My mother's boyfriend

Mit navn er sophie flack jeg er 17 år og datter af Caroline flack. Så tænker du sikkert "ej hvordan er det dog at være datter af en verdens kendt tv vært?"
Men det er har jeg det faktisk meget godt med problemet er mere min mors kæreste harry styles.. Han er faktisk okay flink men problemet er bare han kun er 1 år ældre en mig?! Hvor underligt er det? At gå på gaden med sin mor og hendes 23 år yngre kæreste? Og ikke nok med det så har jeg jo også normale teenage problemer + problemer med pressen, falske venner og mange andre ting så hvis du vil følge med i mit mega forvirrende men sjove liv så læs med!

35Likes
59Kommentarer
2405Visninger
AA

6. Not homeless any more!

Efter er en halvtimes forvirring var jeg endt i London centrum på en kold og klam træbænk, men jeg klagede ikke for det var bedre at sidde her end at være der hjemme. Kokken var ved at være 16.00 og der var utrolig mange mennesker i London på den her tid, men folk var vel også på vej hjem fra arbejde, hjem til deres normale ikke kendte familie. Far, mor og børn, en rigtig kernefamilie hvor ens far ikke var død og hvor ens ' papfar' ikke er et år ældre end dig selv.

Ja alt jeg ønskede det var at komme hjem og alt var som det plejede at være. Ikke som det var før jeg kom op og skændes med min mor, men som det var før min far kom i krig og døde af et skud brystet. Jeg ønskede min at min far var her lige nu, at jeg bare kunne føle hans beskyttende arme rundt om mig, hans beroligende stemme ud for mig øre og hans dejlige duft i min næseborer. Jeg savnede ham så ufatteligt meget.

Jeg kunne mærke en tårer løbe ned over min kind, jeg gjorde ikke noget for at stoppe den, jeg lod den bare løbe. En tårer blev til to og før jeg vidste af det sad jeg og stor tudede inde midt i London. Ikke at jeg hulkede eller noget jeg græd bare, det var kun tårerne der kom, ikke andet og jeg lod dem komme. Jeg havde gemt på dem i langtid, så det var på tide de kom ud.

En person satte sig ved siden af mig på bænken, men jeg skænkede ikke personen et blik jeg blev bare ved med at stirre ned i mit skød.

" du ved godt din mor er død nervøs igårs?" Sagde en stemme jeg kendte lidt for godt. Harry. Jeg kiggede langsomt op på ham men fortrød hurtigt da jeg så hans nervøse blik. Jeg kunne se på ham, at han kunne se jeg havde grædt, men jeg prøvede ikke at skjule det, harry måtte skam godt vide at jeg ikke syntes mit liv var særlig fedt lige nu.

" vær' sød at komme med hjem sophie, din mor er nervøs, bange og hun fortryder virkelig det hun sagde" sagde han efter et stykke tids stilhed. Jeg ved ikke om han regnede med at jeg ville svare på hans spørgsmål eller om han troede jeg ville gøre som han sagde, men hvis han gjorde tog han fejl. Jeg blev siddende tavs på bænken.

Harry rejse sig op og rakte en hånd til mig. Jeg kiggede hurtigt på den og bag efter ind i harry's grønne øjne. Jeg rystede bare svagt på hovedet og lænede mig bag over.

" det kan godt være du ikke vil hjem til dig, men har du så ikke lyst til at tage hjem til mig? Du kan jo ikke sove her sophie, det kan jeg ikke tillade" sagde efter jeg ikke modtog hans hånd.

Hjem til ham? Hvis jeg ikke havde været så ked af det lige nu havde jeg totalt misforstået det.

" har du varmt kakao?" Spurgte jeg skingert. Min stemme knækkede over fordi jeg havde grædt så meget, men nok også fordi sidste gang jeg sagde noget, var da jeg havde skreget min mor ind i fjæset.

Der dannede sig et smil på harry's læber og lidt efter nikkede han og rakte mig hånden igen. Denne gang tog jeg i mod den. På en måde glædede jeg mig til at kom hjem til ham, jeg havde kun været der hjemme en gang før og det var hvor min mor og jeg skulle til middag hos ham og drengene.

Tro mig når jeg siger det her! Det var super akavet! At sidde med 5 drenge på jævn alderen som dig og så din mor på 40!! Som oven i købet er kærester med en af dem.

Harry trak mig med hen til hans bil som holdte lidt længere ned af gaden. Han åbnede døren og jeg prøvede at være venlig og sende ham et smil men jeg havde bare ingen grund til at smile så det blev en eller anden sjov trækning med den ene side af munden, men jeg tror det var nok for harry for han sendte mig hvertfald et smil tilbage.

Vi havde kørt i ca. 5 minutter, uden at sige noget. Der var ingen ubehagelig tavshed faktisk så nød jeg at der var ro. Dog brød jeg den kort efter med et spørgsmål der havde plaget mig lige siden harry fandt mig.

" hvordan vidste du hvor jeg var?" Spurgte jeg og kiggede spørgende på harry.
Harry kiggede på mig i 2 sekunder og derefter at kigge ud på vejen igen. Der gik lidt tid hvor jeg kunne se han tænkte og sit svar.

" vil du have jeg skal være helt ærlig?" Spurgte han mig, men havde stadig blikket rettet mod vejen. Hans svar fandt jeg endelig ret komisk altså det kunne godt være jeg lige havde sagt at der ikke var noget at grine af, men det her var altså sjovt. Drengen spurgte for alvor om jeg ville have et ærligt svar?!Nej harry jeg vil have du lyver mig lige op i fjæset! Hvad regnede han med?

Jeg begyndte at fnise hvilket fik harry til at skænke mig et spørgende blik. Han ansigt udtryk så, så sjovt ud at det fik mig til at grine. Jeg grinede og grinede, hvilket fik harry til at grine. Så der sad vi, to tumper og grinede af noget så latterligt. Det fik mig til alt tænke på at jeg faktisk var hjemløs og uvenner med min mor, jeg havde endda svinet hende til.

Der var ikke noget at grine at af mit liv var et rod, hurtigt forvandlede mit grin sig til gråd og hulk, og så kom tårerne til sidst sad jeg og stor tudede i harry's bil. Harry opfattede langsomt at jeg ikke grinede længere men græd, hvilket fik ham til at slå blikket over på mig.

Han drejede ind til siden og standsede bilen. Langsomt vendte jeg mit ansigt som var begravet i mine fingre mod harry. Han lænede sig indover gearstangen og trak mig en til et kram. Jeg kunne mærke hvordan trygheden om sluttede mig og harry's beroligende ord trængte ind. Min hulk blev mindre og mindre og pludselig græd jeg ikke mere, jeg lå bare der ind over gearstangen i harry's favn.

" harry syntes du også jeg er billig?" Spurgte jeg efter lidt tid. Spørgsmålet kom virkelig bag på mig selvom det var mig der havde spurgt det. Det var bare røget ud af mig og nu kunne jeg ikke trække det tilbage. Hvis jeg skulle være helt ærlig havde jeg ikke lyst til at høre svaret, så jeg kneb øjnene helt samme og knugede min hænder til harry's trøje, som sikkert var helt våd og beskidt af tårer og make up rester.

" sophie der er ingen af os der syntes du er billig. Din mor mente ikke det hun sagde, selfølgelig var det ikke særlig smart af dig at slæbe ham duden med hjem når du vidste din mor og jeg lå og sov, men jeg syntes bestemt ikke du er billig." Han skubbede mig fra ham så ham kunne kigge ham i øjnene, et trygt og beroligende blik mødte mig. Det var trygt at sidde her i harry's bil både fordi jeg vidste at jeg ikke skulle sove på en kold bænk i nat, men også fordi jeg vidste han mente han's ord og det gjorde mig tryg.

Jeg sendte harry et smil og mumlede et lille utydeligt tak, men jeg tror han hørte det for han gav mit lår et klem og derefter startede han motoren. Jeg står virkelig i gæld til harry. Først reddede han mig fra at have sex med en fremmede fyr da jeg var fuld og bagefter redder han mig fra at ende på gaden. Måske havde jeg fejlbedømt ham, måske var han ikke en dum teenage dreng alligevel.


________________________________________________________

Ja så kom der lige et til kapitel i dag!

Jeg kedede mig for groft så i fik lige et til! Men..... Nu må vi se hvodan det kommer til at går sophie!

I må undskylde der ikke er så mange tanker i det her kapitel syntes bare ikke rigtig det passede ind når hun er så ked af det.

Ciao ciao!
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...