Snedronningen Natascha og solguden Ara

dronning Natascha kæmper mod den onde Raztapus om at herske over nordpolen men det er ikke så nemt

2Likes
0Kommentarer
517Visninger
AA

3. Tvivl og håb

 

. I et kapel var der en mørk rumlen det var Raztapus der ville ud af sin kiste.

 

Nogle måneder senere var Natacha i den syvende himmel, hun gik og nynnede bryllupsvalsen for hun var lige blevet forlovet med Nike.

Hun savende ham meget for han var hjemme for at lave noget papirarbejde og fortælle folket at han skulle giftes, men også for at se om han nu også havde ret i at han ikke havde Natachas forældre i fangekælderen, men det havde han.

Han gik selv ned og løslod dem. Da de var kommet i et bad og fik nyt tøj på satte de sig sammen og spiste aftensmad. Der fortalte Nike at han var deres kommende svigersøn. Natachas forældre var meget glade over at høre det.

Den næste dag rejste de hjem til Natacha som første troede at han ville komme til næste forår for at se Nike igen. Hun var lige kommet hjem fra en ridetur da hun så Nikes bjørn i stalden, hun løb ind for at kysse ham, men der var nogle hun ikke rigtig kendte sammen med ham. Det var hendes forældre der stod der, hun løb hen til dem mens hun græd af glæde, det var en af de lykkelige stunder i Natachas liv. Men nu skulle der planlægges bryllup og Natacha og hendes mor sad og syede den smukkeste brudekjole man kunne tænke sig.

Herrerne havde travlt med at finde en flot smoking der skulle passe til den uniform som Nike skulle have på.

  På Statsbiblioteket i Rusland sad der en lille historieforsker og læste Raztapus’s  testamente og der stod: ”Hvis en af mine efterkommere skulle forelske sig og giftes med en af min mange fjender vil jeg Raztapus stå op af min grav og gøre det der ikke er gjort færdig, færdig. Det eneste der kan stoppe det ustoppelige er ”Solguds”- sværdet der er forsvundet i det forjættede slag.” Der kom den stakkels mand i tanker om at Nike skulle giftes om en uge med en af Raztapus’s fjenders barn. Han skyndte sig op på slottet, hvor Nike og Natacha boede indtil de skulle giftes. Da historieforskeren kom op på slottet så han Natacha sidde og gør et sværd rent, da han så nærmere efter var det ”Solguds”-sværdet. Nike og Natacha fik de dårlige nyheder at vide, de skyndte sig ned til det kapel hvor det var meningen at Raztapus skulle ligge, for sarkofagen var brudt op. Hvad nu? De havde ”Solguds”-sværdet, men hvad ville endelig ske var der ingen der vidste.  

Natacha var ikke bange, hun ville bare gerne vide, hvorfor det kunne være sådan her?

Svaret var enkelt: Raztapus hadede sine fjender selv i døden, ingen kunne vide sig sikker. En spejder kom løbende op på slottet. ”En stor hær er på vej med Raztapus i spidsen.” ”Gør klar til kamp!” lød det i hele slottet. Nikes stemme havde en speciel lyd. Natacha ville med ud på slagmarken, men hun måtte ikke og desuden troede Nike ikke på ”Solgudens sværd”. Natacha gik rundt i slottet, vandrede i det ene rum efter det andet, kiggede sig ikke for eller omkring sig, men hun opdagede ikke, hvilket rum hun var inde i. Et hemmelig rum i Nikes kontor, der inde var der noget hun ikke havde set før, noget der gav hende håbet tilbage.

”Jeg skal ud på en rejse, vi ses når jeg kommer tilbage mor.” Selv om Natacha ikke havde set sig for, havde hun opdaget at hendes mor fulgte efter hende. ”Det ved jeg godt, kom med ned i gården.” Nede i gården stod hendes enhjørning Snefnug ”Jeg skal nok sørge for at Nike ikke opdager det.” ”Tak mor, Tak for alt.” Med disse ord fløj hun hen over slottet. Heldigvis var det skygget den dag, ellers havde alle set hende. Natacha skulle til Danmark, efter en person der kun rede hende og Nike. En pige i en lille by i jydeland. Pigen selv vidste ingen ting om det, hun levede et normalt liv, selv om hun læst som en hest og ikke var den smukkeste. Hun havde heller ikke så mange venner, som hun burde hele hendes liv havde været en kamp, om at blive accepteret, at blive en som de andre men det var svært, for Wendy at leve et liv hvor hun havde to sider. Wendy fik et chok, da hun så en enhjørning uden for hendes skole. Det var som om den talte til hende ”Kom og sid på mig.” Wendy måtte kneppe sig selv i armen, hun drømte ikke. Da hun rørte Snefnug, var det som om alle hendes bekymringer forsvandt, hun satte sig op på Snefnug og fløj højt op i luften og Wendy følte sig fri.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...