De Eventyrlige Lande: Elverens Datter

Jeg så længe og dumt på den høje, mørke skikkelse som, lænede sig ind over mig. Ham, som havde myrdet min og Evans far. Ham som havde taget Balthinals forældre fra ham. Jeg rejste mig med et stædigt ansigtsudtryk. Ikke mere, han skulle ikke ødelægge mere. Han skulle ikke pine flere mennesker, og han skulle bestemt heller ikke begynde på elverne. En halvdel af hver af de to art var i mig. Et barn af to verdener, en arving til to troner.
Jeg løftede Balthinals sværd, klar til kamp. Det var ham, den mørke herre, eller mig. Og jeg ville ikke give mig uden kamp.....

22Likes
13Kommentarer
3119Visninger
AA

9. kapitel

Jeg var lige ved at fare op, da jeg mærkede noget tungt blive lagt over mig. Et net, måske?

”Rolig.”

Sagde Balthinal, og slap det tykke tæppe, som han netop havde lagt over mig.

”Du må undskylde min reaktion tidligere. Jeg har bare aldrig set en hybrid før, og i er lidt en slags skrækhistorie.”

Forklarede han, og satte sig ned. Ja, den var god med ham. Jeg kunne stadigt ikke lide ham.

”Må jeg?”

Spurgte han, og pegede let i retning af mit ben. Jeg tøvede, men huskede så at elvere var fremragende til medicin. Så jeg vippede tæppet af mit ben, og lod ham se. Han pillede en forbinding af, som jeg ikke havde opdaget. Han måtte have givet mig den på, mens jeg sov.

”Din elver-del må være dominerende.”

Sagde han pludseligt, og strøg forsigtigt min hud. Jeg så undrende ned på mit ben, og var forundret over at såret allerede var lukket og helet.

”Medicinen er beregnet til elvere, og har stort set ingen effekt på mennesker. Såret er helet langsommere end det normalt ville, men så længe det er helet, så er det godt.”

Forklarede han, og trak tæppet på plads over mig. Han virkede venlig nok i øjeblikket, men jeg stolede stadigt ikke på ham. Det havde jeg ikke råd til. Han sad ved siden af mig, og sagde intet. Spørgsmålene måtte uden tvivl kværne løs i begge vores hoveder, men jeg havde bestemt ikke lyst til at tale med ham.

”Hvor længe har du boet i skoven?”

Spurgte han endeligt. Jeg svarede ikke, og så bare på Evan. Han lå på den modsatte side af bålet, og snorkede højlydt. Balthinal fulgte retningen af mit blik, og grinede.

”Ja, derfor kunne jeg ikke sove. Evan snorker meget højt.”

Sagde han, og lød helt rolig. Jeg valgte dog ikke at kommenterer det.

”Hør, jeg ved godt at du er bange. Men jeg gør dig altså ikke noget. Det sværger jeg ved gudinden.”

Sagde han, og forsøgte at berolige mig. Han lød alvorlig, selvom jeg ingen anelse havde hvem den der gudinde var. Jeg satte mig op, og trak tæppet sammen om skuldrene.

”Tak.”

Sagde jeg forsigtigt, og nussede let den sovende Sifu, som stadigt lå nede i min top.

”Helt i orden.”

Sagde Balthinal, og så ind i flammerne. Jeg kunne ikke lade være med at ligge mærke på den måde, som ilden gav genskind i de lyseblå øjne. De var utroligt smukke at se på. Jeg skyndte mig at se væk. Alle elvere var jo smukke, de var ikke lige som jeg. Med mine grimme ører.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...