De Eventyrlige Lande: Elverens Datter

Jeg så længe og dumt på den høje, mørke skikkelse som, lænede sig ind over mig. Ham, som havde myrdet min og Evans far. Ham som havde taget Balthinals forældre fra ham. Jeg rejste mig med et stædigt ansigtsudtryk. Ikke mere, han skulle ikke ødelægge mere. Han skulle ikke pine flere mennesker, og han skulle bestemt heller ikke begynde på elverne. En halvdel af hver af de to art var i mig. Et barn af to verdener, en arving til to troner.
Jeg løftede Balthinals sværd, klar til kamp. Det var ham, den mørke herre, eller mig. Og jeg ville ikke give mig uden kamp.....

22Likes
13Kommentarer
3128Visninger
AA

7. kapitel

”Løb!”

Råbte Evan, ret åbenlyst, da flere pile kom flyvende igennem luften. Elveren rev mig på benene, og skubbede mig fremad. Han havde vist ikke tænkt sig at efterlade mig. Vi løb af sted. Jeg sænkede dem, gik det op for mig. Men mit ben gjorde simpelthen så ondt. Såret var dybt, og jeg kunne mærke blodet løbe ned af mit ben og ned i min støvle.

”Sifu.”

Hviskede jeg lavt. Han reagerede, så jeg kunne mærke ham ligge krøllet sammen nede i min top. Han havde godt forstået at der var fare på færde, så han gemte sig. Jeg snublede pludseligt, lige så langt som jeg var og landede med ansigtet først ned i mosset. Jeg vendte mig lynhurtigt, og hev i de sammenfiltrede snore, som havde bundet mine ben sammen. En af orkerne havde kastet den efter os, og den havde ramt mig.

”Evan!”

Råbte elveren, og havde opdaget at jeg var faldet. Han for tilbage, og trak straks sin kniv, så han kunne skære mig fri. Jeg rev og flåede, og forsøgte at hjælpe. Imens begyndte Evan at besvare orkernes skud med sine egne pile. Mindst en af dem blev ramt. Men Evan skød elendigt, og ramte langt ved siden af.

”Byt.”

Sagde elveren kort, og både vendte og rejste sig i en bevægelse. Han begyndte at skyde, før at jeg overhovedet havde opfanget, at han havde taget sin bue af ryggen. Han fik det til at se enormt let ud. Evan gik imens på hug, og fik skåret de sidste snore over. Han hjalp mig op og stå igen, men skævede bekymret til mit ben.

”Hun kan ikke blive ved med at løbe.”

Påpegede han overfor elveren. Han nikkede, og så var buen på ryggen igen. Han satte lynhurtigt i løb. Vi var nødt til at følge ham, og det skulle gå hurtigt. Så forstod jeg endeligt hvor vi var på vej hen. Vi løb i en cirkel, og kom tilbage til floden. Elveren hoppede let og elegant fra sten til sten, så han kom over floden uden at blive våd. Her skulle man ikke falde i. Strømmen var enormt stærk her, og kunne let hive en med. Evan sprang efter, knap så elegant og var ved at falde i floden flere gange. Elveren så bekymret til, men blev rolig igen, da han nåede over i sikkerhed.

”Kom så, inden de kommer.”

Sagde Evan, og vinkede efter mig. Jeg så mig tilbage. Jeg kunne ikke se dem, men jeg kunne høre metallet fra deres rustninger. Jeg var ikke glad for at krydse floden her, ikke når strømmen var så stærk. Men mennesket havde jo klaret det, og så burde jeg også kunne. Så jeg forsøgte.

Det var svært at finde balancen, når mit ben gjorde ondt. Jeg var ikke bedre end mennesket, og snublede halvvejs. Jeg slog hovedet ned i den største af stenene, og fik kun ved rent held grebet fat i den, så jeg ikke faldt i floden. Det hele svimlede og svajede for mig. Jeg så op. Elveren så bekymret på mig, og mennesket stod og råbte et eller andet. Jeg kunne ikke forstå det, men fik i stedet kæmpet mig på benene. Det var underligt let nok at komme over nu, men måske var det fordi at jeg var så forvirret, at jeg glemte at være bange. Jeg kiggede mig tilbage, da jeg stod på en af de sidste sten. Orkerne var ligeglade med stenene. De kunne sikkert heller ikke holde balancen. Så de gik direkte ud i floden, og blev alle som en fejet væk af strømmen.

Jeg vendte rundt igen, og hoppede i land. Mine ben gav efter, og jeg faldt. Men for første gang var der nogen til at gribe mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...