De Eventyrlige Lande: Elverens Datter

Jeg så længe og dumt på den høje, mørke skikkelse som, lænede sig ind over mig. Ham, som havde myrdet min og Evans far. Ham som havde taget Balthinals forældre fra ham. Jeg rejste mig med et stædigt ansigtsudtryk. Ikke mere, han skulle ikke ødelægge mere. Han skulle ikke pine flere mennesker, og han skulle bestemt heller ikke begynde på elverne. En halvdel af hver af de to art var i mig. Et barn af to verdener, en arving til to troner.
Jeg løftede Balthinals sværd, klar til kamp. Det var ham, den mørke herre, eller mig. Og jeg ville ikke give mig uden kamp.....

22Likes
13Kommentarer
3125Visninger
AA

5. kapitel

Jeg satte mig på flodbredden, godt forpustet. Jeg havde besluttet mig for at bære vand tilbage til hytten først, og det havde vist sig at være en god ide. Nu hvor jeg havde hentet vand, så spanden var helt fyldt op, da var jeg allerede ved at være træt.

”Jeg tror bare at jeg fisker lidt i dag, så må fiskene få fred til i morgen.”

Sagde jeg til Sifu, som legede med en gren, der var skyllet op på bredden. Han så kort på mig, som om at det ragede ham det mindste. Hvilket det også gjorde. Han kunne jo ikke hjælpe mig med at fiske, og han ville bestemt heller ikke spise fiskene, når de først var tilberedt.

”Leg du bare.”

Sagde jeg blidt, og rakte ned i min taske efter en nød. Jeg kastede den i Sifus retning, inden at jeg rejste mig for at begynde. Min fiskemetode er egentligt let nok, det er svære at ramme. Jeg gik ud i vandet indtil at det gik til min støvlekant, så tog jeg en pil fra mit pilekogger og ventede ellers. Det tog lidt tid, før at fiskene havde vænnet sig til min tilværelse, men så snart de havde, så slog jeg til.

”Tak for din gave.”

Hviskede jeg, og fandt det lidt underligt, at fisken havde været så let at fange. Men jeg var nu taknemmelig, og ville få noget frisk at spise til aftensmad. Jeg gik tilbage til bredden, og hang fisken op i et lille stykke snor på spyddet, før at jeg gik ud for at fiske igen. Jeg havde netop trukket strengen, da jeg hørte det. En svag lyd.

Jeg for op fra vandet, og rev Sifu til mig. Han udstødte en forvirret lyd, da jeg for i skjul bag nogle buske. Hvordan havde jeg ikke hørt dem tidligere? Det måtte være flodens lyde, som havde forhindret det. For ikke lang tid senere, så dukkede de første af dem op. Orker. Afskyelige, hæslige væsner.

”Fisk.”

Sagde en af dem. Eller sagde og sagde, det lød mere som en kombination af grynte-lyd. Orker snakker rigtigt, rigtigt dårligt, og siger derfor som regel ikke meget. Den greb den fisk, som jeg havde fanget, og satte tænderne i den. Dens intelligens rakte ikke til at den undrende sig over hvorfor fisken hang på et spyd, som stod i sandet ved bredden. For fisken havde næppe hængt sig selv op på spyddet.

”Fisk!”

Råbte en af de andre, og forsøgte at stjæle fisken fra den anden. Den satte sig til modværge, og så kom de op og slås. Vinderen flækkede skallen på den anden, og spiste resten af fisken. Knogler og det hele forsvandt ned i det hæslige gab, hvor op til flere tænder manglede. De resterende sad helt forkert.

Det var underligt. Orkerne vovede sig som regel aldrig så langt ind i skoven. Jeg havde set dem før, men det var som regel dybere inde i skoven. Men de plejede aldrig at vove sig ud til floden. Noget måtte have tiltrukket dem. Det var vores kodeord til at fordufte. Så jeg sneg mig væk ved at kravle på maven langs skovbunden, indtil at jeg var langt nok væk til at jeg turde rejse mig. Jeg sikrede mig, at Sifu holdt godt fast i min krave og så satte jeg ellers i løb.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...