De Eventyrlige Lande: Elverens Datter

Jeg så længe og dumt på den høje, mørke skikkelse som, lænede sig ind over mig. Ham, som havde myrdet min og Evans far. Ham som havde taget Balthinals forældre fra ham. Jeg rejste mig med et stædigt ansigtsudtryk. Ikke mere, han skulle ikke ødelægge mere. Han skulle ikke pine flere mennesker, og han skulle bestemt heller ikke begynde på elverne. En halvdel af hver af de to art var i mig. Et barn af to verdener, en arving til to troner.
Jeg løftede Balthinals sværd, klar til kamp. Det var ham, den mørke herre, eller mig. Og jeg ville ikke give mig uden kamp.....

22Likes
13Kommentarer
3381Visninger
AA

31. kapitel

”Ewolyn. Vent!”

Kaldte Balthinal, og fik indhentet mig i den lille private have, som Evan, Madeline og jeg havde for os selv. Der kom kun os ind, og så dem, som passede haven. Men jeg ville bare væk fra ham. Jeg kunne ikke holde ud at se på ham lige nu.

Han greb mig i armen, og vendte mig rundt. Jeg ville have stukket ham en lussing, men det var ikke særligt pænt. Så jeg lod være.

”Jeg skrev til dig.”

Sagde jeg med en tynd stemme. Jeg følte mig så forrådt.

”Jeg skrev til dig hver eneste dag i tre måneder. Ikke et eneste brev fik jeg retur. Jeg græd hver eneste nat, når der intet brev var til mig.”

Fortalte jeg ham.

”Jeg måtte gemme mig for Evan, skjule at jeg græd, hvor ondt det gjorde. For jeg ville ikke have i blev uvenner, at alliancen blev brudt.”

Fortsatte jeg.

”Han opdagede at jeg græd, og jeg måtte lyve for ham. Jeg måtte lyve, og sige at det kun var på grund af de onde kommentarer, som bliver hvisket om mig. Jeg løj for Evan, på grund af dig.”

Forklarede jeg ham. Han så på mig, men svarede ikke på det. Jeg rev min arm løs.

”Og derfor vil jeg ikke… jeg kan ikke… Jeg har løjet for min eneste bror på grund af dig. Du føler jo tydeligvis intet for mig. Du besvarede ikke mine breve, og nu vil du have min hånd i ægteskab på grund af alliancen. Men hvis det er det, som det kræver for at opretholde alliancen. Så fint, så gør jeg det. Men forvent ikke, at jeg ville være fyldt med glæde på bryllupsnatten. Nok nærmere tårer.”

Sagde jeg, og vendte mig væk for at gå.

”Jeg besvarede dem ikke, fordi at jeg forsøgte at glemme dig.”

Sagde han endeligt noget. Det gjorde ondt, at han sagde det. Jeg mærkede tårerne presse sig på, så jeg ville til at gå videre.

”Jeg forsøgte at glemme de følelser, som jeg har undertrykt, lige siden at jeg så dig første gang. Selv da jeg så dine ører, kunne jeg ikke andet end at tænke, at de var smukke. At du er smuk.”

Forklarede han sig. Jeg vendte mig tøvende imod ham.

”Jeg har ledt efter en udvej.”

Fortalte han. Jeg rystede på hovedet.

”Du kan ikke få mig, fordi at jeg er halvblods. Men ingen under mig, kan få mig hellere.”

Sagde jeg trist, og sukkede. Jeg forventede ikke at jeg nogensinde ville blive gift.

”Derfor fandt jeg på at jeg kunne gifte mig med dig, på grund af alliancen. Mine rådgivere kunne ikke sige det imod, de kunne ikke forbyde det.”

Forklarede han, og rakte sine arme ud i et kram. Jeg tøvede.

”Jeg elsker dig, Ewolyn, for den du er. Jeg er ligeglad med om du er halvblods, eller at du har de ører. Det er en del af dig, og derfor elsker jeg det ved dig. Vil du ikke godt gifte dig med mig?”

Bad han. Jeg kunne ikke længere stå imod, og kastede mig i hans favn. Han sukkede lettet, og holdt mig stramt ind til mig.

”Ja, Balthinal. Ja.”

Hviskede jeg grædende, lykkelig over at han var min.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...