De Eventyrlige Lande: Elverens Datter

Jeg så længe og dumt på den høje, mørke skikkelse som, lænede sig ind over mig. Ham, som havde myrdet min og Evans far. Ham som havde taget Balthinals forældre fra ham. Jeg rejste mig med et stædigt ansigtsudtryk. Ikke mere, han skulle ikke ødelægge mere. Han skulle ikke pine flere mennesker, og han skulle bestemt heller ikke begynde på elverne. En halvdel af hver af de to art var i mig. Et barn af to verdener, en arving til to troner.
Jeg løftede Balthinals sværd, klar til kamp. Det var ham, den mørke herre, eller mig. Og jeg ville ikke give mig uden kamp.....

22Likes
13Kommentarer
3215Visninger
AA

23. kapitel

Så snart at Balthinal havde nævnt, at jeg var en af deres, faldt de besynderligt mere til ro.

”Med forlod, hvem er du?”

Spurgte anføreren. Jeg udstødte en fornærmet lyd, og gjorde mit bedste for at opføre mig som en Lady. Jeg rettede ryggen, og svarede.

”Lady Ewolyn.”

Anføreren så forvirret på sine folk, og tilbage på mig igen.

”Kender dig ikke.”

Sagde han dumt, og trak på skuldrene.

”Datter af Lady Ilurien.”

Tilføjede Balthinal, og fik det til at lyde utroligt ærefuldt.

”Vi søger audiens hos hoffet.”

Tilføjede Balthinal, da mændene uroligt rykkede på sig. Anføreren nikkede, og gjorde tegn til at hans mænd skulle lade os komme igennem.

”I må selv finde derhen. Vi kan ikke risikere at forlade vores poster.”

Forklarede anføreren. Balthinal nikkede, også red vi videre.

”Hold dig tæt op af mig.”

Bad Balthinal, så jeg kunne høre at han var meget anstrengt. Han var nervøs, helt vildt, og det var på mine vegne. For det var ikke til at vide hvad der ville ske, hvis skovelverne ikke anerkendte mig.

Vi red ind midt i den enorme by, som var blevet bygget i skoven. Men hvor skoven også var en del af byen. Skover, slyngplanter og blomster var et med byen. Så kunne jeg bedre forstå at de blev kaldt for skovelverne, for de lignede meget Balthinals folk til forveksling. Vi steg af hesten midt i byen, på noget som lignede en plads. Der var kun en mindre forhøjning, hvor et træ havde hængt sine lange, tynde grene, så det formede en slags slør. En kvindelig skikkelse kunne lige anes bag det.

”Hvor vover i at bringe et menneske ind i vor midte!”

Sagde hun utilfreds, og lød meget vred. Jeg havde lidt ondt af Evan, og håbede bare at kvinden ikke opdagede mine ører.

”Det er imod traditionerne. Det ved jeg, men det var nødvendigt.”

Forsøgte Balthinal at redde situationen, men kvinden udstødte bare en utilfreds lyd, og trådte frem fra bag sløret.

”Nødvendigt…”

Ordet startede ud vredt, men blev afsluttet forvirret. Hun stirrede længe på mig, og søgte så til sidst mit ansigt.

”Du… du er datter af Ilurien.”

Sagde hun. Jeg sank en klump, hvordan vidste hun det?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...