Forever Young - One Direction [+13]

Katarina James Watson var i 1864 med i et forsøg som skulle redde hendes liv. Hendes familie var i stor farer og da hendes søster var forsvundet, havde hendes far kun hende tilbage. Han elskede hende over alt på jorden, og ville for alt i verden ikke have at noget skulle ske noget med hende. Derfor blev Katarina puttet i en speciel maskine som skulle holde hende i live uden at hun ville kunne bevæge sig. Hendes far blev dræbt og med ham i døden gik den eneste anden person, der vidste at Katarina lå gemt under jorden, i hans maskine, Dr. Pierce. Årene gik, men ingen fandt Katarina indtil nogle bygnings flok stødte på hende. Året var 2012 og lægerne troede hun var død, men de tøede hende op. Og der var hun, ikke en dag ældre. Katarina, som husker 1864 som var det i går, vågner op til en helt ny verden hun umuligt kan kende. Eksperter begynder at undersøge hendes fortid og finder frem til hendes familie. Alle bliver chorkerede da de hører at hun er i familie med Louis Tomlinson fra 1D.

86Likes
80Kommentarer
3931Visninger
AA

7. Memories, and lerning new things.

Katharinas synsvinkel: 
Drengene forlod værelset for at jeg lige kunne få et øjeblik til mig selv. Det var faktisk et pænt nok værelse dejligt lyst osv. Der var også mange fine detaljer eller andre 'ældre' ting. 
Jeg gik rundt i rummet og lod mine fingre løbe hen over vindueskarmen mens mit blik søgte ud over den store by. Det tog stadig helt pusten fra mig, når jeg tænkte på hvor meget verden omkring mig havde ændret sig. Jeg lod fingrene glide videre til et skrivebord der stod i hjørnet. Der var en masse billeder på væggen foran bordet. Billeder af Louis, Harry, Liam, Niall og Zayn og der var også billeder af en masse andre jeg ikke vidste hvem var. 
Jeg tænkte at jeg ville sætte mig ved bordet for at tage et nærmere kig på nogle af de billeder på vægge, men da jeg tog fat i stolen, gled den virkelig hurtigt ud og jeg blev helt skræmt over, at jeg bare lige havde hevet den ud uden besvær. Og da jeg så forsøgte at sætte mig på den, gik der ikke mange sekunder før der lød et højt bump og jeg mærkede stolen forsvind fra under mig.
Det næste der skete var at døren gik op og Louis kom nærmet løbende ind ”Kathrine! Hvad sker der? Er du okay?”. Han stansede brat da han så mig ligge halvt ned, med min vægt på min ene arm, ved siden af den stol jeg så uskyldigt havde prøvet at sætte mig på. Jeg hørte han lave latter fylde rummet. Jeg forstod det ikke, hvad var der morsomt ved min position? Han holdte sig for munden for at stoppe sit grin da han så mit ansigts udtryk. Jeg kiggede fra ham til stolen og fra stolen til ham indtil at jeg opdagede de mærkelige, hjul-ting der sad nederst på solens underlige ben. 
Louis tog sig sammen og hjalp mig op efter som at jeg bare blev liggende. ”Hvad i al verden er det!?” spurgte jeg let ophidset og pinligt berørt. Louis samlede stole-tingen op, klemte læberne kort sammen før han svarede med et smil på læberne: ”Det er en kontorstol”. Nu blev jeg da først forvirret. Den ting der havde fået mig til at falde var helt sikkert ikke en kontor stol, det vidste jeg jo ligesom godt havd var, min far havde en i sit kontor. ”Ej, min far havde en kontorstol, og det der” jeg pegede på stolen vi stod ved siden af”.. er ikke en kontorstol”. Igen prøvede Louis at kvæle et grin. ”Jo, det er en kontorstol…” nu ikke igen, jeg havde jo lige fortalt at det ikke var en kontorstol ”… i vores nutid har de bre hjul på, så det er nemmere at bevæge sig når man sidder ned.
Louis smilede stadig mens han afventede en reaktion fra mig. Jeg rynkede på næsen og mumlede noget med at det dog var en åndsvag opfindelse. Ja, ordet ’ånsvagt’ var åbenbart brugt meget i deres (alle) hverdags sprog. Louis grinede endnu en gang, han grin fik mig til at smile selv.
 Selvom at det var langt ude, minde han grin mig lidt om min far. Han var altid så seriøs, men der var en gang hvor jeg fik ham til at grine så højlydt og klart at jeg troede at jeg var noget jeg forestillede mig. Det var den dag, jeg fandt ud af at jeg var blevet lovet væk til den flotteste, rigeste og mest interessante ungkarl i staten. Jeg var blevet så glad at jeg havde hoppet rundt at glæde som et lille barn, jeg havde omfavnet ham, og takket ham mange gange. Jeg havde følt mig helt let resten af dagen.
Pludselig mærkede jeg et par arme omkring min lille krop, jeg blev helt forskrækket og hoppede hurtigt væk, for at få kontrol over situationen. Det var Louis der havde forsøgt på at give mig et kram. Jeg smilede lettet over at det bare var ham, jeg var bare komet så langt ind i mindet at jeg ikke havde forventet at det ville ske. ”Undskyld, jeg er stadig ikke van til at det er noget folk bare gør” kom det fra mig. Louis svarede blot ”Det er i orden, det skal vi jo lige lære, det der med hvor vores grænser ligger”, jeg nikkede og gik et skridt tættere på, for at kort ligge mine arme om ham i et kram.
Jeg trådte et skridt tilbage, da vi hørte stemmer nærme sig ”Hvad er det der tager så lang tid, er I okay der inde?” Det var Liams ord der flød gennem rummet da ham og Niall trådte ind. De stoppede op og kiggede undrende på os. ”Hvad skete der?” Denne gang var det Niall der spurgte. Jeg tænkte at jeg burde svare så jeg begyndte at mumle noget med at jeg var faldet ned fra stolen, man jeg tror ikke rigtigt at de kunne høre det så Louis brød ind og sagde ”Kathrine fladt ned da hun prøvede på at sætte sig på solen” Han pegede på stolen. Niall og Liams øjenbryn hævede sig, indtil det gik op for dem hvad der var sket, og så brød de ud i højlydt latter. Nialls latter var nok den sødeste latter jeg nogensinde havde hørt, jeg havde dog ikke hørt så mange grin, specielt ikke fra mænds sider af. Jeg var ikke en af de piger der ofte fik røde kinder og det påvirkede heldig vis ikke mig denne gang. Jeg kiggede dog op i loftet for ikke at møde deres blikke.
Da de endelig holdte inde tog de mig med ind i stuen, jeg kunne med det samme dufte noget fra køkkenet. Duften var sød og cremet, jeg kunne næsten smage det der var ved at blive lavet i køkkenet. Det mindede mig om noget jeg havde duftet før. ”mmmm, hvem og hvad bliver der lavet i køkkenet?”. Jeg fik hurtigt et svar tilbage fra Zayn, ”Det er mig og Harry, mest Harry, der bager chokolade kage”. ”Wauw, det var i godt nok hurtige om, virkelig hurtige” svarede jeg da jeg kom ind i køkkenet, jeg så Harry trække noget ud af ovnen, endnu en ting jeg havde lært lidt om: Elektronik. Men jeg vidste at jeg stadig havde meget at lære, og mig og Rebecca havde stadig undervisnings timer hver dag. ”Vi snød…” Lød det fra Harry. Han satteden varme form på bordet og pegede på en rød firkantet box der stod på bordet. ”Hvad er det?” spurgte jeg interesseret. Harry smilede, jeg tror det var fordi at jeg ikke vidste hvad det var, når det var en så normal ting for dem. ”Det er kage-mix. Der er alt der skal være i en kage, blandet sammen. Det eneste du skal gøre er at tilsætte mælk og putte det i en form og bage den.” Jeg lod som om at jeg forstod det, jeg ville ikke virke dum overfor dem. ”Den er vel ikke til nu?” spurgte jeg igen, man spiste da ikke sådanne søde sager midt på dagen. ”Nej den er til dessert” svarede Harry ”Vi vil bare lade den få tid til at køle ordenligt af så vi kan putte glasur på toppen. Vi skal snart i gang med at lave aftensmad.” 
Jeg begyndte at løsne lidt op da drengene begyndte at opføre sig mere normalt sammen. Jeg smilede for det meste bare, og lyttede til dem fortælle historier om dem selv eller en af de andre. Vi havde sat os i stuen, da drengene endelig besluttede sig for at begynde på aftensmaden. 
”Hey Kathrine, har du lyst til at hjælpe?” Det var Louis der fangede min opmærksomhed. Jeg kiggede op med store øjne. ”Ehm, tja, jeg har eneligt aldrig prøvet at lave mad, eller noget i den retning. Det havde vi jo tjenestefolk til at ordne for os”. Louis kiggede på mig og grinede lidt, ”Haha, så er det nok på tide du lære det”. Jeg bed mig selv i under læben og nåde ikke rigtigt at overveje det før Louis hev mig op fra sofaen og trak mig ud i køkkenet. 
”Vi skal lige lære Kathrine at lave mad” kom det fra Louis, alle drengenes blikke røg hen på mig. For at svare på deres spørgende øjne sagde jeg det samme som jeg havde fortalt Louis. De grinede ikke, men hjalp mig med at finde ud af hvordan tingene hang sammen og hvordan tingene fungerede i køkkenet. Vi havde lavet Lasagne med salat til. Det var åbenbart en populær ret. 
Da vi satte os til bord, kom jeg til at tænke over at de næsten ikke havde spurgt mig nogen spørgsmål, måske ville de ikke virke påtrængende. Men eneligt havde jeg jo ikke noget i mod at svare på spørgsmål. ”Det smager dejligt, du er et naturtalent i køkkenet” komplimentet kom fra Niall. Der var en kort pause og jeg greb chancen til at sige noget. ”Det er altså okay at stille mig spørgsmål, jeg vil svare på dem så godt jeg kan. I behøver ikke lade som om i ikke har spørgsmål” jeg smilede. ”Vi ville bare ikke virke påtrængende, du må blive spurgt meget, om alting” Louis svarede på min bemærkning. ”Det er i orden” sagde jeg. Efter det kom der straks et spørgsmål fra Zayn: ”Okay, ehm, hvordan var dit liv, før, ehm, i 1800’tallet?” Han smilede. Jeg begyndte at fortælle om min barndom, om hvor jeg boede. Jeg kunne mærke at de alle var meget interesseret. ”…jeg husker det hele som var det i går. Duften i huset, hvordan det føltes at løbe med bare tæer rundt i haven, måden alle var så høflige. Min far, han smil. Min bedste veninde, Isabella Clarie som var den underligste, vilde og smukke pige jeg kendte. Alle vores stuepiger, Ellen, Marie, Rosalie de hjalp mig om morgnen med at komme op og de hjalp mig med at sætte mit hår. Nå ja selvfølgelig, ham havde jeg nær glemt, William, ååh” 
Jeg dvælede ved mindet om ham der løb rundt og legede med på mine mærkelige lege, bare for at gøre mig glad. Det var ham jeg var blevet lovet væk til. Det var ikke som alle arrangerede ægteskaber, med os der var vi frivillige og vi var forelskede. Selvom at det var imod traditionerne nåde vi at få vores første kys før vi blev gift. Mindet brændte i hjertet, vi havde gemt os i den mørkeste ende af haven. Stilheden mellem os var anspændt, da han lænede sig ind over mig. Det føltes som tusinde år før hans læber ramte mine. Det var som om der sig et stød af glæde on adrenalin gennem mig. Det havde taget mig flere uger at komme mig over tabet af alle jeg holdte af. Jeg smilede, drengene så uforstående på mig. 
”Hvem var William?” Det var Harry der spurgte. Jeg så på ham med øjne der stadig var fortryllet af mindet: ” William var min forlovet, jeg var næsten lige blevet lovet væk til ham før jeg blev ’frosset’ ned. Han var den eneste kærlighed jeg havde udover den til min far, men den var selvfølgelig anderledes”. Harrys ansigts udtryk skiftede sig til en tand mere skuffet en før. Jeg forstod det ikke. ”Det må have været hårdt at miste dem alle” Sagde Niall. Jeg rettede min opmærksomhed mod ham: ”Ja, men min far har lært mig at man skal prøve på at huske på alle de gode minder man har med dem”. ”Kloge ord” svarede han. Der gik et par sekunder med stilhed ”Når nu skal vi ikke blive så sørgelige” Sagde jeg hurtigt samtidig takkede jeg for maden og desserten, som jeg også havde fortalt om at chokolade var en helt speciel delikatesse, i 1864. Vi begyndte alle at rejse os for at tage tingene ud i køkkenet. 
Da vi havde ryddet op, kunne jeg mærke trætheden slå ind. Jeg blev nemt træt når jeg skulle møde nye mennesker og lære nye ting, det var også det jeg fortalt dem da jeg gik ind på mit værelse for at gøre klar til at gå i seng jeg tog min tandbørste og make-up fjerner og natkjole med ud på toilettet hvor Louis havde lavet plads til at jeg kunne have mine ting. Jeg fik børstet tænder, fjernet make-up og sat mit hår i en fletning. Da jeg så skulle til at skifte tøj og jeg havde taget alt andet af en under tøjet, prøvede jeg på at få den sorte BH op, jeg havde ikke lært den der mekanisme, når man skal åbne den, Rebecca plejede at hjælpe mig. Jeg kunne ikke spørge drengene om hjælp, det var for grænseoverskridende, så jeg endte med at trække den over hovedet og åbne den derefter jeg hang den på knagen på vægen, for derefter at tage natkjole på. Det var en sort silke kjole med lidt blonder på, den var rimelig lang, så jeg følte mig ok ved at hvis nu nogen skulle se mig, ville jeg ikke blive pinlig over det. Jeg tøffede hen på mit værelse og råbte ’godnat’ til drengene. Jeg lagde mig godt til rette og slukkede nattelampen ved siden af mig. Nu var der kun drømmeland forude.

 

Nu kom der endelig mere! Hvad synes I?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...