De Eventyrlige Lande: Elverens Datter

Jeg så længe og dumt på den høje, mørke skikkelse som, lænede sig ind over mig. Ham, som havde myrdet min og Evans far. Ham som havde taget Balthinals forældre fra ham. Jeg rejste mig med et stædigt ansigtsudtryk. Ikke mere, han skulle ikke ødelægge mere. Han skulle ikke pine flere mennesker, og han skulle bestemt heller ikke begynde på elverne. En halvdel af hver af de to art var i mig. Et barn af to verdener, en arving til to troner.
Jeg løftede Balthinals sværd, klar til kamp. Det var ham, den mørke herre, eller mig. Og jeg ville ikke give mig uden kamp.....

22Likes
13Kommentarer
3375Visninger
AA

10. kapitel

”Hvad mente du egentligt med skrækhistorier?”

Spurgte jeg endeligt efter lang tid, hvor vi bare havde sat i tavshed. Balthinal tøvede længe.

”Kan vi helst lade være med at snakke om det? Noget siger mig, at du ikke vil bryde dig om at høre det.”

Bad han forsigtigt. Jeg så uforstående på ham, men med et blik, som nægtede at give sig. Hans udtale havde bare gjort mig endnu mere nysgerrig. Han sukkede utilpas, men gav sig.

”I de historier som vi får fortalt som børn… da er tilblivelsen af et hybrid-barn næppe en villig handling.”

Forklarede han. Jeg så forvirret på ham, og havde ikke rigtigt forstået hvad han lige havde sagt.

”Voldtægt er som regel grunden til at et hybridbarn bliver til. Som jeg sagde til Evan tidligere, så blander mennesker og elvere sig ikke. Det er en skam, at få et hybridbarn.”

Forklarede han. Voldtægt? Tænkte jeg. Var det sådan at jeg var blevet til? Et menneske, som havde forgrebet sig på min elvermor? For jeg kunne næppe forestille mig at det var en elver, som havde taget et menneske, når det var så stor en skam. Jeg trak mig ubevidst væk fra Balthinal.

”Men som jeg også sagde tidligere, så er det skovelverne, som dræber både barn og forældre. Vi, hvide elvere, er mere tilbøjelig til at tilgive.”

Forklarede han utålmodigt. Han lød fornærmet over at jeg havde rykket mig væk fra ham.

”Og hvad involverer det at tilgive?”

Gav jeg ham surt igen. Han så utilfreds på mig, så jeg gøs af kulden fra hans blik.

”Udstødelse, og en ordre om aldrig at nærme sig vores folk igen. I sjældne tilfælde får barnet lov til at blive, og vokse op hos os. Men hybridbørn er i forvejen uhyre sjældne.”

Forklarede han med en skarp tone. Jeg rejste mig utilfreds, og ville ikke længere høre på hans tone.

”Hvor vil du hen?”

Spurgte han, og kom hurtigt på benene. Nu lød han knap så utilfreds længere.

”Hjem. Jeg lyder ikke til at være velkommen.”

Svarede jeg, og kastede utilfreds tæppet efter ham. Han sukkede, og greb hurtigt ud, så han kunne bremse mig. Jeg var lige ved at sige til ham, at han kunne hoppe og rende, da jeg hørte det. Lyden af metallet på rustninger, som slog mod hinanden.

”Evan!”

Råbte Balthinal, og sparkede hurtigt jord over bålet, så det gik ud. Han flåede sin bue til sig, og rakte mig min. Jeg tog imod den, men uden at skænke ham et blik.

”Denne vej, hurtigt.”

Sagde han, og pegede. Evan kom gabende på benene, men blev da vågen, da han forstod at det var alvor. Så han samlede sit sværd op, og vi satte i løb. Balthinal og Evan blev nødt til at efterlade deres ting, og havde kun deres våben med sig. Jeg holdt buen klar i hænderne, med en pil på stregen. Tro det eller ej, men Sifu sov igennem det hele.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...