Forever Young - One Direction [+13]

Katarina James Watson var i 1864 med i et forsøg som skulle redde hendes liv. Hendes familie var i stor farer og da hendes søster var forsvundet, havde hendes far kun hende tilbage. Han elskede hende over alt på jorden, og ville for alt i verden ikke have at noget skulle ske noget med hende. Derfor blev Katarina puttet i en speciel maskine som skulle holde hende i live uden at hun ville kunne bevæge sig. Hendes far blev dræbt og med ham i døden gik den eneste anden person, der vidste at Katarina lå gemt under jorden, i hans maskine, Dr. Pierce. Årene gik, men ingen fandt Katarina indtil nogle bygnings flok stødte på hende. Året var 2012 og lægerne troede hun var død, men de tøede hende op. Og der var hun, ikke en dag ældre. Katarina, som husker 1864 som var det i går, vågner op til en helt ny verden hun umuligt kan kende. Eksperter begynder at undersøge hendes fortid og finder frem til hendes familie. Alle bliver chorkerede da de hører at hun er i familie med Louis Tomlinson fra 1D.

86Likes
80Kommentarer
3871Visninger
AA

2. Where am I?

 

”Far! Far, hvad er der dog galt?” min stemme var skrøbelig og lav. Han sad med hovedet i hænderne på stolen foran mig. Jeg så indtrængende på ham. Jeg lod min kjole glide ned over stolens kanter da jeg gav slip på den. Den var lavet af den fine grønne silke far havde haft med hjem til mig fra et hans togter udenlands, den var utrolig smuk, det var nok derfor at det var min yndlings.

”De-det er for sent, vi bliver nød til at gøre det” Jeg havde aldrig hørt hans stemme så sørgelig. Jeg tog en dyb indånding. Jeg vidste hvad det betød.

Jeg elskede min far, over alt på jorden ditto gjorde han. Vi var blevet utrolige tætte efter min søster var forsvundet for 3 år siden og da min mor døde under fødslen, var jeg den eneste min far havde tilbage. Han ville gøre alt for mig. Han ville gå i døden for mig og det var det han havde tænkt sig at gør nu.

En lydløs tåre trillede ned af min kind og efterlod et koldt vådt spor efter sig. Jeg løftede hovedet, jeg måtte være stærk, for ham.

I rejste os i stilhed. Min smukke kjole, var nu en ubetydelig detalje i hele sceneriet.

VI gik gennem de store lange gange med træ belagte paneler, som kun var oplyst af et par stearinlys.

Vi gik i fuldstændig stilhed, den var ikke akavet den var forstående.

Vi fortsatte gennem tjenefolkenes gemakker og ud gennem køkkenet, helt hen i den mørkeste af spisekammeret.

Jeg tog et lys fra væggen og holdte det ned mod gulvet. Far tog forsigtigt fat i det løse gulvbrædde, derefter den næste og så vider til vi havde en åbning i gulvet. Jeg tog fat om kjolens skærft med min frie hånd og tog det første skridt ned i hullet.

Gangen var smal og mudret. Jeg gjorde alt for at kjolen ikke skulle ramme jordvæggene. Endelig blev der mere plads og jeg trådte ind i et udvidet rum med flere stearinlys. Doktoren stod og fumlede med maskinen.

”Tiden er inde” det var alt jeg behøvede at sige.

Doktoren kiggede op og nikkede kort og flyttede sig så fra maskinen og lod mig træde ind. Jeg rakte ham mit lys, han tog det og flyttede sig fra mit udsyn så jeg kunne se min far.

Jeg pressede læberne sammen.

”Jeg elsker dig, far” sagde jeg.

”Jeg elsker også dig min pige…” doktoren begyndte at skubbe til døren som skulle fulende hans maskine. Han trykkede det på plads så nu kunne jeg kun se ud af det lille glas der var blevet sat ind foran mine øjne.

Jeg hørte lyden af gas blive pumpet ind i kammeret.

Et pludseligt panik angreb slog ind. ”Far, far” begyndte jeg og løftede min hånd op til glasset.

Min far gik tættere på og lod hans hånd ramme glasset hvor min hånd var.

”Jeg vil altid være med dig, i dit hjerte” det var de sidste ord jeg hørte før gassen nåde min mund og næse.

  ***

Da bevidstheden kom tilbage til mig fløj forvirrende tanker gennem mit hoved. Mine øjenlåg var stadig lukkede og jeg kunne mærke et blændende lys mod dem. Virkede det? Men jeg skal umuligt op nu der må max. Have gået 5 minutter?

Jeg kunne høre dæmpede stemmer i baggrunden: ”Det er umuligt, jeg har aldrig set noget lignende” ”Fantastisk” ”ekstraordinært”

Jeg var helt forvirret.

Jeg lod langsom mine øjenlåg åbne sig.

Synet der mødte mig var forundrende. En ting var helt sikker: Jeg var ikke kælderen længeren.

 

 

 

Hvad synes i ? og undskyld at det er kort men jeg er i Australien og ja det er lidt svært at få det hele til at passe... det næste kapitel synes jeg selv er bedre og længere, men jeg ved ikke, vil i have mere?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...