De Eventyrlige Lande: Elverens Datter

Jeg så længe og dumt på den høje, mørke skikkelse som, lænede sig ind over mig. Ham, som havde myrdet min og Evans far. Ham som havde taget Balthinals forældre fra ham. Jeg rejste mig med et stædigt ansigtsudtryk. Ikke mere, han skulle ikke ødelægge mere. Han skulle ikke pine flere mennesker, og han skulle bestemt heller ikke begynde på elverne. En halvdel af hver af de to art var i mig. Et barn af to verdener, en arving til to troner.
Jeg løftede Balthinals sværd, klar til kamp. Det var ham, den mørke herre, eller mig. Og jeg ville ikke give mig uden kamp.....

22Likes
13Kommentarer
3130Visninger
AA

27. kapitel

Jeg blev vækket ved lyden af skrig og råb. Jeg for ud af sengen, og lød ud på terrasen. Orkerne var sluppet igennem forsvarslinjen, og var nu i fuld gang med at hærge elverbyen. De få soldater, der var tilbage i byen, kæmpede det bedste de kunne. Men der kom hele tiden flere og flere orker til.

Jeg hørte en knagende lyd, og vendte mig omkring, til at se døren blive sparket ind.

”Elverkvinde!”

Råbte orken, og hævede sit bøjede sværd for at slå mig ihjel. Jeg så mig fortvivlet omkring. Min bue var her ikke. Der var ikke nogen som helst form for våben, som jeg kunne forsvare mig med.

”Heromme, dit fede drog!”

Råbte Balthinal pludseligt, og bandede endda. Det havde jeg lagt mærke til at han ikke gjorde, normalt. Det tog ham ingen tid, at få nedkæmpet den store ork.

”Kom, Ewolyn.”

Kaldte han, og rakte sin hånd ud efter mig. Jeg greb den, og løb med ham. Vi løb igennem gangene. Balthinal måtte ofte stoppe op for at nedkæmpe orker. Jeg følte mig så hjælpeløs uden min bue.

”Evan!”

Råbte jeg, og kunne se at han var omringet. Han forsvarede Auralie, som lå blødende på jorden. Jeg tøvede ikke et sekund, greb et sværd fra en falden elver og stak det dybt ind i orkens ryg. Den faldt stendød omkuld.

”Ewolyn!”

Sagde Evan bekymret, og gav mig hurtigt et lettet kram. Auralie kom haltende op og stå. Jeg frigjorde mig fra Evan, og ville gå hen for at hjælpe hende. Hendes arm blødte meget, så jeg rev et stykke af kjolen af og forbandt det.

”Du må undskylde det med kjolen.”

Undskyldte jeg. Min kjole havde ikke været helt billig.

”Det går nok.”

Sagde hun trøstende, men også en smule anstrengt.

”Vi skal have jer ud herfra.”

Sagde Balthinal bestemt.

”Det er alt for farligt herinde. Der er for mange orker.”

Sagde Evan, og lød til at være helt enig. Jeg hjalp Auralie med at ligge sin arm over mine skuldre, så vi kunne komme ud.

Der lød pludseligt en form for eksplosion. Murebrokker fløj om ørene på os. Auralie blev væk for mig. Jeg kunne svagt ane Evan, som blev ramt. Balthinal kunne jeg slet ikke se. Endnu en eksplosion gik af, og jeg faldt selv omkuld.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...