Musiktimen

En færdig novelle, baseret på en virkelig hændelse.

5Likes
1Kommentarer
629Visninger

1. Musiktimen

Den rystende hånd gjorde det ikke bedre. Intet gjorde det bedre, og ingen af de voksnes råd havde hjulpet noget. "Forestil dig dem i undertøj", "lad som om de ikke er der" og lignende foreslag. De hjalp ingenlunde. Han skulle stå foran klassen alligevel, og skrive på tavlen. Han var godt nok sat sammen med 2 af pigerne fra samme klasse - fjerde klasse -, men de så ud til at trække sig lige så langt tilbage.
Det var ikke fordi han ikke trænede sin håndskrift. Han mødte næsten en time før alle andre, og sad og skrev på sin historie. I frikvarterene skrev han også på den, og ofte også efter skole. Alt skrevet i hånden. Ikke fordi han ikke kunne bruge computeren. Men fordi han ville have en pænere håndskrift; en som andre ikke grinede hånligt af.

Han havde haft kvalme og ondt i hovedet hele dagen. Men da hans navn blev råbt op med de to pigers, var det som om hele mavesækken vendte sig i hans spinkle krop. Fodtrinnene var selvsikre. Ingen ville kunne have gættet, at han hellere ville springe ud gennem de gamle, halvrådne vinduer, end at starte på sin fremlæggelse om arabisk musik. Den gule farve på væggene var vist nærmere kommet af slid og møg, end af et bevidst valg fra et velfungerende menneske. Underligt nok valgte rengøringsdamen altid, at pudse de hvide gitre grundigt op.
Hans navn blev råbt op igen. Tonen var streng og irritabel, og kom fra den fedladende, ældre musiklærer. Alt der ikke handlede om ham, så bare ud til at irritere ham. Det fede svin. Den splejsede dreng var ikke selv klar over den gestus, som musiklæreren gjorde. Men dybt i ham vidste han, at det betød mangel på respekt. Respekt. Noget, som den lærer ikke have vist sin elev, siden den gamle mand opdagede, at drengen var venstrehåndet. Siden han havde set, at drengen interesserede sig for den smukke musik, som hans forældre gjorde. Om de så sagde det var Metallica, Moonjam eller Aerosmith. Det var smukt. Men da han viste både talent og en ivrig sans for, at lære mere om selv at spille musik, havde læreren afskåret ham helt fra undervisningen. Han skulle kun synge kor.
Men ikke en gang det var jo godt nok, for han var jo stadig så mærkelig at se på. Meget mindre end de andre, langhåret og med briller.

Han havde virkelig prøvet, at forberede sig til fremlæggelsen. Ingen andre ville have emnet om arabisk musik, så han havde taget det. Han havde endda gået så langt, at han havde studeret arabisk skrift. Men ingen af hans forberedelser hjalp på hans nervøsitet. Det sikkerhedsnet han havde skabt, virkede bare til at forsvinde under ham.
Da han satte kridtet imod tavlen, var det som om det aldrig havde eksisteret. Alt sammen på grund af hans håndskrift.

Allerede da han skrev navnet på en af de arabiske kunstnere, fik han også det første slag over sin psykiske tilstand.
"Jeg kan ikke læse det!" Alle i klassen grinede, da det rødhårede apperat med opstoppernæse lo, og rystede på hovedet af ham. Uden at kigge om på dem, skrev han navnet, albummets navn og årstallet færdigt. Flere kommentere hans håndskrift, men han lukkede af for det. Han skrev bare, som om han gav sig selv noter.
"Skriv lidt større!" Råbte en bag ham. Han skrev bogstaverne større, men det udløste bare endnu mere latter. Opstoppernæsen grinede højest, og råbte: "Nu er det for stort til, at jeg kan læse det!" Flere råbte op om hvor enige de var.
"Så gør det vel ikke noget, at jeg hvisker det ud!" Han greb hurtigt tavlesvampen, og slettede hvad han havde skrevet. Da vendte hans musiklærer om, og skældte ham ud. Dem i klassen skulle jo nå at skrive det, og han opførte sig virkelig barnligt. Hvis han ikke skrev det hele op igen, ville det fede dyr med skovmandsskjorte ringe til hans forældre. Han skyndte sig at skrive det hele op. Men i hasten blev hans håndskrift endnu værre. Hans r'er lignede e'er og man kunne ikke se, om han skrev l eller d. Han prøvede desperat at redde sin fremlæggelse ved, at afspille endnu et nummer af kunstneren. Men folk hørte slet ikke efter. Han stod bare ved den grønne tavle, som et sort får og stirrede på de andre, der tørrede sig i røven på hans fremlæggelse. En råbte, om de ikke snart kunne komme videre. Musiklæreren var enig, og han blev sendt til sin plads igen.
De rødmalede, rustne stoleben knirkede ekstra meget, da han satte sig på sin plads længst mod døren. Dem omkring ham fnøs, og blev så stille. Han kiggede selv betaget på den næste. Maria. Den smukke blondine med de store øjne og kønne smil, som skulle fremlægge efter han. Han bed sig hurtigt i underlæben. De andre måtte ikke se hans smil og glæde, når han kiggede på hende. Han følte det som var han svævende. Men det var han ikke, og det mindede de andre ham om. Klassemennesket ved siden af ham sparkede til det tynde stoleben, så stolen væltede med ham. For sidste gang - i musiktimen - grinede de andre af ham. Han tørrede hurtigt sine øjne. Uden noget udtryk rejste han sin stol op, og satte sig på den.
I de sidste ti minutter af timen, kunne han fascineret iagttage Marias fortryllelse over dem alle. Han var ikke forelsket i hende, som de andre drenge. Han var forelsket i hendes udstråling. Han begærede hendes magt over de andre, og hendes måde at sige tingene på.

Men hans egne fantasier blev hurtigt revet fra ham. Han holdte sine papirer tæt til sig, men det beskyttede ham ikke på vej tilbage til klasseværelset. Han kiggede ned på sine sko, som hans forældre næsten havde sultet sig for at betale. Tre af drengene grinede skærende. Spytklatten gled som smeltet smør ned ad skoene, og han følte, at han stod foran tavlen igen. Impulsivt tørrede han det af i en af drengenes cowboybukser, og løb videre. Men en af lærerne på den modsatte side råbte, at han ikke måtte gå over alene. Han stoppede lydigt. I samme sekund tog drengene fat i hans trøje, vendte ham rundt, og stirrede gennemborrende ned på ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...