Maybe this christmas

Lucy er en 16-årig pige, som flytter ind hos drengene for at bo i 3 år, mens forældrene er i Afrika for at arbejde. Men med en barsk fortid, er Lucy meget skrøbelig og sårbar. Stærke venskaber blomstrer op, og kærligheden bliver heller ikke væk.Vil drengene hjælpe hende med at komme videre? Eller vil Lucy blive mere deprimeret?

3Likes
6Kommentarer
503Visninger
AA

5. Kapitel 4

 

Der var gået en uge, og jeg var faldet på plads. Drengene havde lært mine behov og rutiner at kende, og jeg havde ikke grædt flere tårer foran dem. Indeni var jeg stadig usikker, og der var da stadig et par aftener, hvor jeg græd mig selv i søvn. Men det havde jeg det egentligt fint med, for jeg måtte ud med det.

Lige nu sad jeg, og nød en stund med mig selv. Jeg havde sat mig i den store vindueskarm, så jeg kunne nyde udsigten. Det var d. 1 første december, altså snart jul. Og med jul kom årsdagen for Amys død. Jeg havde frygtet dagen, men nu var der kun 13 dage til, og der var intet jeg kunne gøre.

Jeg havde så meget skyldfølelse at det gjorde helt ondt. Folk vidste selvfølgelig godt, at jeg følte det var min skyld, men hvis de bare kunne føle hvor meget. Det var mig der havde forslået slankekuren. Det var min skyld at min bedste veninder var død. Hvordan skulle jeg nogensinde leve normalt?

Men det er ting jeg har aldrig har fortalt til nogen. Jeg vil så gerne, men jeg ved også at de ikke vil forstå. Så jeg skriver dem ned. For at huske Amy, for at huske sandheden, men mest af alt for at ære Amy. Jeg gør det for at holde mig selv oppe. Det er ting som lever inden i mit hoved, mine hemmeligheder. I sidste ende skal jeg beslutte om det er værd at kæmpe for. Eller om jeg bare skal give slip. Give slip på Amy, og glemme...

Som jeg sad der i mine dybeste tanker, rev Louis mig ud af sine tanker. Vi var blevet meget tætte her på det sidste. Det var som om, han kunne læse mine tanker. Han var der altid når jeg havde brug for at snakke, eller bare havde brug for selskab. Som i dag, hvor jeg egentlig ikke magtede at fortælle om mine tanker.

Louis satte sig over for mig i vindueskarmen, og sendte mig et forsigtigt smil. Han vidste godt hvad jeg tænkte på. Vi havde siddet i stilhed i noget tid, da jeg krøb ind i hans favn, og satte mig godt til rette. ”Jeg har aldrig været ude ved hendes grav” sagde jeg. Louis vidste godt hvad jeg snakkede om, det behøvede jeg ikke at forklare. ”Har du lyst til at tage derud?”, spurgte Louis. ”Ja, men det er jo i den anden af landet” sagde jeg.  Lige i det øjeblik begyndte det at sne. Stille og roligt blev gaderne dækket, af et hvidt tæppe. Louis kyssede mig på panden, og så sad vi ellers bare og betragtede sneen dale. Et kæmpe smil kom frem på mine læber. ”Hvad smiler du sådan over, Lu?” ”Jeg tænkte bare på hvordan intet nogensinde, ville kunne erstatte dette øjeblik. Du er min bedste ven, Lou” svarede jeg alvorligt. Louis krammede mig endnu hårdere som svar. 

 

Ikke så langt, sorry. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...