De Eventyrlige Lande: Elverens Datter

Jeg så længe og dumt på den høje, mørke skikkelse som, lænede sig ind over mig. Ham, som havde myrdet min og Evans far. Ham som havde taget Balthinals forældre fra ham. Jeg rejste mig med et stædigt ansigtsudtryk. Ikke mere, han skulle ikke ødelægge mere. Han skulle ikke pine flere mennesker, og han skulle bestemt heller ikke begynde på elverne. En halvdel af hver af de to art var i mig. Et barn af to verdener, en arving til to troner.
Jeg løftede Balthinals sværd, klar til kamp. Det var ham, den mørke herre, eller mig. Og jeg ville ikke give mig uden kamp.....

22Likes
13Kommentarer
3394Visninger
AA

20. kapitel

Jeg var ved at falde på gulvet, fordi at Evan for så hurtigt op. Jeg så nysgerrigt på ham, og dernæst på døren. Havde han hørt noget? Jeg lyttede selv efter, men kunne ikke rigtigt høre noget.

”Hørte du noget?”

Spurgte jeg, og blev straks klar over at jeg hviskede. Hvorfor gjorde jeg dog det? Når vi ikke kunne høre nogen udenfor, så kunne de vel heller ikke høre os herinde.

”Måske, måske ikke.”

Svarede Evan kryptisk, og trak på skuldrene. Jeg udstødte en utilfreds lyd. Det svar kunne jeg ikke rigtigt bruge til noget. Han lod sig dog ikke mærke ved det. Jeg rakte tunge efter ham, da han ikke kiggede.

”Vær sød Ewolyn. Du skal forestille at være en Lady.”

Sagde Evan med et let smil, og vendte sig mod mig. Det overraskede mig. Hvordan havde han set at jeg havde rakt tunge af ham? Så lagde jeg mærke til den helt utrolige blanke overflade på hans sværd. Den var så blank, at jeg kunne se mit eget ansigt i den. Så det var sådan at han havde set det.

”Jeg føler mig ikke som en Lady.”

Kommenterede jeg lydløst, da der blev banket på døren. Tre hurtige slag, en pause og så et mere. Evan slappede endeligt af, og stak sværdet i skeden, så han kunne få trækket slåen fra og få døren åbnet.

Balthinal stod der ude, og han så uskadt ud. Han lignede sit perfekte, selvsikre jeg. Rolig og afbalanceret som en elver skulle være det. Hvilket jeg langt fra var. Jeg skyndte mig over til ham.

”Er der sket di… Er der nogen, som er kommet til skade?”

Spurgte jeg bekymret, og forsøgte at lade som om at jeg ikke lige havde været ved at spørge om han var uskadt over de andre. Balthinal nikkede sørgmodigt.

”Fader…”

Han gik i stå, og hans facade faldt fra hinanden. Han lignede noget, der var løgn. Han var bekymret, ked af det og en million andre ting på samme tid. Jeg havde lyst til at slå armene om ham, og hviske beroligende ting i hans ører. Men jeg bremsede mig selv i det, og blev stædigt stående. Balthinal ville sikkert ikke bryde sig om det.

”De brød igennem forsvaret. Ikke mange, men nok. De var på vej i denne retning, og far lagde sig imellem.”

Forklarede Balthinal. Evan gispede forfærdet, og lignede pludseligt en lille, ulykkelig dreng. Han havde jo allerede mistet sin rigtige far, og Balthinals far var jo som en ekstra far for ham.

”Er han…”

Spurgte Evan, men kunne ikke få sig selv til at afslutte sætningen. Balthinal nikkede trist, og så ned i jorden. Hans far var død. Bathinals far var død for at beskytte mig. Hvorfor? Jeg var jo ikke det værd. Jeg var bare en dum hybrid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...