Tobias' synsvinkel - Divergent

Har i læst bogen Divergent? Den handler om pigen Tris der lever i en verden hvor alle mennesker bliver delt i fem faktioner. Sanddru - de ærlige, puritanerne - de uselviske, pacifisterne - de fredelige, intelligenttsia - de lærde og skytsenglene - de frygtløse. Tris skifter faktion fra puritanerne til skytsenglene og hos dem møder hun fyren Tobias (Four).
Jeg har skrevet historien set fra Tobias' synsvinkel. Håber I kan lide den :)

15Likes
1Kommentarer
665Visninger

1. Aspiranterne

Det er mørkt. Det eneste der oplyser rummet er den svage kreds af lys hvor jeg står. En skikkelse sniger sig rundt i skyggerne. Bliver opslugt af mørket. Jeg har været her før. Mange gange. Jeg krymper mig af frygt. Skikkelsen stopper. Den går frem imod mig. Lyset falder på den høje, karseklippede mand. Jeg bliver grebet af panik. Min vejrtrækning er hurtig og overfladisk. Manden går frem imod mig. Langsomt. Tættere på. Han løfter sin arm. Et langt bælte hænger fra hans hånd. Jeg falder ned på knæ. ”Far…” siger jeg med en hæs hulken.

”Det er for din egen skyld Tobis” han løfter sin arm. Jeg vender mig. Mindst ti mænd har omringet mig og går langsomt imod mig. Alle kopier af den samme. Alle kopier af min far. ”Det er for din egen skyld…”

Det første slag rammer mig på skulderen. Med et støn af smerte bider jeg tænderne sammen. Det næste slag rammer mig på kinden. Hvidglødende smerte eksploderer fra mit ansigt. Et bælte rammer mig på ryggen og med et hulk falder jeg frem på alle fire. ”Det er for din egen skyld Tobias”. Slagene hagler ned over mig fra alle sider. Smerten lammer mig. ”Far!” råber jeg, men jeg hører kun det samme messende svar: ”Det er for din egen skyld Tobias… Din egen skyld… Din egen skyld… Skyld”

Jeg vågner med et gisp og sidder et øjeblik paralyseret i halvmørket. Jeg trækker vejret i hurtige stød. Langsomt begynder jeg at blokere min frygt. Komme til mig selv. Det var en drøm. Jeg vender mig i sengen og sætter fødderne ned på det kolde gulv. Jeg rejser mig og går ud på badeværelset. Tænder for det kolde vand og former en skål med hænderne. Jeg plasker vand i ansigtet og får vasket søvnen og drømmen af mig. Jeg stirrer på mit spejlbillede. På min muskuløse, bare overkrop. Mit blik hviler et øjeblik på skytsenglenes tegn, graveret ind i mit bryst. Jeg vender mig halvt om så jeg kan betragte min ryg. De fem faktioners symboler står skarpt aftegnet langs min rygsøjle. Mine øjne finder de to hænder. Puritanerne. Min far. Drømmen. Jeg gyser og går igen ind i soveværelset for at tage tøj på. Jeg må fokusere nu. Det er i dag de nye aspiranter ankommer. Jeg må se at gøre mig klar.

Jeg går ned til Graven nogle timer senere. En gruppe skytsengle står rastløse og spændte og taler sammen. De er venter på at se aspiranterne. Jeg bliver også selv grebet af den spændte stemning, men mit humør falder brat da Eric ankommer. Alle i Graven bliver et øjeblik helt stille. Alle betragter ham. Så begynder de langsomt at optage samtalerne. Stemningen virker en smule mindre munter. Han kommer hen til mig. Hans øjne er kolde og hadefulde. ”Four. Så sker det igen hva’?” han smiler koldt. Han bider i sin tungepiercing. ”Ja igen i år” svarer jeg med en flabet undertone. Eric kniber læberne sammen og kører en tatoveret hånd igennem sit fedtede hår ”Husk din plads Four”. Jeg svarer ikke. ”Men held og lykke med de nye aspiranter. Jeg kommer og ser til jer senere. Så må vi se om der er noget vi kan bruge” han lægger ekstra vægt på lykke. Jeg ser ham gå bort gennem Graven. Alle andre synes også at følge ham med blikket. Jeg hører en der råber på mig. Jeg vender mig og Lauren, en mørkhåret pige med ringe i øjenbrynet, vinker til mig. ”Max er lige ved at være der. Kom med!” smilene følger hun flokken af skytsengle. Jeg smiler og følger dem.

Vi når hen til nettet nogle minutter før at Max ankommer med aspiranterne. Men der går altid nogle minutter før den første springer. Vi står rundt om nettet og venter. Det er ikke til at se hvad der sker oppe på toppen af huset. En munter snakken begynder langsomt. ”Dér!” siger Lauren pludselig. Og dér. Helt oppe på toppen af huset står en lille skikkelse. De andre skytsengle holder spændt vejret. Personen bukker i knæene og springer. Skikkelsen suser direkte ned imod os. Med en knagende lyd lander personen i nettet. Det er en pige. Hun gisper efter vejret og begynder at le en anelse hysterisk. Det er en meget normal reaktion. Hun har jo også lige sprunget ned fra et hus. Alle skytsenglene, inklusiv mig selv, går frem til nettet og rækker vores hænder ud imod hende. Hun griber fat i min. Hun trækker sig hen til kanten og jeg når at gribe hende før hun rammer jorden. Hun retter sig op og jeg får mulighed for at se på hende. Hun er spinkelt bygget, ikke så høj, store øjne og med en tynd, lige næse. Puritaner. Hun ligner ikke helt en på seksten. ”Nu har jeg sku set det med! Var det en stivert der sprang først? Det må sku være første gang” siger Lauren. ”Der er nok en grund til at hun har forladt dem” siger jeg. Stivert. Jeg har aldrig brudt mig om det ord. ”hvad hedder du?” spørger jeg pigen. Hun tøver lidt. Det er faktisk en god idé at tænke over hvad hun svarer. Hvis hun har lyst til at ændre sit tideligere navn, så er det nu hun skal gøre det. ”Du må gerne tænke over svaret” siger jeg og smiler let. ”Du kan ikke ombestemme dig bagefter”. ”Tris” siger hun fast. ”Tris. Kundgør det Four” smiler Lauren. Jeg ser tilbage på ham der holde styr på aspiranternes navne. ”Første hoppe: Tris” råber jeg. Skytsenglene begynder at juble og svinger deres knyttede næver over deres hoveder. Et langt skrig giver genlyd mod loftet. Endnu en aspirant har taget springet. Personen lander i nettet. Det er også en pige. Jeg lægger hånden på Tris’ ryg og siger ”Velkommen til skytsenglene, Tris!” 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...