De Eventyrlige Lande: Elverens Datter

Jeg så længe og dumt på den høje, mørke skikkelse som, lænede sig ind over mig. Ham, som havde myrdet min og Evans far. Ham som havde taget Balthinals forældre fra ham. Jeg rejste mig med et stædigt ansigtsudtryk. Ikke mere, han skulle ikke ødelægge mere. Han skulle ikke pine flere mennesker, og han skulle bestemt heller ikke begynde på elverne. En halvdel af hver af de to art var i mig. Et barn af to verdener, en arving til to troner.
Jeg løftede Balthinals sværd, klar til kamp. Det var ham, den mørke herre, eller mig. Og jeg ville ikke give mig uden kamp.....

22Likes
13Kommentarer
3145Visninger
AA

6. kapitel

Jeg stoppede op, og gik straks på hug. Der var en lyd. En lyd, som jeg ikke kendte. Det var ikke orkerne. Lyden havde lydt for let. Orkerne var store og klodsede med deres skæve og bulede rustninger. Jeg så mig undrende omkring, men kunne ikke umildbart se noget omkring mig. Så jeg rejste mig forsigtigt igen. Jeg tøvede kort, og det var en fejltagelse.

Jeg nåede knap nok at reagere, da en pil borede sig ned i jorden få centimeter ved siden af mig. Jeg så hurtigt op fra hvor den kom fra, og fik øje på… et menneske. Han sad oppe i træet. Næsten helt usynlig med sit mørke tøj. Det gik op for mig, at han stirrede på mig, og at hans hånd var på vej om i pileholderen igen. Så jeg satte i løb igen. Jeg for over skovbunden, så hurtigt at mine ben kunne bære mig.

Væk. Væk nu. Det var det eneste jeg kunne tænke på. Hvad ville mennesket ikke gøre ved mig, når han fandt ud af hvad jeg var? Jeg blev pludseligt overfaldet, og faldt omkuld på jorden.

”Evan, din store idiot! Du sagde at det var en ork.”

Råbte manden, som havde væltet mig omkuld. Jeg sprang på benene igen, og bakkede hurtigt lidt væk. Han… han var elver. Høj og slank. Han var kommet endnu hurtigere på benene, end jeg var. Langt, lyst hår og lyseblå øjne. Men hvad lavede han sammen med mennesket? Jeg stirrede forvirret på dem, da mennesket, Evan, komme løbende.

”Jeg sagde at det var orker, ikke en ork.”

Rettede Evan på elveren, og så undersøgende på mig.

”Og det var ikke hende, som jeg mente.”

Forklarede han. Altså havde den pil, som han havde affyret, ikke været tiltænkt mig. Men en af de orker, som jeg havde set ved floden. Jeg så forvirret på dem, og mærkede at Sifu hev i min krave. Elveren så undrende på Sifu, og dernæst så han nærmest studerende på mig. Det var vildt ubehageligt. Specielt på grund af hvordan de var klædt. Selvom det var en form for jagttøj, så var det alligevel syet af noget helt utroligt stof. Det bar præg af godt og dyrt håndværk. De måtte være rige handlende, eller adelige. Men hvad lavede de så så langt inde i skoven?

Og ved siden af dem, så var jeg knap nok påklædt. Jeg havde jo kun en nederdel, en kort top og mine støvler på. Og min bue på ryggen.

”Jeg ville spørge hvad du laver så langt ude i skoven, men din… påklædning, taget i betragtning, så vil jeg antage at du bor herude.”

Sagde elveren høfligt til mig. Det var mærkeligt at han talte til mig. Jeg kunne ikke engang huske hvornår at der sidst var nogen, som havde talt til mig.

”Tror du at hun er døv?”

Spurgte Evan, så det gik op for mig, at jeg stadigt ikke havde sagt noget. Elveren rullede opgivende med øjnene af ham. Han åbnede munden for at sige noget, men kom ikke længere.

Jeg mærkede en brændende smerte i mit lår, som fik mit ben til at knække sammen under mig. En pil havde strejfet mig. Den var så skæv og ulige, at jeg var overrasket over at den overhovedet kunne flyve. Det var også det vigtigste spor på hvem den tilhørte. Orkerne. Jeg holdt kort hånden over mit sår, og kunne mærke blod. Men jeg havde ikke tid til at tage mig af det nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...