Snedronningen Natascha og solguden Ara

dronning Natascha kæmper mod den onde Raztapus om at herske over nordpolen men det er ikke så nemt

2Likes
0Kommentarer
548Visninger
AA

5. Det endelige slag

 

Natacha kunne mærke Wendy tænkte på det, men tiden var der ikke til at fortælle hende det, det skulle gøres efter kampen. Klokken nærmede sig afgangs tids punkt Wendy stod klar med hendes gruppe og de drog af sted. De skulle ikke gå så langt før de nåede Raztapus’s lejr. De kunne se at der var mange stærke kriger og mange af de andres venner der var forvandlet til livende døde. Wendy kiggede efter et sted, hvor det kunne være at fangerne opholdte sig, pludselig fik hun øje på en forhøjning der var bygget op i træ, der på stod nogle folk fanger og vogter. ”Er det dem vi skal havde befriet.” Spurgte Wendy Illya :”Ja det er det, der er mange vagter.” ”Dem skal vi nok klare.” Sagde Wendy. De snig sig nærmer Wendy kunne mærke at hendes sværd blev varmer jo nærmer de kom. Hun kunne mærke sværdets sjæl at den var knyttet til hende og det gav hende ro i sindet. Da de stod bag forhøjningen hørte de vagterne tale sammen, men Wendy forstod ikke hvad de sagde, men de gjorde Illya ”Det bliver sjovt at hænge sønnen og hendes forældre.” Sagde den ene ”Ja men det sjoveste bliver nu at angribe slottet med deres lig ha ha.” Da det blev spisetid, sneg Wendy op og løsnede lænkerne, men ikke helt, De stod med bind for øjnene så det var ikke så godt.

Da det var ved at blive mørkt, sendte Wendy en tilbage til slottet med en besked om at være på vagt. Da vagterne var fladt i søvn skar de hovederne af dem, for sådan dræber man en levende død eller en zombi, de fik alle ned og i skjul ”Deres højheder den vej. Vi skal hjem nu.” Wendy lød så overbevisende, at hun selv troede på det. Da de kom hjem var der stor glæde, for nu var de alle samlede igen. Der blev festede, men Wendy ville ikke være med. Hun gik op på muren og kiggede ud over det hele tænkte på dem der hjemme i Danmark, mens hun stod og kiggede ud over det hele kom der en op til hende. Ørn en rejsende der havde beundret hende i skjult, gik hen til hende bagfra, hvad han aldrig skulle havde gjort. Wendy træk sit sværd og sat det på struben af ham. ”Er det bare dig. ” Sagde Wendy fjernt ”Jeg ville bare se, hvordan du havde det?” Sagde Ørn ”Fint, jeg vil bare gerne være lidt af alene.” Også gik Wendy og lod ham stå der, helt af alene. Wendy gik langs skyggerne hen til dør ind på slottet. ”Heldig der er ingen der har opdaget mig.” Hun langs gangene og så på de store billeder, af de gamle konger og dronninger. End til hun kom til et der hed ”Solguden” det var rigtig flot med guld og det hele, men så lagde hun mærke til at det linde hende i ansigtet. Havde det hele tiden været meningen at hun skulle gøre det? Hun gik op i toppen af slottet, hvor hun havde fundet sig sit eget sted, hvor hun kunne være alene og ingen kendte. Men der var noget helt galt musikken, var holdt op med at spille, hun kiggede hen over pladsen alle var væk ”De er nok gået i seng.” hun sad med sit sværd oppe på taget og så solen stige op, en fred fyldt morgen stund fuld af håb, styrke, mod og kærlighed. Wendy begyndte at skinne ligesom solen om middagen. Nu viste hun, hvem hun var hun var. Solguden Ara. Hun svævede ned på pladsen og oplyste alle værelserne, hun vækkede dem. Alle var i chok, da de opdagede at det var hende der var guden Ara. ”Være ikke bange rejes jer, og slut jer til mig i min kamp mod det onde.”

Raztapus kunne mærke at Ara var genopstået, til at slå ham ihjel til evig tid og det måtte ikke ske. ”Vi angriber nu, mens de er glade og lykkelig. Selv om de har guden vinder vi, være vist på det.” hans sovende generaler mumlede bare ja ja. Alle hans soldater fik en brat opvågning og gjorde sig klar til kamp.

”Wendy er det dig? Er det virkelig dig?” Natacha var helt i chok ”Jeg forsikrer jer alle om at det er mig, men syndes i ikke at vi skulle gør klar til Raztapus og hans hær?” Spurgte Ara ”JA.” Lyd det. Mange råb og stemmer lyd som et og alle var klar.

Kampen skulle stå ude på sne engen, hvor Hr. Julemands rens dyr stod, men de var heldigvis taget ind i læ. Aras stråler smeltede sneen og frem kom en eng fuld af blomster og små buske. Raztapus gys ved synet. ”Være klar han kommer nu, hold jeg skjult.” lød den sidste ordre fra Ara. Ørn kiggede på hende, og håbe det bedste for hende og at hun ville blive hans bagefter. Et horn lød og ned ad bakken kom en stor hær af trolde, zombier, is monster og Raztapus.

Ara og Raztapus’s øjnene mødtes og det slog gnister. Det var tegnet og alle kæmpede med et hjerte af solen. Natacha havde også fået lov til være med. Alle der ville var der, Raztapus var modbydelig, han forheksede nogle til sten og andre til si statuer, men Ara gjorder igen. Ingen skulle tage hendes hær fra hende, hun lavede dem om til blomster som Raztapus selv trådte ihjel. Natacha blev ramt, hun blev til sten og Nike så det og kastede sig over ham med hævet sværd, men ikke en skramme fik han også Nike blev til sten.

Til sidst var de alene ”nu er tiden kommet til dig. Din rotte” Ara var virkelig vred, men Raztapus var bare ligeglade, han hævede bare sit sværd og det samme gjorder Ara. Der lød et stort brag da klingerne mødtes, kraften fik alle statuerne til at vælte omkuld. De kæmpede en lang og opslidende kamp. Da mørket kom svandt Aras kræfter for hun brød sig ikke om mørke. Da Raztapus var ved at tage over taget kom en pil flyvende og ramte ham i hjertet. Han vendte sig om og så Ørn stå op rejst og med en spændt bue og han ramte plet igen.

Raztapus var på vej hen for at gør det af med ham, kom en klinge i vejen Ara havde ikke opgivet kæmpen. Det hvide vendte ud af hans øjne mens hun træk sværdet ud af ham blodet kom løbende lige så stille ud af ham, Ara gik hen mod Ørn, men Raztapus var ikke helt død.

Han trak en kniv og kastede den efter hende og den ramt. Raztapus døde med et smil for kniven var for giftet hende med en dødbringende gift. Ørn kom løbende hen til hende mens hun stank sammen ”Bare rolig Ara. Det er ingen ting.” Ørn kunne ikke længer skjule sine følelse for hende. Ara lukkede sine øjne, hendes liv gik igen, alle hende minder, dem hun kendte og elskede. Hun svandt mere og mere hen. ”Vil du ikke tage mig op på min yndlings sted på slottet, op på taget.” Det gjorder Ørn uden at græde, selv om han ville.

Oppe på taget smilede Ara og sagde tak og kyssede ham farvel. Hendes arme blev slappe, hun holdt op med at trække været, sværdet tabte hun ned i gården. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...