De Eventyrlige Lande: Elverens Datter

Jeg så længe og dumt på den høje, mørke skikkelse som, lænede sig ind over mig. Ham, som havde myrdet min og Evans far. Ham som havde taget Balthinals forældre fra ham. Jeg rejste mig med et stædigt ansigtsudtryk. Ikke mere, han skulle ikke ødelægge mere. Han skulle ikke pine flere mennesker, og han skulle bestemt heller ikke begynde på elverne. En halvdel af hver af de to art var i mig. Et barn af to verdener, en arving til to troner.
Jeg løftede Balthinals sværd, klar til kamp. Det var ham, den mørke herre, eller mig. Og jeg ville ikke give mig uden kamp.....

22Likes
13Kommentarer
3375Visninger
AA

26. kapitel

Det virkede så underligt at befinde mig i det soveværelse, hvor min mor engang havde sovet. Det stod stadigt, som sidste gang at hun havde brugt det. Hendes børste lå klar henne ved spejlet. Og nu var værelset, og alt i det, mit.

”Fik du set det? Sagt din afsked?”

Spurgte Balthinal, og havde fået lov til at følge mig hen til min mors hvilested og nu hen på hendes… mit værelse. Evan havde ikke fået lov. Han var et menneske, og min mors hvilested var en af elvernes mest hellige områder. Lige nu befandt han sig i den anden ende, så langt væk fra de værelser, som herskabet brugte. Han boede vidst på en tjenestedrengs værelse. Men han beklagede sig ikke. Han var bare taknemmelig for et tag over hovedet.

”Ja. Men jeg kunne ikke sige noget til en kvinde, som jeg aldrig har kendt. Selvom hun fødte mig.”

Sagde jeg trist, og lagde armene om mig selv. Den bløde silkekåbe, som Auralie havde foræret mig, var noget helt uvant for mig. Jeg var slet ikke vant til sådan en luksus. Det hele var så smukt og perfekt, og jeg følte mig helt ved siden af.

”Du føler dig utilpas.”

Konstaterede Balthinal, og stod så tæt på mig, at der kun var få centimeter imellem os. Jeg trak mig væk, inden at mine øjne røbede mig.

”Det her er ikke mig. Det føltes ikke som mig, Balthinal.”

Beklagede jeg mig, og trådte lidt væk. Ud på terrassen, med udsigt over byen i skoven.

”Det går nok.”

Forsøgte han at berolige mig. Jeg udstødte en fortvivlet lyd.

”Jeg er opvokset i den del af skoven, som elverne ikke engang går ind i. Her er så umådeligt smukt. Og her står jeg så. Forvirret, ved siden af og grim. Jeg har ikke engang en lomme til at have Sifu i!”

Sagde jeg surt, og slog armene om mig selv igen. Sifu beklagede sig ikke nær så meget som jeg. Han sov allerede trygt inde i bunden af klædeskabet, godt gravet ned i en af de varme støvler.

”Du vænner dig til det.”

Sagde han trøstende, og sneg pludseligt sine arme omkring mig, så han kunne holde mig tæt ind til sig.

”Og du er langt fra grim.”

Hviskede han trøstende, og strøg mig let over øret. Jeg ville hive mig væk, men han holdt stædigt ved.

”Du er langt fra grim.”

Gentog han, og holdt så bare om mig, mens at jeg så ud over byen. Jeg var af skovelverne, og det ville jeg måske en dag vænne mig til. Heldigvis ville jeg aldrig være andet end en Lady. Jeg ville ikke blive Ladyen efter Auralie.  Det var der for meget af min fars blod i mig til. Hvilket ville sige det hele.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...