De Eventyrlige Lande: Elverens Datter

Jeg så længe og dumt på den høje, mørke skikkelse som, lænede sig ind over mig. Ham, som havde myrdet min og Evans far. Ham som havde taget Balthinals forældre fra ham. Jeg rejste mig med et stædigt ansigtsudtryk. Ikke mere, han skulle ikke ødelægge mere. Han skulle ikke pine flere mennesker, og han skulle bestemt heller ikke begynde på elverne. En halvdel af hver af de to art var i mig. Et barn af to verdener, en arving til to troner.
Jeg løftede Balthinals sværd, klar til kamp. Det var ham, den mørke herre, eller mig. Og jeg ville ikke give mig uden kamp.....

22Likes
13Kommentarer
3133Visninger
AA

13. kapitel

”Men…”

Udbrød Evan endnu engang, og gik så i stå igen. Det havde han gjort en del gange efterhånden. Hvilket jeg sådan set godt kunne forstå.

”Jeg beklager meget, at jeg måtte give jer nyheden på den måde.”

Undskyldte Balthinals far, og havde samlet os ved hans bord i det private bibliotek.

”Men jeg følte simpelthen en sådan utrolig glæde over at gense dig, Ewolyn. Vi har længe troet, at du var tabt for altid.”

Forklarede han, og så på mig. Ewolyn, det lød slet ikke som et navn, som passede til mig. Men på den anden side, så kunne jeg heller ikke forestille mig at hedde noget andet.

”Fader. Jeg tror at en forklaring ville være på plads?”

Sagde Balthinal, og så meget forkert ud i ansigtet. Som om at han slet ikke ville tro på det.

”Som du ved, Evan, så blev du overladt i min varetægt, da din far blev dræbt. Han var en nær ven.”

Gav Balthinals far sig endeligt til at forklare.

”Men hvad jeg ikke fortalte dig, var at din halvsøster, Ewolyn, også var på vej hertil. Men da var hun ikke andet end et spædbarn, og har derfor ingen hukommelse om det. Jeg hørte at den mørke herre havde sendt sine dygtigste snigmordere ud efter hende, så jeg sendte mine egne krigere af sted. Men for sent. Da de ankom, var alle vagterne døde og vognen, hvor Ewolyn var, brændt. Vi troede hende tabt. Nu ser det i midlertidigt ud til at hendes gamle amme reddede hende, da de blev overfaldet.”

Forklarede elveren, og virkede utroligt lykkelig. Det gik op for mig, at den gamle kone måtte have været min amme. Hende, som reddede mig.

”Jamen… far sagde aldrig noget om hende.”

Sagde Evan forvirret. Han nikkede igen, og gav sig til at forklare.

”Da din mor ikke overlevede din fødsel, blev din far mærket af det. Han mistede ganske enkelt lysten til at leve, og drog bort fra at dø. Skoven havde alle dage været hans fristed, så der drog han til. Jeg er usikker på detaljerne. Jeg ved blot at et år senere skrev han til mig, og spurgte om råd.”

Han stoppede op igen.

”Råd om hvad far?”

Spurgte Balthinal sin far, som let sukkede og svarede på spørgsmålet.

”Lady Ilurien af skovelverne var blevet gravid med hans barn. Hun havde født et hybridbarn med menneskeører. Han frygtede for barnets liv, og spurgte hvad han kunne gøre for at hjælpe Ilurien og barnet.”

Svarede han.

”Hvad svarede du?”

Spurgte jeg nysgerrigt. Han sukkede trist, men svarede:

”Jeg svarede at han skulle sende barnet væk, og aldrig nævne dets eksistens for nogen. At det var den eneste måde, at skåne både barnet og Ilurien.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...