Lyset i Mørket

Katelyn Olivia McGrath er død. Det har hun været i 5 år, og er nu en engel. Katelyn har aldrig oplevet at nogen har elsket hende, og begik selvmord da hun var 14 år gammel. Hun er nu havnet i Lysets Palads, stedet for gode engle. Hun har ikke fået sine englevinger enddu, da hun først skal have taget sin 5 års uddannelse som budbringer. Hun er nu færdig med uddannelsen, og venter på at tage sin endelige eksamen. Men da en Mørkets Engel bryder ind i hendes livs harmoni, og overtager alt, må hun kæmpe for at prøve at overvinde det begær, og den lyst, den fremmede dreng vækker i hende.

3Likes
2Kommentarer
566Visninger
AA

4. Kapitel 4.

Jeg skælvede.

Jeg kunne mærke at jeg stadig var i luften. Jeg kunne høre vindens velkendte brusen. Jeg nød luften der igen kunne indåndes uden besvær. Jeg tog en dyb indånding.

Jeg gispede, og spjættede af forskrækkelse da jeg åbnede øjnene. Og så ind i de smukkeste kulsorte øjne. Jeg stirrede et øjeblik på drengen. Han havde et lidt drilsk smil om munden. Men også et nysgerrigt blik i øjnene. Jeg rødmede, da det gik op for mig, at han bar mig i luften. Han smilede drilsk.
"M-må jeg godt komme ned...?" Min stemme dirrede. Jeg vidste ikke om drengen var ude på at skade mig, eller om han havde andre planer.
"Ikke endnu." Han smilede svagt og nysgerrigt.
"Jeg skal altså hjem..." Jeg så hans smil forsvinde. Først nu lagde jeg mærke til hans vinger. Hans kulsorte vinger. Jeg fik kuldegysninger. Jeg betragtede hans blege hud, og kulsorte hår. Han er en mørkets engel.
"Kan... Kan du ikke blive lidt..?" Han så trist på mig. Jeg bed mig i læben. Jeg havde på fornemmelsen at det ikke var en god ide at blive, men det var som om noget dybt inde i mig begyndte at gnistre og vokse når jeg så ham i øjnene.
"Undskyld... Men jeg..." Jeg så ned, og prøvede panisk at finde en måde at komme væk på. Han så bare trist på mig, og satte mig så ned på en sky. Han satte sig ved siden af mig, men jeg var hurtigt på benene.
"Tak. Jeg kan godt finde tilbage herfra." Jeg sprang hurtigt videre, men straks havde han fat om min arm.
"Hvad hedder du?" Spurgte han. Jeg vred mig fri af hans greb, og tog et skridt bagud.
"Lad være med at røre mig." Jeg havde knyttede næver, og tog endnu et skridt bagud.
"Det var da et sjovt navn." Han smilede skævt. Jeg sprang med lynets hast videre som svar. Jeg løb så hurtigt jeg kunne, mens jeg hørte ham råbe efter mig. Jeg ved ikke hvad han sagde, men jeg var alt for opsat på at komme væk, til at være den mindste smule interesseret.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...