De Eventyrlige Lande: Elverens Datter

Jeg så længe og dumt på den høje, mørke skikkelse som, lænede sig ind over mig. Ham, som havde myrdet min og Evans far. Ham som havde taget Balthinals forældre fra ham. Jeg rejste mig med et stædigt ansigtsudtryk. Ikke mere, han skulle ikke ødelægge mere. Han skulle ikke pine flere mennesker, og han skulle bestemt heller ikke begynde på elverne. En halvdel af hver af de to art var i mig. Et barn af to verdener, en arving til to troner.
Jeg løftede Balthinals sværd, klar til kamp. Det var ham, den mørke herre, eller mig. Og jeg ville ikke give mig uden kamp.....

22Likes
13Kommentarer
3151Visninger
AA

29. kapitel

Jeg kylede den lille prinsessekrone fra mig, satte mig ned foran mit sminkebord og begyndte at græde. Og jeg havde ellers alt mulig grund til at være glad.

Den mørke herre var blevet besejret. Og trods at jeg var blevet alvorligt såret, så havde elvermedicinen reddet mit liv. Jeg boede ikke hos Auralie, men hos Evan. Det havde jeg det bedst med, og jeg var straks flyttet herhen, da jeg var blevet rask igen. Selvom jeg ofte kom på besøg ved Auralie.

Evan var blevet kronet som konge, og havde endda giftet sig med den menneskelige bondepige, som han åbenbart havde haft et godt øje til, siden at han var barn. En, som han havde mødt, da han var blevet flyttet hen til Balthinals hjem.

Jeg havde endda fået en lille prinsessekrone på hovedet, ikke at jeg ville kunne arve tronen efter Evan. Madeline, hans kone, var allerede blevet gravid, og tronen var sikret.

”Jamen Ewolyn, dog.”

Kom Madeline stormende ind med sin lille topmave. Hun og jeg var blevet gode veninder, selvom hun havde taget meget af Evans tid og det gjorde mig misundelig.

”Ewolyn, hvad er der sket?”

Spurgte hun bekymret, og aede mig over håret. Jeg skubbede hende trist væk, og begravede mit ansigt i mine arme, så hun ikke kunne se mig græde. Det var så dumt at jeg græd. Jeg kunne jo få alt hvad jeg pegede på, og Sifu sov jo i sin lille hængekøje over min seng. Jeg havde en lille lomme at have ham i.

”Ewolyn.”

Sagde Evan bekymret, og kom også ind til mig. Han havde godt bemærket, at mit humør var blevet mere og mere trist, og jeg var så indelukket efterhånden. Han satte sig på hug ved siden af mig.

”Kom nu, se på mig. Fortæl mig hvad der er galt.”

Bad han. Jeg løftede hovedet, og så på ham.

”Det er så dumt.”

Sagde jeg grædende. Evan tyssede let på mig, og strøg min kind.

”Det er okay. Du kan fortælle mig det.”

Lovede han. Jeg snøftede trist.

”Jeg overhørte tjenestefolkene tale om mig.”

Sagde jeg trist, og strøg nogle tårer væk fra min kind. Evan fik et utilfreds ansigtsudtryk, heldigvis rettet mod dem og ikke mig.

”De var ved at komme op og skændes om hvem der skulle gå ind til halvblodstøsen!”

Sagde jeg surt, men begyndte så at græde igen.

”Hvorfor hader de mig alle sammen?”

Spurgte jeg grædende. Folk så altid så underligt på mig. Jeg forlod sjældent mit værelse længere. Jeg blev altid stirret så ondt på mig.

”Åh Ewolyn. De er missundelige på dig, fordi at du er så smuk. Du skal slet ikke tænke på dem. Det betyder ikke noget. Vi er her for dig.”

Lovede Madeline, og krammede mig bagfra. Det føltes dejligt, men alligevel. Hvad ville der ske den dag, hvor Evans barn ville komme hen til mig og spørge hvorfor jeg så så underlig ud? Hvad så?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...