De Eventyrlige Lande: Elverens Datter

Jeg så længe og dumt på den høje, mørke skikkelse som, lænede sig ind over mig. Ham, som havde myrdet min og Evans far. Ham som havde taget Balthinals forældre fra ham. Jeg rejste mig med et stædigt ansigtsudtryk. Ikke mere, han skulle ikke ødelægge mere. Han skulle ikke pine flere mennesker, og han skulle bestemt heller ikke begynde på elverne. En halvdel af hver af de to art var i mig. Et barn af to verdener, en arving til to troner.
Jeg løftede Balthinals sværd, klar til kamp. Det var ham, den mørke herre, eller mig. Og jeg ville ikke give mig uden kamp.....

22Likes
13Kommentarer
3390Visninger
AA

21. kapitel

”Ewolyn.”

Kaldte Evan og Balthinal i munden på hinanden, men jeg havde ikke lyst til at svare. Jeg græd. Balthinals far havde ikke fortjent at dø på grund af mig. En beskidt halvblods. En hybrid.

Jeg gemte mig i et træ i slotshaven. Jeg kunne ikke deltage i Balthinals fars begravelse. Jeg følte mig ikke velkommen. Det føltes forkert. Jeg hørte jo ikke til her. Jeg længtes hjem, hjem til den lille hytte i skoven.

”Hvor er hun dog henne?”

Spurgte Evan trist. Jeg kiggede ned fra mit skjulested, og kunne lige ane ham igennem bladene. De stod næsten inde under træet, hvor jeg sad på en af de tykke grene. Jeg snøftede stille for mig selv. Jeg ville bare gerne hjem. Jeg lænede mig tilbage imod stammen, så jeg sad behageligt. Jeg lukkede øjnene for at falde i søvn. Jeg var simpelthen så træt.

Jeg blev vækket, da Balthinal slog armene om mig. Jeg var for træt til at protestere, da han tog mig ind i sin favn, og sprang ned fra træet med mig.

”Åh Ewolyn. Har hun været der hele tiden?”

Spurgte Evan bekymret, og strøg min kind. Jeg lå med lukkede øjne, og havde ikke lyst til at vågne. Men Balthinal blev stående med mig i armene, og Evan strøg min kind, så jeg åbnede let øjnene på klem.

”Det var ikke din skyld.”

Hviskede Balthinal til mig, næsten som om at han kunne læse mine tanker. Han rettede let på mig, så jeg lå bedre. Jeg fik lagt hovedet ind imod hans bryst, og den ene hånd på hans skulder. Han bar mig væk. Evan fulgte lydløst efter.

”Hvis det ikke var min, hvis var det så?”

Spurgte jeg træt, da Balthinal bar mig ind i slottet igen. Han sukkede trist.

”Hans egen. Det var hans valg at stå imod så mange, uden at vente på hjælp.”

Forklarede Balthinal, og lød som om at han var sur over det.

”Men han gjorde det for min skyld, og det gør skammen mig.”

Hviskede jeg trist.

”Skammen er ikke din. Du har intet at skamme dig over.”

Forsøgte Balthinal at berolige mig. Jeg sukkede træt, og lukkede øjnene igen. Ikke længe efter blev jeg lagt i den blødeste seng.

”Hvil dig.”

Bad Balthinal, og trak et endnu blødere tæppe over mig. Jeg ville sige noget, men det blev til en uforståelig mumlen. Tæppet var så dejligt varmt, at jeg faldt i søvn på ingen tid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...