De Eventyrlige Lande: Elverens Datter

Jeg så længe og dumt på den høje, mørke skikkelse som, lænede sig ind over mig. Ham, som havde myrdet min og Evans far. Ham som havde taget Balthinals forældre fra ham. Jeg rejste mig med et stædigt ansigtsudtryk. Ikke mere, han skulle ikke ødelægge mere. Han skulle ikke pine flere mennesker, og han skulle bestemt heller ikke begynde på elverne. En halvdel af hver af de to art var i mig. Et barn af to verdener, en arving til to troner.
Jeg løftede Balthinals sværd, klar til kamp. Det var ham, den mørke herre, eller mig. Og jeg ville ikke give mig uden kamp.....

22Likes
13Kommentarer
3128Visninger
AA

11. kapitel

”Gudinden være lovet. I er vendt tilbage.”

Blev Balthinal og Evan hilst ved den store hvide port. Elveren, tydeligvis en vagt, ringede let på en klokke oppe fra sin post. Så porten gik op, og afslørede den mest utrolige by, som jeg nogensinde har set.

Husene med perfekte hvide mure, pænt liggende på rad og række, så det var let at finde rundt. Det store springvand midt i det hele, omringet af store frugttræer med en sær hvid æble-formet frugt på.  Slyngplanter, blomster og træer, som var flettet sammen med bygningerne. Som både så ud til at pynte og bære husene. Smeltet sammen i perfekt harmoni.

Bag de mange huse, stod det største af alle bygningerne. Et slot, bygget hen over et springvand, som forsvandt ned i et klippehul. Slottet, stort og prægtigt, også i perfekt harmoni med planterne omkring og på det. Høje tårn med utrolige udsmykninger. Bygget halvejs ind i en klippe, som strakte sig mange, mange meter op i himlen. Næsten, så det lignede at himlen tog imod toppen.

Balthinal greb mig forsigtigt i armen, og ledte mig videre, alt imens at jeg så mig længe omkring. Det her var helt utroligt, så smukt, næsten som om at det var noget fra en drøm. Og der var elvere, både børn, unge og ældre over alt. Så snart at vi kom i nærheden af dem, så nejede de let for Balthinal og Evan. Det undrede mig, men så fangede det klare vand i springvandet min opmærksomhed, og jeg glemte alt om det igen.

Bag os blev porten igen lukket med en let, men tung lyd. Og så gik vi ellers videre, helt op til slottet. Det var hundrede gange smukkere at se på, når jeg stod midt i gårdspladsen. Også her var der et springvand, dog mindre end det nede i byen.

”Min søn.”

Lød en myndig stemme, så jeg glemte alt om mine omgivelser igen. Balthinal slap mig igen, og trådte frem imod den mørkhårede elver, som kom hastigt gående imod ham.

”Fader.”

Sagde han ærefuldt. Elveren tog ham i armene, og sukkede lettet. Han vendte dernæst sin opmærksomhed mod Evan, og tog også ham i armene.

”Jeg har hørt om orkerne i skoven. Da nyheden nåede mig, frygtede jeg det værste.”

Sagde han, og lød beroliget, nu hvor Balthinal og Evan var vendt tilbage. Og endeligt så han på mig. Han rørte sig ikke, og så bare længe på mig. Stirrende, undersøgende og lidt for nærgående til at jeg kunne lide det.

”Sig mig, hvad er dit navn barn?”

Spurgte han venligt. Jeg bed mig selv i tungen og så ned i jorden.

”Det ved jeg ikke, herre.”

Svarede jeg forsigtigt, og havde godt regnet ud af han måtte være regent.

”Du har intet at frygte fra mig af, mit barn. Så sig mig, hvad er dit navn?”

Forsøgte han at berolige mig. Han troede at jeg var for bange til at sige mit eget navn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...