De Eventyrlige Lande: Elverens Datter

Jeg så længe og dumt på den høje, mørke skikkelse som, lænede sig ind over mig. Ham, som havde myrdet min og Evans far. Ham som havde taget Balthinals forældre fra ham. Jeg rejste mig med et stædigt ansigtsudtryk. Ikke mere, han skulle ikke ødelægge mere. Han skulle ikke pine flere mennesker, og han skulle bestemt heller ikke begynde på elverne. En halvdel af hver af de to art var i mig. Et barn af to verdener, en arving til to troner.
Jeg løftede Balthinals sværd, klar til kamp. Det var ham, den mørke herre, eller mig. Og jeg ville ikke give mig uden kamp.....

22Likes
13Kommentarer
3122Visninger
AA

12. kapitel

”Jeg ved ikke hvad mit navn er.”

Svarede jeg uroligt, og så op igen. Han rystede opgivende på hovedet.

”Sludder, mit barn. Du har intet at frygte fra…”

Forsøgte han igen, men jeg kunne jo ikke fortælle ham mit navn, når jeg ikke vidste det. Før at jeg kunne reagere på det, så rakte Balthinal ud og strøg mit hår væk fra mit øre. Hans far blev straks tavs. Jeg trådte hurtigt væk, og forsøgte desperat at gøre mine ører usynlige ved at blive ved med at rede mit hår ned foran dem.

”Vi fandt hende i skoven. Hun har tilsyneladende boet der i mange år.”

Forklarede Evan, og sagde endeligt noget. Jeg brød mig ikke om det blik, som Balthinals far sendte mig. Det var helt umuligt for mig at læse det.

”Hvor længe har du boet i skoven, mit barn?”

Spurgte Balthinals far, og fastholdt den venlige tone. Jeg var nu i tvivl om jeg kunne stole på den, efter at han havde set mine ører.

”Hele mit liv.”

Svarede jeg dog, og vidste at jeg intet ville opnå ved at gøre mig uvenner med ham. Han så undrende på mig.

”Jamen dog. Hvor er dine forældre?”

Spurgte han, og lød helt forfærdet over at høre, at jeg havde boet i skoven.

”Det ved jeg ikke. Jeg har aldrig kendt dem.”

Svarede jeg, og trak på skuldrene. Han nikkede let, og så meget tænkende ud.

”Men hvem passede så på dig, da du var barn?”

Spurgte Evan forfærdet. Jeg trak let på skuldrene.

”Jeg har for det meste altid været alene. Der var engang en, som passede på mig. En gammel kone, men hun døde da jeg stadigt var for ung til at huske hendes navn.”

Forklarede jeg.

”Skoven tog sig af mig.”

Tilføjede jeg forsigtigt, og forsøgte forgæves at huske den gamle kones ansigt. Men jeg havde ikke tænkt over hende længe, og havde derfor glemt at om hende. Jeg vidste bare, at hun havde været der. Balthinals far udstødte en lettet lyd.

”Gudinden være lovet.”

Hviskede han, og mumlede så nogle ord, som jeg ikke forstod. Han så på Evan, og lagde hånden på hans skulder. Så så han på mig, og sagde højtidligt:

”Min kære, kære dreng. Evan. Mød din søster, Ewolyn.”

Evan så på Balthinals far, som om at han var sindssyg. Jeg så målløst på ham, og dernæst på Evan. Det var en løgn, det måtte det være. Evan lignede mig overhovedet ikke. Han havde mørkt hår og mørke øjne, det stikmodsatte af mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...