De Eventyrlige Lande: Elverens Datter

Jeg så længe og dumt på den høje, mørke skikkelse som, lænede sig ind over mig. Ham, som havde myrdet min og Evans far. Ham som havde taget Balthinals forældre fra ham. Jeg rejste mig med et stædigt ansigtsudtryk. Ikke mere, han skulle ikke ødelægge mere. Han skulle ikke pine flere mennesker, og han skulle bestemt heller ikke begynde på elverne. En halvdel af hver af de to art var i mig. Et barn af to verdener, en arving til to troner.
Jeg løftede Balthinals sværd, klar til kamp. Det var ham, den mørke herre, eller mig. Og jeg ville ikke give mig uden kamp.....

22Likes
13Kommentarer
3122Visninger
AA

22. kapitel

”Er De nu sikker Balthinal? De er Lord nu, og burde ikke forlade vores område.”

Gentog en af rådsmændene, som vist nok holdt styr på noget med handlen. Jeg kunne ikke rigtigt huske det, og jeg var også ret ligeglad lige nu.

”Ja, Ewolyn og Evan bør under ingen omstændigheder rejse alene til skovelvernes område. Det er bedst jeg tager med dem.”

Sagde Balthinal, og ansporede sin hvide hingst. Den begyndte at gå, og det var afslutningen på den samtale.

Tjenestepigerne havde stået klar, da jeg var vågnet om morgen. Det var blevet besluttet i løbet af natten, at det simpelthen var for farligt for mig at blive. Endnu et angreb kunne betyde min død. Så var jeg blevet iklædt noget rejsetøj. Hvilket bestod af en tyk kjole og en mørk kappe. Ikke just rejsetøj efter min overbevisning, men jeg protesterede ikke. Tjenestepigerne sagde ikke et ord til mig. Jeg blev iklædt mit tøj. Mit hår blev redt og sat op, og så forlod de værelset.

Evan havde ventet på mig udenfor værelset, og han havde givet mig et trøstende kram. Han var en god bror. Han havde så ført mig ned til gårdspladsen, hvor Balthinal ventede med hestene. Balthinal havde løftet mig op på hesten. Jeg var ikke sikker på hvordan det skulle gøres, når jeg havde kjole på. Men jeg kom da op, og sad i en underlig stilling med begge ben på den ene side, og min overkrop en smule forvreden, så jeg kunne se frem over hestens ører. Det var en sort hoppe, som lignede Evans hingst en hel del. Måske var de også søskende.

Så nu sad vi på hestene, som roligt gik af sted. Vi forlod slottes sikre mure, og porten gik i bag os med et brag. Næsten som om at den mindste sprække ville lukke orker ind. Da var der heldigvis ikke nogen, som lå på lur efter os.

I det hele taget var der ingen problemer. Ingen orker som lå på lur efter os, eller værre. Det var underligt. For både Balthinal og Evan var stærk bevæbnede. De forventede et angreb hvert øjeblik, og det gjorde at jeg ikke rigtigt kunne falde til ro.

Det virkede som om at vi rejste i sneglefart. Det tog en evighed, syntes jeg. Men frem kom vi da. Endeligt ankom vi til skovelvernes område.

”Træk din hætte op. Vi skulle nødigt komme i problemer inden vi når frem for hoffet.”

Bad Balthinal mig. Jeg nikkede let, og trak hætten på plads, så den skjulte det meste af mit ansigt og mine ører helt. Og så red vi ind i skovelvernes område af skoven. Der var planterne strækker så længst, ser bedst ud og bærer tydelige tegn af at være passet godt på. Men længere kom vi heller ikke, før at vi var omringet. Et dusin buer med pile på pegede på os fra alle sider. Anføreren gjorde dog tegn til at sænke dem, da han genkendte Balthinal.

”Vend hjem, søn af…”

Begyndte han med en hidsig tone, og stirrede rasende i Evans retning. Hvad ville der dog ikke ske, hvis de opdagede hvad jeg var. Når de brød sig så lidt om Evan.

”Jeg er Lord nu. Min fader er faldet, for at beskytte en af jeres. En, vi nu har bragt hjem.”

Sagde Balthinal højtideligt, og strakte sin arm i min retning.  Møg, tænkte jeg. Hvad nu?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...