Maybe this christmas

Lucy er en 16-årig pige, som flytter ind hos drengene for at bo i 3 år, mens forældrene er i Afrika for at arbejde. Men med en barsk fortid, er Lucy meget skrøbelig og sårbar. Stærke venskaber blomstrer op, og kærligheden bliver heller ikke væk.Vil drengene hjælpe hende med at komme videre? Eller vil Lucy blive mere deprimeret?

3Likes
6Kommentarer
499Visninger
AA

4. Kapitel 3

 

Jeg vågnede klokken 1 næste dag. Drengene havde lagt en seddel på mit natbord, hvor der stod:

Vi er til et fotoshoot, og vi nænnede ikke at vække dig. Er hjemme omkring klokken 2. PS. Du ligner en engel når du sover. One Direction.

Jeg smilede lidt af den sidste kommentar, og så rundt i mit nye værelse. Det var først nu jeg opdagede, at jeg havde tre døre. Den ene førte ud til gangen, den anden førte ud til mit eget badeværelse. Men den tredje havde jeg ikke åbnet endnu. Jeg åbnede døren, og trådte ind i et kæmpe skab. Drengene havde givet mig et walk-in-closet.

***

Jeg lå i sofaen og så tv. Efter min opdagelse havde jeg taget en alt for stor hættetrøje på, og var gået på jagt efter mad. Jeg havde pludseligt fået det dårligt, så det hele var kastet op igen.

Klokken var 2, så de kunne komme hvert øjeblik. Ganske rigtigt gik der ikke mere end 10 sek., før jeg hørte en stemme råbe ”lover hvor er du?”. Jeg vidste at det var Louis, men jeg orkede ikke det helt store cirkus, så jeg lukkede øjnene, og blev liggende. Utroligt nok faldt jeg næsten i søvn, så da jeg mærkede sofaen give lidt efter, lå jeg bare stille. En hånd lagde sig på min pande, men blev hurtigt trukket væk igen. ”Liam, jeg tror Lucy er syg. Hun har feber” sagde en stemme. ”LUCY SE HVAD VI HAR KØBT!” råbte Niall. Jeg åbnede øjnene, og så Louis, Liam og Niall stå ved siden af mig. Jeg lavede en grimasse der mindede om et smil til Niall, for i hånden havde han 5 pakker Oreokiks. Straks var Liam over mig, ”hvordan har du det lille skat?”. Jeg rystede bare på hovedet, og lukkede øjnene igen.

Liam gjorde alt hvad han kunne for mig. Han holdt mig i hånden, indtil jeg var faldet i søvn. Masserede mine fødder, mens jeg sov. Holdt mit hår, når jeg kastede op, og gav mig en krammer, når jeg havde brug for det. Ved 22 tiden, fulgte Liam mig op på mit værelse. ”Du kommer bare, hvis der er det mindste. Jeg elsker dig Lucy, godnat” sagde Liam, gav min hånd et klem, og gik.

Jeg havde det så dårligt, at jeg ikke kunne sove, så jeg brugte timerne på at tænke. Det gik op for mig, at der manglede noget på mit værelse. Jeg tænkte og tænkte, og til sidst fandt jeg ud af det. På mit værelse i Wolverhampton hang der et billede af mig og Amy ved min seng. Jeg så på det hver dag, og det hjalp mig.

Jeg rejste mig, og begyndte at rode mine ting igennem. Det måtte være der et sted, det var jeg sikker på. Da jeg fandt det, var glasset på rammen gået i stykker. Det slog mig helt ud. Jeg var flyttet, og alt var nyt. Dette billede var det eneste ”gamle” jeg havde med, og så var det gået i stykker.

Jeg så på uret. Klokken var 2, og det var helt stille i huset. Jeg tog billedet med Amy, og gik ind til Liam. ”Liam” kaldte jeg lavt. En lampe blev tændt, og Liam satte sig op i sengen. ”Hvad så Lu, er der noget galt?”. ”Må jeg sove her?”. Som svar gjorde Liam plads i sengen, og jeg kravlede op. ”Hvad er det du har med?” spurgte Liam. Med tårer i øjnene svarede jeg, at billedet med Amy var gået i stykker. ”Jeg lover vi køber en ramme i morgen, søde!”. Med de ord, lagde han dynen over mig, og trak mig ind i et kram. Der gik ikke længe før vi sov.

Da jeg vågnede næste morgen, var Liam stået op. Jeg blev liggende i hans seng i et par timer. Jeg havde det stadig ikke helt godt, og det sidste jeg manglede, var blikke fyldt med medlidenhed.

Mine tanker vandrede endnu en gang tilbage til Amy. Vi havde delt alt, også den slankekur, som begyndte det hele. Amy gik op i den med liv og sjæl, mens jeg havde svært ved at holde mig, fra slik og kage. Jeg burde have stoppet hende, da det blev for meget. Men du forestiller dig ikke bare lige, din bedste veninde som død. Du overvejer ikke konsekvensen af det hele, ikke flere overnatninger, ikke flere telefonsamtaler til langt ud på natten og ikke flere hemmeligheder at dele. Det gjorde jeg heller ikke. Jeg lod som om jeg ikke så, hvor tynd hun var blevet. Jeg lod som om hendes manglende frokost, bare var en fase. Jeg lod som om jeg troede på hende, når hun lovede ikke at gøre noget dumt. Det værste af alt var dog, at jeg troede på hende, da hun lovede at hun ville stoppe. Men når din bedste veninde er død, ville du ønske, at du ikke bare havde ignoreret alle tegnene. Du ville ønske at du havde modet til at hjælpe hende, selvom hun ikke ville tag i mod den. Du ville ønske at du havde gjort noget for at hjælpe hende. Hvad som helst, der kunne hjælpe hende. Tilbage sad jeg, og fortrød alle mine handlinger. Men det gør ikke noget ved hele situationen, for at fortryde, giver ikke din bedste veninder, muligheden for at leve igen. Og det var det, der var så svært at acceptere.  

Tårerne løb endnu en gang ned af mine kinder. Jeg blev sur på mig selv. Hvorfor skulle jeg være så svag, hvorfor skulle jeg altid græde, når jeg vidste at det ikke hjalp en fløjtende fis? Jeg hadede når andre så mig græde, især hvis det var nogen jeg holdt af. Jeg følte af jeg læssede alle problemerne over på dem.

Lige i det øjeblik valgte Louis, at gå ind af døren. Han stoppede, da han så at jeg sad og græd. Uden et ord, satte han sig i sengen, lagde en arm om mig, og holdt om mig. Jeg havde aldrig oplevet en situation som denne. Det var som om, han kunne læse mine tanker. Først efter et par minutter åbnede han munden. Jeg havde forventet noget i retning af; ”Hvad er der galt?”, men Louis spurgte bare om det var Amy, der var på billedet. Jeg nikkede lidt forvirret. ”Hvor kender du hende fra?” spurgte jeg stille. Det gjorde så ondt at snakke om hende. Det var som om mit hjerte blev revet i stykker, og billeder af os, plantede sig i mit hoved.

”Lucy, jeg forstår den smerte du må have. Det er helt okay at græde, og jeg vil altid være her for dig. Liam fortalte mig om Amy, dengang det skete. At du skal gå igennem det, er ikke fair. Du bebrejder sikkert dig selv, hver evig eneste dag, og det er helt naturligt. Men jeg synes at du skal komme videre. Få dig en ny veninde. Jeg ved godt at du aldrig finder en som Amy, men jeg ved også, at hun ville have ønsket det for dig. Du bliver nødt til at lære at stole på andre, også selvom at det er svært. Husk at Amy, aldrig bliver glemt. Det lover jeg dig.”

Louis’ ord ramte mig hårdt. De var så sande, at det var helt forfærdeligt. Hårde men sande. Jeg kiggede Louis i øjnene, og så noget jeg aldrig havde set før. For første gang så jeg forståelse, frem for medlidenhed. Det var så intenst, at jeg blev fuldstændig målløs. ”Lucy, lov mig at kom videre. Jeg siger ikke at det skal være i dag, i morgen, eller om et år. Bare gør det på et tidspunkt, i det mindste for min skyld!”

Jeg kunne ikke formulere et svar. Det hele kørte rundt i hovedet på mig. Jeg løsrev mig fra hans greb, og begyndte at vandre frem og tilbage. Frem og tilbage. Endelig løb jeg over til Louis med tårer ned af øjnene. ”Tak Louis. Tak!”.

En ting var sikkert. Dog havde ordene ramt mig hårdt, og det havde såret mig, at få sandheden af vide. Men jeg havde aldrig følt mig så tæt på en anden person, siden mit venskab med Amy. 

 

Wow alvorlige ord 

 

Håber i kan lide den so far 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...