De Eventyrlige Lande: Elverens Datter

Jeg så længe og dumt på den høje, mørke skikkelse som, lænede sig ind over mig. Ham, som havde myrdet min og Evans far. Ham som havde taget Balthinals forældre fra ham. Jeg rejste mig med et stædigt ansigtsudtryk. Ikke mere, han skulle ikke ødelægge mere. Han skulle ikke pine flere mennesker, og han skulle bestemt heller ikke begynde på elverne. En halvdel af hver af de to art var i mig. Et barn af to verdener, en arving til to troner.
Jeg løftede Balthinals sværd, klar til kamp. Det var ham, den mørke herre, eller mig. Og jeg ville ikke give mig uden kamp.....

22Likes
13Kommentarer
3746Visninger
AA

25. kapitel

”Din far var Evans far, og han var konge af menneskene?”

Spurgte hun, efter at have opgivet sit navn. Auralie, Lady efter min mor. Evan og jeg nikkede samtidigt.

”Vel ikke den konge, som den mørke herre…”

Begyndte hun, men tiede stille igen, så hun kunne række mig en kurv med brød.

”Spis, mit barn.”

Opmuntrede hun mig.

”Jo.”

Svarede Evan med en tynd stemme, og lagde sit bestik fra sig. Han havde vist mistet appetitten lige som jeg.

”Det var en tragisk sag. En, jeg sjældent vil glemme. Vi var måske ikke gode venner, kongen og jeg, men han ærede mit ønske om at holde menneskene ude af vores skov. Det respekterede jeg ham for.”

Forklarede Auralie, og kunne ikke få lokket mig til at spise et stykke brød. Hun satte kurven på bordet foran mig i stedet, og nøjes med at kaste sigende blikke på den.

”Nu hærger orker, såvel som menneskene vores skov. De dræber vores vildt, og bruger kun ganske lidt af det. Det er slemt. Så slemt at krondyrene har søgt tilflugt i vor by.”

Forklarede Auralie, og rystede opgivende på hovedet. Hun så let på mig, og opfangede det spørgsmål, som mine øjne så tydeligt stillede.

”Ilurien… min søster døde… Orkerne jagtede nogle af vore børn. Ilurien, hun… Hun kunne ikke tåle at se et barn blive ladt uden opsyn. Hun forsøgte at beskytte børnene…”

Auralie rystede trist på hovedet for at skjule den enkelte tåre, som sad på hendes kind. Hun tog let min hånd, og så på mig igen, uden det mindste tegn på tårer.

”Ilurien, min søster, din mor, døde for at beskytte de børn. Du må endeligt ikke skyde skylden på dig selv. Ilurien, hun savnede dig så meget. Hun frygtede at du skulle blive overladt til dig selv, ganske som børnene, og det var hendes største frygt.”

Forklarede Auralie, og knugede let min hånd. Jeg nikkede let, og havde fået svar på mit spørgsmål. Min mor var ikke død af et knust hjerte over at jeg var blevet taget fra hende. Hun var død, fordi at hun havde beskyttet nogle børn. Det var i mine øjne en langt mere heroisk død, end bare at svinde ind.

”Jeg kan vise dig hendes sidste hvilested…”

Tilbød Ilurien, og slap igen min hånd.

”… men så skal du også spise mere. Du er så bleg. Spis, mit barn. Spis.”

Bad hun mig, og lød bekymret for at jeg pludseligt skulle blive syg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...