Forever Young - One Direction [+13]

Katarina James Watson var i 1864 med i et forsøg som skulle redde hendes liv. Hendes familie var i stor farer og da hendes søster var forsvundet, havde hendes far kun hende tilbage. Han elskede hende over alt på jorden, og ville for alt i verden ikke have at noget skulle ske noget med hende. Derfor blev Katarina puttet i en speciel maskine som skulle holde hende i live uden at hun ville kunne bevæge sig. Hendes far blev dræbt og med ham i døden gik den eneste anden person, der vidste at Katarina lå gemt under jorden, i hans maskine, Dr. Pierce. Årene gik, men ingen fandt Katarina indtil nogle bygnings flok stødte på hende. Året var 2012 og lægerne troede hun var død, men de tøede hende op. Og der var hun, ikke en dag ældre. Katarina, som husker 1864 som var det i går, vågner op til en helt ny verden hun umuligt kan kende. Eksperter begynder at undersøge hendes fortid og finder frem til hendes familie. Alle bliver chorkerede da de hører at hun er i familie med Louis Tomlinson fra 1D.

86Likes
80Kommentarer
3872Visninger
AA

6. A meeting with the boys

Katarinas synsvinkel:

Et akavede smil tog form på mine læber, da de fire drenge pludselig var blevet tavse. 

Det føltes ubehagelig og pinligt at fire unge "mænd" beundrede mig hver og en. 

Et akavet host fandt vej gennem mine læber, og drengene rømmede sig kort og vendte igen deres opmærksomhed mod mig.

"Hej, jeg er Liam" præsenterede en dreng med varme og brune øjne, hvor han derefter sendte mig et varmt og behageligt smil.

Jeg tog pænt hans hånd, som han vist ikke var forberedt på, for han gav en lille lyd fra sig, men tog pænt imod den alligevel.

Hvilket fik de andre drenge til at grine let

"Hej Liam, jeg er Katarina" jeg slap hans hånd og sendte ham kort et smil.

Jeg gik hen foran de andre drenge som åbenlyst var faldet i staver og havde fuldt med i Liams og min samtale for de vågnede ligesom op, og ham drengen med det blonde hår kløede sig akavede i nakken. 

"Louis" smilede drengen foran mig. 

Hvor han dog havde en mærkværdig stil. 

En t-sirt med vandrette blå og hvide striber sad stremt om hans let trænede krop, samt et par beige seler. 

Som mest af alt mindede mig om snore han havde bundet rundt om sin krop. 

Men alt i alt var det måske bare moden nu om dage. 

Et lavt grin undslap Louis læber, hvilket nok betød han havde opdaget at jeg åbenlyst stod og beundrede (gloede) ham. 

Pinligt.

Jeg sendte ham et anstrengende smil, og bevægede mig videre over mod den næste dreng, som havde helt mørkt hår.

"Zayn" forklarede han og tog min hånd og hilste, sikkert fordi han vidste jeg ville tage hans hånd, ligesom med Liam. 

"Jeg er Niall" smillede ham med det lyse hår, og sendte mig et vink. 

"Godt så, nu tror jeg nogenlunde jeg kan jeres navne" forklarede jeg. 

Harry, ham med det krøllede hår. 

Liam, ham med de varme og brune øjne.

Louis, ham med den mærkværdige stil. 

Zayn, ham det næsten sorte hår.

Og Niall, den eneste lyshåret. 

"Hvor skal jeg endelig sove?" brød jeg ud i tavsheden.

"Vi har et gæsteværelse, som du skal sove på" svarede Louis kort og gjorde tegn til at jeg skulle følge med.

Jeg skulle til at hente mine kufferter, da de andre drenge kom mig i forkøbet og var søde at hente dem. 

Jeg fulgte stille efter Louis, ned ad gangen og så til højre. 

Han stoppede op foran en dør og åbnede den så. 

Louis vendte sin opmærksomhed mod mig "Du kan bare gå ind" jeg smilede taknemligt og gik ind på det lille værelse som faktisk faldt i min smag. 

Det var enkelt og lyst. 

En lille kommode, stod pænt ved siden af en dobbeltseng med forskellige puder i hvide nuancer. 

resten af drengene kom ind på værelset og satte mine kufferter, "Tak" smilede jeg.

"Hvad syntes du om værelset" spurgte Harry mig om.

"Det er hyggeligt" svarede jeg ham ærligt, da der sikkert var en del ting jeg ville komme til at lyve om, med hensyn til nutidens musik, mad O.S.V.

"Når, men tak for hjælpen og et sted at bo drenge" selvom jeg nok ikke viste det betød det virkelig meget at de gad havde mig boende og lærer mig at kende. 

"Det var da så lidt, du er jo trods alt familie" smilede Louis, samt nik fra de andre drenge. 

Jeg fik kort øjenkontakt med Harry, og det føltes som om hans øjne borede sig ind i mine.

Jeg fjernede hurtigt mit blik, hvilket efterladte et smil på Harrys læber.

Det skulle nok blive okay at bo her. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...