Forever Young - One Direction [+13]

Katarina James Watson var i 1864 med i et forsøg som skulle redde hendes liv. Hendes familie var i stor farer og da hendes søster var forsvundet, havde hendes far kun hende tilbage. Han elskede hende over alt på jorden, og ville for alt i verden ikke have at noget skulle ske noget med hende. Derfor blev Katarina puttet i en speciel maskine som skulle holde hende i live uden at hun ville kunne bevæge sig. Hendes far blev dræbt og med ham i døden gik den eneste anden person, der vidste at Katarina lå gemt under jorden, i hans maskine, Dr. Pierce. Årene gik, men ingen fandt Katarina indtil nogle bygnings flok stødte på hende. Året var 2012 og lægerne troede hun var død, men de tøede hende op. Og der var hun, ikke en dag ældre. Katarina, som husker 1864 som var det i går, vågner op til en helt ny verden hun umuligt kan kende. Eksperter begynder at undersøge hendes fortid og finder frem til hendes familie. Alle bliver chorkerede da de hører at hun er i familie med Louis Tomlinson fra 1D.

86Likes
80Kommentarer
3870Visninger
AA

5. Moving in, well kind of

 

UNDSKYLD, JEG HAR IKKE HAFT ADGANG TIL INTERNET IN RIGTIG LANG TID, MED DET BETYDER OGSÅ ET DER KOMMER FLERE KAPITLER RET HURTIGT. SMID EN KOMMENTAR, DET BETYDER ALT!

Katarinas synsvinkel:

Jeg bed mig selv hård i indersiden af kinden. Hvad lavede jeg dog her? Jeg kunne da ikke klare at bo med 2 ungkarle, det var så grænseoverskidene. Jeg havde lyst til at kravle ind i et mørkt hul og så komme ud og så ville det hele bare være en ond drøm.

Men jeg stod her nu alligevel, foran en sort glat dør lavet af noget som alle dørene på hospitalet var lavet af. Hvorfor jeg stod her, tja, jeg havde altid taget tingene med hovedet holdt højt, og da Rebecca forslog dette, turde jeg ikke rigtig sige nej, jeg følte mig som en byrde på hospitalet. Og da jeg HELT sikkert ikke ville kunne klare mig alene så virkede det bare som min eneste løsning.

Jeg tog et par dybe indåndinger for at få vejret efter at have gået op af alle de trapper. Der var en del flere trappe og etager end fra min tid. Jeg var utroligt højt oppe, jeg turde ikke engang kigge ud.

Jeg trådte et par skridt frem og bankede let på, men så huskede jeg den lille runde knap ved siden af døre. Det var en klokke som, lod dem der var indenfor vide af der stod nogen udenfor. Så jeg trykkede en enkelt gang på den i stedet.

Der gik et stykke tid og jeg var i tvivl om jeg havde trykket hårdt nok på klokke-dimsen, så jeg trykkede en gang mere, ekstra hårdt.

Igen stod jeg et par sekunder, endelig blev døren åbnet.

En dreng med brunt krøllet hår stod i døråbningen og kiggede overasket på mig. Jeg åbnede munden for at sige, men skulle lige blinke får et par ord kom ud af min mund: ”Øhm… Hej er det her Hr. Tom…” Hvad tænker jeg på, sådan taler men ikke nu om dage, ”jeg mener Louis Tomlinsons lejlighed?”

Jeg så nervøst op på ham, jeg kunne se at det ikke var Louis, men jeg tror at jeg havde set ham før.

Han stod stadig i døren, ubevægelig, han stirrede på mig hvilket gjorde mig utrolig nervøs. Jeg rømmede mig kort for at få en respons. Han blikkede et par gange og hostede falsk. ”Ja, hej, du må være Katarina”. Jeg smilede da jeg så en let rød farve plante sig på hans kinder. Jeg nikkede.

”Nå lad mig hjælpe dig med dem,” sagde han venligt og nikkede mod mine tasker. Nu var det min tur til at falde lidt i staver. Jeg havde mødt hans grønne, blide øjne og, ja så ved jeg ikke hvad der skete, men det var som om jeg blev suget ind i dem.

”Oh ja, mange tak,” fik jeg fremstammet og to fat i 2 af taskerne ved min side. Og ventede på at han, som jeg stadig ikke havde fået en ordentlig præsentation fra, tog de sidste 2 tasker og førte an ind i ’mit’ nye hjem.

Det var meget lyst i lejligheden og, der var mange ting jeg her som jeg aldrig havde set før. Vi gik ned af en gang og endte i et stort rum jeg gik ud fra var stuen.

”Tja, øhm jeg ved ikke hvor Louis har planlagt hvor du skal sove, men indtil videre kan vi bare stille tingene her” Sagde han og stillede taskerne op ad sofaen.Jeg gjorde det samme og det efterlod os i en akavet stilhed.

For at bryde stilheden åbnede jeg munden og sagde ” Jeg fik vidst ikke præsenteret mig selv ordenligt, Katarina,” jeg rakte hånden frem mod ham  ”Men det vil nok være mere passende med Kathrine” fuldendte jeg og drengen tog min hånd ”Dejligt at møde dig” svarede han. Jeg havde troet at han også ville have præsenteret sig selv efter som at jeg ikke kunne hans navn, måtte jeg jo prøve igen. ”Jeg fik ikke helt fat i dit navn… ”prøvede jeg. Han slog en kort latter op og jeg så forvirret på ham ”hvad er der?” spurgte jeg forskrækket. ”Ikke noget, ” svarede han roligt ” Jeg er bare ikke van til at folk ikke kan mit navn, jeg er Harry” Fortsatte han smilene. Jeg åndede lette ud.

”Nå, Harry, skal de ikke….” Hvad havde jeg gang i! ”Jeg mener vil du ikke vise mig rundt?”

Harry smilede underligt til mig, ”Jo da”

Vi gik rundt igennem lejligheden, Harry førte an gennem de forskellige rum.

”Må jeg spørge dem om noget?” IKKE IGEN, jeg rullede øjne af mig selv ”Må jeg spørge dig om noget mener jeg?”

”Kun hvis jeg også må” svarede han og så lidt på mig.

”Øhm ja, det må d…” lige ved at gøre det igen ”-du vel godt”

Jeg pillede ved mit hår ”Hvordan er han? Louis?”

Harry smilede stort til mig. ”Han er min bedste ven, han er sjov, underlige, glad… Tja, det var han på 3 ord”

Jeg smilede blot som svar.

”Min tur, Du ved vi så dit interview, og jeg tænkte bare på, tja du virkede SÅ ’moderne’ i interviewet og her, ikke for a kritisere eller noget, men ….”

Jeg afbrød ham ”Jeg ved hvad du mener, flere fejl der viser jeg er fra en anden tid? Det var på manuskript, interviewet altså, jeg havde gået og øvet det i flere dage. Hvad jeg skulle sige, hvordan jeg skulle sige det, hvordan jeg skulle bevæge mig osv.”

”Hvorfor?” lød det fra min side.

”Jeg, vi ville ikke have at omverdenen fik et forkert syn på mig, som om jeg var en gammel hjælpeløs kvinde, en krøbling, som havde brug for pleje dag ud og dag ind. Det ville være nemmere hvis jeg passede ind i ’jeres verden’”

”Åh okay” Harry lød meget overbevist.

Der var få sekunders stilhed før der kom en masse larm ude fra gangen. Høje stemmer blandede jeg sammen, og jeg kunne mærke min vejrtrækning stige i tempo, normalt kunne jeg kun klare en ny person ad gangen. Det var specielt svært i begyndelsen.

Jeg prøvede at få mig selv til at blive mere rolig, men det hjalp ikke.

Jeg sad som fastfrosset på køkken bordet da fire skikkelser kom gående ind.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...