De Eventyrlige Lande: Elverens Datter

Jeg så længe og dumt på den høje, mørke skikkelse som, lænede sig ind over mig. Ham, som havde myrdet min og Evans far. Ham som havde taget Balthinals forældre fra ham. Jeg rejste mig med et stædigt ansigtsudtryk. Ikke mere, han skulle ikke ødelægge mere. Han skulle ikke pine flere mennesker, og han skulle bestemt heller ikke begynde på elverne. En halvdel af hver af de to art var i mig. Et barn af to verdener, en arving til to troner.
Jeg løftede Balthinals sværd, klar til kamp. Det var ham, den mørke herre, eller mig. Og jeg ville ikke give mig uden kamp.....

22Likes
13Kommentarer
3148Visninger
AA

15. kapitel

”Av!”

Hylede jeg, da en af tjenestepigerne kom til at hive lidt for hårdt. Hun forsøgte at rede mit ustyrlige hår ud, og det var noget af en opgave.

”Undskyld, lady. Undskyld.”                    

Klynkede hun nærmest, men fortsatte da sin kamp.

”Den grønne ville virkeligt få Deres hår til at se få yndigt ud, hvis Mardiana da kan få det redt ud. Ellers er der jo altid den blå…”

Mumlede en af de andre for sig selv, og var ved at rode mit tøj igennem. Mit tøj, det var en underlig tanke. For der var ikke andet end lange, og ufatteligt dyre, kjoler i skabet. Det var jeg slet ikke vant. Og bestemt heller ikke de tjenestepiger, som for rundt omkring mig for at ordne mit hår. Rengøre min hud, og finde tøj frem til mig. Der var mærkeligt. Det kunne jeg jo godt selv.

Balthinals far havde foreslået, at det nok var en god ide, at jeg fik noget ordentligt tøj på, inden at vi tog samtalen om hvem og hvad denne mørkets herre var. Så nu sad jeg sådan set bare og ventede på at tjenestepigerne blev færdige med mig, så jeg kunne finde ud af hvad der foregik.

”Ah! En rotte!”

Hylede pigen med kjolerne i armene, og kastede dem fra sig. Jeg kom til at fnise, ikke særligt flot. Men jeg fløjtede da let, og kaldte Sifu til mig. Han morede sig med at skræmme livet af tjenestepigerne ved at gemme sig i tøjet.

”Sifu. Du skal være ordentlig.”

Sagde jeg utilfreds til ham, og pegede en finger af ham. De små øre hang straks ned, og han så på mig med bedende øjne. Næsten som om at han bad om min tilgivelse. Jeg opgav at være sur på ham, og lod ham vide det ved at ae ham let på hovedet. Han udstødte straks en tilfreds lyd, og gav sig til at undersøge tingene på bordet. Særligt en underlig form for støv, som tjenestepigerne kaldte for pudder, fangede hans interesse.

”Er han din?”

Spurgte Mardiana, og havde fået de fleste knuder ud af mit hår. Jeg nikkede let, og brød mig ikke om at hun havde set mine ører. Men hun lod i det mindste som om at det ikke gjorde hende noget.

”Han er sød.”

Sagde hun, og kom til at grine, da Sifu snublede og landede med hovedet først ned i pudderdåsen. Han fik rejst sig op igen, men var blevet helt hvid i både hovedet og på maven. Han gav sig til at nyse, og hver gang stod der en støvsky ud fra ham.

”Åh, din lille stakkel.”

Sagde Mirdiana bekymret, imens at jeg gav mig til at ae ham ren igen, så han holdt op med at nyse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...