De Eventyrlige Lande: Elverens Datter

Jeg så længe og dumt på den høje, mørke skikkelse som, lænede sig ind over mig. Ham, som havde myrdet min og Evans far. Ham som havde taget Balthinals forældre fra ham. Jeg rejste mig med et stædigt ansigtsudtryk. Ikke mere, han skulle ikke ødelægge mere. Han skulle ikke pine flere mennesker, og han skulle bestemt heller ikke begynde på elverne. En halvdel af hver af de to art var i mig. Et barn af to verdener, en arving til to troner.
Jeg løftede Balthinals sværd, klar til kamp. Det var ham, den mørke herre, eller mig. Og jeg ville ikke give mig uden kamp.....

22Likes
13Kommentarer
3241Visninger
AA

14. kapitel

Jeg lænede mig målløst tilbage i stolen.

”Men som Balthinal nok ved, så døde Lady Ilurien kort tid efter. Hun var sølle 600 år gammel, og derfor stadigt ung og stærk. Jeg ville mene, at hun døde af sorg over at have fået sit barn taget fra sig.”

Forklarede Balthinals far med en smertelig grimasse.

”Det var en meget beklagelig sag. Og det skulle vise sig at være nyttesløst. Seks måneder senere, stod den lille Evan på mit dørtrin og spurgte efter sin far. Da forstod jeg at han var faldet, og jeg sendte bud efter Ewolyn. Også hende troede vi tabt, og der stod jeg så tilbage med en kun fireårig dreng, som ikke ville have forstået det. Så derfor valgte jeg intet at sige.”

Forklarede Balthinals far, og havde i de minutter, hvor han havde forklaret, nærmest ældes flere år. Han så gammel ud nu, slidt af den byrde, som han havde båret.

”Så ikke alene er Ewolyn et barn af to verdener…”

Begyndte Balthinal, og så lige så chokeret ud som Evan, som sad stift i sin stol.

”… men også en arving til to troner.”

Sagde han afsluttende. Hans far nikkede let.

”Derfor sendte jeg bud efter hende. Hvis jeg aldrig havde gjort det, så havde den mørke herre aldrig opdaget hende, og den fare som hun udgør for ham.”

Forklarede han, og tog sit hoved i hænderne, som om at han var for træt til at holde det af sig selv.

”Hvorfor er jeg en fare? Jeg er jo bare en hybrid.”

Spurgte jeg bare. Balthinals far rystede opgivende på hovedet.

”Du er ikke bare en hybrid, mit barn. Du er det barn, den forbindelse mellem elverne og menneskerne, som der har været brug for i mange år. For uden dig, uden dit kongelige blod, da vil skovelverne og menneskerne ikke stå sammen. Og mit folk er så få, at vi ingen forskel kan gøre. Hvorimod at skovelverne tæller i de tusinderne, ja, måske endda hundredetusinde.”

Forklarede han, og virkede pludseligt yngre igen. Han slap sit hoved med hænderne, og så på mig.

”Står alle elvere og alle mennesker sammen, så har vi en stor chance for at overvinde den mørke herre. At forvise hans ondskab tilbage til der, hvor han kom fra, måske endda at udslette ham fuldkommen.”

Forklarede Balthinals far. Jeg så længe på ham, og tøvede med at sige det, som jeg tænkte på.

”Øhm…”

Sagde jeg tvivlende.

”Ikke for noget… men jeg aner ikke hvem den mørke herre er.”

Forklarede jeg. Blathinals far blev så chokeret, at han kom til at le, fordi at han ikke vidste hvordan at han skulle reagere. Evan så på mig, som om at jeg var faldet ned fra himlen, og Balthinal rystede bare opgivende på hovedet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...