De Eventyrlige Lande: Elverens Datter

Jeg så længe og dumt på den høje, mørke skikkelse som, lænede sig ind over mig. Ham, som havde myrdet min og Evans far. Ham som havde taget Balthinals forældre fra ham. Jeg rejste mig med et stædigt ansigtsudtryk. Ikke mere, han skulle ikke ødelægge mere. Han skulle ikke pine flere mennesker, og han skulle bestemt heller ikke begynde på elverne. En halvdel af hver af de to art var i mig. Et barn af to verdener, en arving til to troner.
Jeg løftede Balthinals sværd, klar til kamp. Det var ham, den mørke herre, eller mig. Og jeg ville ikke give mig uden kamp.....

22Likes
13Kommentarer
3149Visninger
AA

1. kapitel

”Sifu!”

Råbte jeg hidsigt, og var ved at miste besindelsen.

”Sifu, kom her!”

Råbte jeg hidsigt, og ledte videre efter min bedste ven. Jeg var nødt til at være forsigtig i denne del af skoven, men jeg kunne ikke styre det raseri som lurede lige under huden på mig. Det var farligt at være for højlydt, men Sifu var væk og jeg ville have ham tilbage.

”Sifu!”

Råbte jeg højt igen, og endeligt dukkede han op. Han så anklagende på mig med de nøddebrune øjne, som for at spørge om jeg var rigtigt klog. Han kom over til mig, og så fortsat anklagende på mig.

”Så kan du lade være med at løbe væk.”

Hviskede jeg, og samlede det lille, lodne egern op i min hånd. Han udstødte en utilfreds lyd, men kravlede så op på sin vante plads på min skulder. Jeg blev rolig igen.

”Hvorfor løb du dog også herind?”

Spurgte jeg, og undrede mig over hans opførsel. Han så længe på mig, så jeg indså at jeg ikke ville få noget svar. Hvorfor skulle jeg også få et svar fra et brunt egern, ikke meget større end min hånd? Så jeg opgav at finde ud af det, og søgte tilbage til min hytte.

”Jeg har fundet nogle nødder til dig af den gode slags.”

Talte jeg lavt til Sifu. Vi var stadigt ikke ude af den farlige del af skoven. Sifu så straks begejstret på mig. Han var heldig. Efteråret var snart ovre, og vinteren lurede, så der var ikke mange nødder tilbage. De var allerede blevet fundet af de mange andre dyr i skoven, som enten havde spist eller gemt dem.

”De ligger hjemme i hytten.”

Forklarede jeg. Nu kunne han ikke længere vente med at komme hjem, og hoppede let begejstret på min skulder. Jeg nussede ham let på hovedet med min frie hånd, og holdt i den anden min bue klar. Hvis der nu skulle ske noget. Dyrene havde for længst indset, at hvis de ikke gjorde mig noget, så gjorde jeg heller ikke dem noget. Med undtagelse af fiskene. Men det er også den eneste form for kød jeg spiser, så jeg ikke bliver uvenner med dyrene. Og de er altså lettere at fange med en pil, end hvis jeg sætter mig til at fiske. Men det er nok fordi at jeg ikke har tålmodighed til at sidde stille i flere timer for at fange en fisk.

”Så er vi snart hjemme, Sifu.”

Erklærede jeg, og kløede ham lidt bag ørerne endnu.

”Hold fast, Sifu.”

Det var unødvendigt at sige det, men jeg gjorde det alligevel, inden at jeg måtte dukke mig og kravle igennem det lille hul i den enorme tjørnebusk, som skjuler min hytte. Det lykkes mig at komme igennem uden at hænge fast nogen steder. Men jeg skulle snart til at udvide hullet igen. Det var ved at gro til.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...