De Eventyrlige Lande: Elverens Datter

Jeg så længe og dumt på den høje, mørke skikkelse som, lænede sig ind over mig. Ham, som havde myrdet min og Evans far. Ham som havde taget Balthinals forældre fra ham. Jeg rejste mig med et stædigt ansigtsudtryk. Ikke mere, han skulle ikke ødelægge mere. Han skulle ikke pine flere mennesker, og han skulle bestemt heller ikke begynde på elverne. En halvdel af hver af de to art var i mig. Et barn af to verdener, en arving til to troner.
Jeg løftede Balthinals sværd, klar til kamp. Det var ham, den mørke herre, eller mig. Og jeg ville ikke give mig uden kamp.....

22Likes
13Kommentarer
3214Visninger
AA

28. kapitel

Støvet hang stadigt i luften, og formede en tåge. Jeg hostede på grund af det, men fik åbnet mine øjne igen. Jeg så op, og var ikke et sekund i tvivl. Bøjet ind over mig stod den mørke herre. Han, som havde myrdet min og Evans far. Han, som havde været skyld i Balthinals fars død.

”Ewolyn.”

Blev der svagt hvisket. Jeg opdagede den hånd, som holdt min. Det var Balthinal. Han var klemt fast under nogle murebrokker. Han så ikke godt ud. Skulle jeg nu også miste ham, på grund af det fjols som stod lænet over mig? Aldrig.

Så jeg greb Balthinals sværd, og rejste mig. Det var allerede for meget, at den mørke herre havde angrebet menneskerne. Han skulle ikke begynde på elverne også. Han skulle bare lade mit folk, begge mine folk være i fred. Jeg var Ewolyn, et barn af to verdener, en arving til to troner. Og han skulle ikke true mig.

”Nåh nåh.”

Sagde han, og grinte af mig, så det rungede. Han fandt det åbenbart morsomt, at jeg ville dræbe ham. Men han kunne bare vente sig.

”Så lille og ufarlig. Som en myg.”

Sagde han drillende. Jeg udstødte en utilfreds lyd, og strammede grebet om sværdets skaft.

”Du kan ikke dræbe mig. Ingen kan!”

Råbte han selvtilfreds. Jeg kunne se Balthinals forpinte blik. Han var i smerter, og alligevel var det mig, som han bekymrede sig om. Det var en skam, at jeg ikke var ren, ellers kunne vi måske, måske have været blevet til noget sammen.

”Intet menneske kan dræbe mig, ingen elver, ingen ork! Ingen af arterne kan dræbe mig!”

Råbte han selvtilfreds, og grinte sin dumme latter. Der var noget i hans ord, som gik op for mig. Jeg svang ud efter ham, helt harmløst og ramte selvfølgeligt forbi.

”Ha! Du kan ikke engang styre sværdet lille pige!”

Sagde han hånligt. Jeg trak det tilbage igen, og forberedte mig på at svinge det igen.

”Ingen elver, intet menneske, ingen ork kan dræbe dig?”

Spurgte jeg. Han blev pludseligt i tvivl og stirrede undersøgende på mig. Han nikkede let. Så jeg slog til, svang sværdet og plantede det midt i hans brystkasse.

”Jeg er ingen af delene.”

Mindede jeg ham på, at jeg ikke var renblodet. Hans øjne gik kort op i chok, og han tog sig til sværdet. Det var ovre. Han var ved at dø! Jeg havde gjort det, og ingen stor krig havde været nødvendig. Han var ved at dø. Han greb mig pludseligt i kraven på kjolen.

”Jeg tager dig med mig.”

Hviskede han rasende, med blodet, som langsomt løb fra hans mundvig. Jeg mærkede en skarp smerte under mit bryst. Han slap mig, og skreg i smerte, netop som hans krop gik op i flammer. Han brændte kun i få sekunder, og der var intet tilbage af hans krop.

Jeg sank sammen, og blev i sidste øjeblik grebet af Evan. Han blødte fra panden, men så ellers ikke ud til at have lidt skade.

”Ewolyn, Ewolyn!”

Kaldte han mit navn, men det lød så fjernt. Mørket samlede sig omkring mig, og jeg gled bort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...