De Eventyrlige Lande: Elverens Datter

Jeg så længe og dumt på den høje, mørke skikkelse som, lænede sig ind over mig. Ham, som havde myrdet min og Evans far. Ham som havde taget Balthinals forældre fra ham. Jeg rejste mig med et stædigt ansigtsudtryk. Ikke mere, han skulle ikke ødelægge mere. Han skulle ikke pine flere mennesker, og han skulle bestemt heller ikke begynde på elverne. En halvdel af hver af de to art var i mig. Et barn af to verdener, en arving til to troner.
Jeg løftede Balthinals sværd, klar til kamp. Det var ham, den mørke herre, eller mig. Og jeg ville ikke give mig uden kamp.....

22Likes
13Kommentarer
3153Visninger
AA

3. kapitel

Jeg samlede en lille håndfuld af tørrede bær op fra spanden, og gik så tilbage til pejsen, hvor jeg satte mig til at spise dem. Jeg havde brugt det meste af sommeren på at samle frugter og bær for at tørre dem, så de kunne holde vinteren igennem. Og i morgen skulle jeg have fanget en masse fisk, som skulle ryges og saltes. Så jeg også havde kød til vinteren, hvis nu at jeg ikke kunne komme ned til den brede flod, der på grund af sin størrelse aldrig frøs til. Det var sket før, at jeg var sneet inde i min lille hytte og det var ikke altid lige sjovt.

”Nåh, vil du også være med?”

Spurgte jeg, da Sifu kravlede ned af bordbenet og pillede over gulvet hen til mig. Han kravlede op på sin plads, min skulder og lænede sig mæt op af min hals. Jeg samlede det efterhånden alt for lille tæppe om mine skuldre, og sikrede mig at jeg ikke fik det for tæt på Sifu, så jeg kom til at skubbe ham ned. Sifu udstødte en tilfreds lyd. Han elskede at hygge foran pejsen med mig.

Den gang, hvor jeg havde været helt alene, havde det ikke været sjovt. Det var blevet meget bedre efter at jeg havde fundet Sifu forrige sommer. Jeg fandt ham på jorden, hvor jeg nær havde trådt på ham, fordi at han var så lille og næsten umulig at se. Jeg havde stoppet ham i lommen på min kjortel, og var dernæst kravlet op i træet for at ligge ham tilbage i hans lille egernhul. Men jeg var for sent på den. Rovfuglen havde været der, og den havde slået hans forældre og søskende ihjel. Så da jeg indså at Sifu var alene, havde jeg beholdt ham. Jeg tog ham med tilbage til hytten, og var i lang tid bekymret for at han ikke ville klare den. Han var jo bare en lille baby, da jeg fandt ham.

Gudskelov, så overlevede han og gav mig hver dag noget nyt at grine af. Det ville have været meget kedeligt, hvis jeg ikke havde haft ham til at lave narrestreger.

”Hvad nu, Sifu?”

Spurgte jeg, da han let kravlede ned fra min skulder igen. Jeg forstod hurtigt hvad han ville, da han lagde sig ned i min hånd og rullede sig sammen som en kugle. Jeg kunne ikke lade være med at smile, og nikkede let.

”Tid til at gå i seng.”

Sagde jeg lavt, og rejste mig. Jeg rakte op og lagde den allerede sovende Sifu ned i hans lille hængekøje, som jeg havde lavet ud af selv samme kjortellomme, som jeg havde haft ham i første gang. Hængekøjen hang over min seng, så han var i sikkerhed, hvis der skulle ske noget. Så skiftede jeg tøj, og tog den kjole på, som hjorten havde bragt mig. Den var alt for tynd at have på i det kolde vejr, så jeg kunne bruge den som natkjole. Den var utroligt lang nok, og dækkede mine ankler. Herligt, jeg havde svært ved at få bukser og kjoler som passede. Så jeg lavede dem som regel om til shorts eller nederdele, som det trods alt er lettere at bevæge sig i skoven. Det blev lidt koldt om vinteren, men der havde jeg da nogle tykke læderstøvler. De var ved at være lidt tyndslidte, så jeg satte dem forsigtigt væk under sengen. Jeg sukkede let, og vendte mig mod spejlet. Nu skulle jeg gøre det som jeg hadede allermest i hele verden. Jeg skulle samle mit hår i fletninger, så jeg kunne sove uden at gøre mit hår for rodet. Sådan er det, når man ikke har nogen kam. Det jeg hadede var at samle mit hår, for så kunne man se mine ører.

”Hvorfor kunne det ikke bare ligne resten af mig?”

Spurgte jeg det slidte spejl, som ikke havde tænkt sig at svare. Glasset var revnet flere steder, men jeg kunne da se mig selv i det. Jeg pillede let ved de runde ører, og knipsede så surt til dem. Hvorfor skulle jeg også have de grimme ører? Jeg var jo så høj og slank. Min holdning var rank og pæn. Mit hår langt, tyndt og lyst som kornblomster. De pæne lysegrønne aflange, store øjne, som altid udstrålede fred og ro. Jo, jeg var ganske pæn at se på. Hvis man altid lige ignorerede de menneske-ører, som jeg havde. Hvorfor kunne de ikke passe til resten af mig, som var en perfekt afbildning af en elver? Hvorfor skulle jeg være den grimme hybrid? Halvt menneske, halvt elver, sikke noget rod. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...