De Eventyrlige Lande: Elverens Datter

Jeg så længe og dumt på den høje, mørke skikkelse som, lænede sig ind over mig. Ham, som havde myrdet min og Evans far. Ham som havde taget Balthinals forældre fra ham. Jeg rejste mig med et stædigt ansigtsudtryk. Ikke mere, han skulle ikke ødelægge mere. Han skulle ikke pine flere mennesker, og han skulle bestemt heller ikke begynde på elverne. En halvdel af hver af de to art var i mig. Et barn af to verdener, en arving til to troner.
Jeg løftede Balthinals sværd, klar til kamp. Det var ham, den mørke herre, eller mig. Og jeg ville ikke give mig uden kamp.....

22Likes
13Kommentarer
3130Visninger
AA

18. kapitel

”Jamen, hvor er ham der mørkets, et eller andet, dukket op fra?”

Spurgte jeg undrende. De trak begge på skuldrene.

”Det er der ikke rigtigt nogen, som ved. Pludselig angreb han bare slottet, og ingen anede hvor han kom fra. Om det var fra de nordlige bjerge, det sydlige hav eller ørkenlandet. Ingen ved det.”

Sagde Evan.

”Og der er heller ingen, som ved hvordan at han har fået orkerne til at arbejde for sig. De er ikke særligt intelligente, og har været jagtet længe. Men det er mest, fordi at de ødelægger afgrøder eller jagter husdyrene. Man har ikke set dem i så stort et antal før nu. Det var troet, at de var ved at uddø.”

Svarede Balthinal.

”Det lyder underligt.”

Mumlede jeg for mig selv, og rettede irriteret på den kjole, som jeg var blevet stoppet i. Jeg var slet ikke vant til sådan noget.

”Det må virke underligt for dig.”

Kommenterede Evan. Jeg nikkede let, og så på kortet. Jeg havde ikke anet at landet var så stort. Jeg havde jo kun boet i et ganske lille område af skoven.

”Er der noget bestemt, du undrer dig over?”

Spurgte Balthinal, og fulgte mit blik. Jeg rettede mig op i stolen, og nikkede igen.

”Meget.”

Svarede jeg, og gned hidsigt min pande. Alt det her var så forvirrende. Alt det her havde forgået, i flere år. Ja, selv før at jeg blev født, da havde det været planlagt.

Mit lille, måske ikke perfekte, liv i skoven virkede pludseligt så langt væk. Som noget fra en helt anden verden. Sifu udstødte dog straks en lille lyd, så det ikke virkede så langt væk igen.

”Hvorfor har du egentligt altid det egern med dig?”

Spurgte Evan undrende, da Sifu kravlede ned af min arm og ned på bordet.

”Han er min ven. Den eneste ven, som jeg nogensinde har haft.”

Forklarede jeg, og strøg Sifu over hovedet. Jeg kunne slet ikke forestille mig, at jeg kunne leve uden ham.

”Det er en sjælden gave at tale med dyr.”

Sagde Balthinal for sig selv, og så ned på lille Sifu. Jeg så undrende på ham. Hvad mente han dog med det?

Pludseligt lød der en dyb og overvældende lyd. Det lød som et horn. Balthinal for op på benene, så hurtigt at Sifu blev forskrækket.

”Evan, få Ewolyn i sikkerhed og bliv hos hende.”

Beordrede Balthinal nærmest. Men Evan nikkede blot let, og tog min hånd.

”Men…”

Jeg tøvede selvfølgeligt. Jeg forstod jo ingenting.

”Det horn betyder at vi bliver angrebet. Og lige nu er du den vigtigste person på slottet. Evan fører dig i sikkerhed, og han vil beskytte dig. Men kom nu af sted.”

Bad han, og for så væk. Jeg forstod stadigt intet, men lod Evan føre mig bort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...