hele salen. Jeg besluttede mig for at gå direkte til sagen. Spørge ligeud, efter det som hele tiden havde kørt rundt i hovedet på mig.
"Hvorfor er jeg i himlen, når jeg har været sådan et dårligt menneske?" Min stemme var pludselig klar og tydelig, og de andre der sad i stolene omkring den smilende mand, rykkede lidt tilbage ved mit direkte spørgsmål. Jeg blev pludselig i tvivl da jeg så den smilende mands ansigt lukke sig sammen til et sørgmodigt udtryk. Var jeg alt for direkte? Jeg bed mig hårdt i læben, og skævede til Anne der sørgede for at være dybt koncentreret om sit clipboard.
"Du har på ingen måde været et dårligt menneske Katelyn. Men mange omkring dig var det desværre. Og det har påvirket dig. De har fået dig til at tro at du ikke var god nok." Han så bekymret på mig. "Jeg håbede at du ville forstå det når du kom hertil..." Han rystede langsomt på hovedet, og jeg fik en trang til at sige ham imod. Men lige inden jeg skulle til at starte en diskussion, gik det op for mig at han havde ret.
Der er aldrig nogen der har opført sig som om de kunne lide mig. Der er aldrig nogen der har vist mig hvad der rent faktisk foregik omkring mig. Det er ikke min skyld... Jeg fortrød pludselig at jeg ikke havde fået mere ud af mit liv.
"Jamen... Jeg brugte ikke mit liv til noget fornuftigt?" Jeg ledte desperat efter en god grund til at jeg ikke burde være der. Jeg vidste ikke hvorfor. Jeg følte bare at jeg ikke fortjente det.
"Nej, måske ikke. Og det er netop en god grund til at du er her. Så kan du starte på ny, og få en chance til." Manden begyndte igen at smile. "Mit navn er Monroe. Jeg styrer stedet her, hvis man kan sige det på den måde." Han grinede igen let. Det irriterrede mig på en måde at han hele tiden var så munter. Men jeg kunne ikke få mig selv til at gøre ham ked af det igen. Jeg nikkede tavst, og så til imens resten af mødet fortsatte. Jeg lyttede ikke ret godt efter, da jeg blev ret distraheret af en sort plet på himmelen udenfor. Jeg prøvede nysgerrigt at finde ud af hvad det var, men kunne ikke se det fra min synsvinkel. Jeg blev afbrudt af Anne der trak mig i armen. Jeg gik modvilligt med op på værelset igen. Jeg gik straks hen til vinduet da Anne havde lukket døren. Jeg så igen på den mørke plet på horisonten. Det er for stort til at være en fugl... Hvad er det?! Det var som om det havde en underlig tiltrækkende kraft. Som om det kaldte på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...