De Eventyrlige Lande: Elverens Datter

Jeg så længe og dumt på den høje, mørke skikkelse som, lænede sig ind over mig. Ham, som havde myrdet min og Evans far. Ham som havde taget Balthinals forældre fra ham. Jeg rejste mig med et stædigt ansigtsudtryk. Ikke mere, han skulle ikke ødelægge mere. Han skulle ikke pine flere mennesker, og han skulle bestemt heller ikke begynde på elverne. En halvdel af hver af de to art var i mig. Et barn af to verdener, en arving til to troner.
Jeg løftede Balthinals sværd, klar til kamp. Det var ham, den mørke herre, eller mig. Og jeg ville ikke give mig uden kamp.....

22Likes
13Kommentarer
3130Visninger
AA

17. kapitel

”Indtil videre er det kun gået ud over menneskene. Han har svært ved at komme forbi skovelverne, som stædigt forsvarer deres skove. Men heller ikke meget andet end det. Det er derfor, at det endnu ikke er gået ud over os. Orkerne kan ganske simpelt ikke bryde igennem deres forsvar.”

Forsatte Balthinal med at forklare, og havde fundet et kort frem, som han pegede på. Jeg pegede på floden, beliggende lige midt i skoven.

”Men jeg stødte ind i orkerne her omkring.”

Sagde jeg tøvende, og kunne ikke rigtigt finde ud af om det var det rigtige sted. Det lignede det, men jeg var ikke sikker.

”Ja, det bliver sværere og sværere at holde orkerne tilbage. De er begyndt at slippe igennem forsvarslinjen.”

Sagde Evan, og pegede på kortet. Han havde bemærket min usikkerhed, og gav sig til at udpege de forskellige ting på kortet.

”Det her er hvor vi er, for enden af skoven, op imod bjerget ud mod havet. Længere mod vest har vi urskoven, hvor du boede. Den er mere vild og uplejet i forhold til den del af skoven, som kun ligger en halv dags rejse derfra. Det er begyndelsen på skovelevernes område, som strækker sig ud over resten af skoven.  De forsvarer den frygtløst imod enhver fremmede, som nærmer sig fra handelsvejen, som går fra de nordlige bjerge mod havet i syd. På den anden side af handelsvejen bor menneskene, samlet i en enorm by, omringet af marker. I centrum af den by ligger slottet, og i gården markedspladsen. Bag menneskenes område, langt mod vest ligger ørkenområdet. Det er så varmt der, at der næsten intet liv er.”

Forklarede Evan, og tøvede kort ved den store bare plet på kortet, som udgjorde ørkenen.

”Man siger at det engang var dragernes område. Altså den gang, at de stadigt levede.”

Forklarede Balthinal, og skævede lettere utilfreds til Evan.

”Det kunne nu ellers være sejt at finde et drage-æg og udklække det.”

Kommenterede Evan, og så drømmende på ørkenpletten.

”Men det er så længe siden, at dragerne udøde.”

Sagde han med et opgivende suk, og så væk.

”Jamen, hvis det er så lang tid siden, hvorfor fabler du så om et æg?”

Spurgte jeg undrende Evan. Han smilede trist for sig selv.

”Fordi at vi har et drage-æg på min… vores fars slot. Men det er så gammelt, at det er blevet til sten. Der er intet levende i det mere. Det var engang.”

Sagde Evan, igen med et opgivende suk. Han kunne vist virkeligt godt tænke sig en drage. Selvom de var nok så farlige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...