De Eventyrlige Lande: Elverens Datter

Jeg så længe og dumt på den høje, mørke skikkelse som, lænede sig ind over mig. Ham, som havde myrdet min og Evans far. Ham som havde taget Balthinals forældre fra ham. Jeg rejste mig med et stædigt ansigtsudtryk. Ikke mere, han skulle ikke ødelægge mere. Han skulle ikke pine flere mennesker, og han skulle bestemt heller ikke begynde på elverne. En halvdel af hver af de to art var i mig. Et barn af to verdener, en arving til to troner.
Jeg løftede Balthinals sværd, klar til kamp. Det var ham, den mørke herre, eller mig. Og jeg ville ikke give mig uden kamp.....

22Likes
13Kommentarer
3142Visninger
AA

24. kapitel

”Ja, og derfor var det nødvendigt at…”

Begyndte Balthinal, men blev viftet af vejen. Kvinden trådte ned fra træet, og nærmede sig mig med elegante skridt. Hun var virkeligt smuk, og jeg følte mig helt vildt grim ved siden af hende. Hun rakte ud for at stryge min kind, men jeg trak mig væk.

”Hvad er dit navn, mit barn?”

Spurgte hun, og lod hånden falde. Hun lod ikke min afvisning slå hende ud.

”Ewolyn.”

Svarede jeg med en tynd stemme. Hendes blik gjorde mig urolig.

”Og du er datter af Ilurien?”

Spurgte hun. At hun igen ikke sagde Lady Ilurien, undrede mig. Men jeg nikkede let.

”Så har du intet at frygte fra mig, mit barn. Ilurien var min kære søster.”

Forklarede hun, og sukkede let. Hun savnede hende. Evan holdt sig helt i ro, men Balthinal signalerede at jeg skulle trække min hætte ned. Jeg tøvede, men rakte op efter hætten. Kvinden, min tante, så undrende på mig, indtil jeg trak hætten ned. Så gled hendes øjne op i chok, og hun tog svagt et skridt tilbage. Jeg skammede mig, og trak hætten på plads igen.

”Du er min søsters datter, og af hendes blod er du familie. Du er af skovelverne, og vi vil beskytte dig.”

Sagde hun trøstende, da hun så min skam og trak hætten ned igen. Jeg så væk, ned i jorden. Men hun rakte alligevel ud, og strøg min kind.

”Du ligner din mor så utroligt meget, Ewolyn.”

Hviskede hun kærligt, og slog armene om mig i et beskyttende greb. Hun aede mig beskyttende over hovedet, så snart at jeg lagde armene om hende.

”Og mennesket?”

Spurgte hun Balthinal, og holdt mig stadigt ind til sig.

”Evan, kongesøn af menneskerne. Hendes halvbror.”

Forklarede Balthinal, og virkede uendeligt lettet over at det var gået så let. Hun nikkede.

”Da er du også familie, om end lidt langt ude, min ven. Men skovelverne vil beskytte dig, så vel som Ewolyn.”

Sagde kvinden, og slap mig en smule, så hun i stedet kunne ligge sine hænder på mine skuldre. Evan sukkede lettet op.

”Du må sikkert have en masse spørgsmål. Men lad os stille sulten, og så kan vi tale imens.

Tilbød hun, og lagde beskyttende sin arm om mig. Hun ledte os ind i en bygning uden tag, hvor vi kunne spise.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...