Den uskyldige

En novelle jeg skrev til afgangsprøven:D

0Likes
0Kommentarer
277Visninger

1. Afhøring

 

Novelle FSA

 

En anden politimand, der ser lige så rutineret og kedelig ud som den anden, træder ind i rummet.

Han sætter sig på den anden side af det bord Mathias sidder ved, og banker en mappe ned i bordet.

”Hej, jeg er kommisær her på politigården” sagde manden, der lignede en 20 år ældre Nikolaj Lie Kaas. Mathias dømte ham til at være omkring 55 år gammel. Han tændte for mikrofonen på bordet og startede ud med at sige alle de standard ting, som Mathias havde set at de gjorde på film.

”Afhøring af Mathias Fugl, onsdag den 12 september, klokken er 18:21”.

Mathias overvejede om han skulle løbe. Han lagde nemlig mærke til at kommissæren ikke havde låst døren bag sig, og siden at Mathias havde døren i ryggen, skulle kommissæren først rundt om bordet og det ville give Mathias et kæmpe forspring. Men som han allered havde tænkt en gang, hvorfor så flygte.

Og hvorfor sad han egentlig her. Han havde jo ikke gjort noget. Det var Azils der havde gjort det.

Kommissæren tog en kuglepen frem fra hans brystlomme i den blå politiskjorte.

Han klikkede den ud og og begyndte at skrive på et af de mange stykker papir der lå i den beige farvet mappe. Han skrev i i et par sekunder og derefter viste han det til Mathias.

Der gik et sus gennem ham, da han så hvad det var. Mathias kunne godt genkende de hypogryffer som kommisæren havde skrevet.

”kender du disse tegn?” spurgte kommisæren. Mathias vidste ikke hvad han skulle svare. Hvis han sagde han kendte dem, ville kommissæren bare begynde at spørge mere og mere ind til det, indtil han fik svar.

Men samtidig hvis han løj og kommisæren fandt ud af det, ville det få Mathias til at se meget mistænkelig ud. Så han sad bare der. Helt stille og kiggede på hypogryfferne uden at vide hvad han skulle gøre.

Efter der havde været stille i et stykke tid spurgte kommissæren igen.

”Kender du dem? Ja eller nej.” Mathias blev mere og mere mundlam. Han vidste ikke hvad han skulle sige.

Han begyndte at tænke på Azil. Gad vide om Politiet også havde anholdt ham.

 

Midt i hans tanker åbnede døren bag ham, og Mathias vendte sig rundt for at se hvem det var.

En ung politikvinde med blond hår trådte ind i rummet. Hun gik over mod Kommissæren, og lige da hun trådte forbi Mathias kunne han lugte den søde lugt af parfume. Den minede ham om sidste gang han havde lugtet den lugt. Det var til Viktors fest, da han havde siddet ude i Viktors baghave og snavet med Josephine. Det var seriøst en god fest tænkte Mathias.

Den unge politidame hviskede noget i kommissærens øre.

Derefter gik hun ud af rummet igen, og Mathias kunne lugte hendes parfume igen, da hun gik forbi ham.

”Hvis du ikke gider sige noget om tegnene, så må vi jo starte et andet sted” sagde Kommissæren dømmende, mens han kiggede Mathias dybt ind i øjnene.

”hvor kender du Azil fra?” spurgte han.

Mathias kiggede dømmende på Kommissæren og spurgte ”hvor meget får du egentligt for at arbejde her?”

”Det er fuldstændig irrelevant” svarede Kommissæren

”nå, men uanset hvor meget det er, så syntes jeg at staten skulle bruge deres penge nogle bedre steder, en på idioter som dig”

Kommissæren så overrasket på Mathias.

”Nu syntes jeg lige du skulle tage at passe på dit sprog, og så fortælle mig hvor du kender Azil fra” sagde Kommisæren med en hård tone, og fortsatte. ”Jeg ved du ikke er den hårde type, som du opfører dig som.

Indeni er du bare den der teenager der er dødtræt af dine forældre, og som hænger ud med de forkerte typer”.

”Du aner intet om mig”, svarede Mathias.

Der var stille i et lille stykke tid, og alt man kunne høre var blæseren. Derfter fortsatte kommissæren.

”Enten fortæller du mig noget om disse tegn, eller hvor du kender Azil fra, ellers får du lov til at sove i en ildelugtende fængselscelle i nat”.

Mathias ville ikke overnatte i nogen fængselscelle så han begyndte at fortælle om Azil.

”Jeg mødte Azil til Viktors fest”.

”Hvem er Viktor?” spurgte kommissæren.

”Han er bare en fra min klasse”.

”Hvad lavede dig og Azil efter du mødte ham?”

”Vi drak bare, og snakkede om pigerne, og da festen var slut hjalp Josephine og jeg ham hjem. Det er alt”

Mathias fortalte så lidt som muligt. Han var ihvertfald ikke en stikker.

”Og hende Josephine, hvad gjorde hun?” fortsatte Kommissæren.

” Hun sov hjemme hos mig”

”okay, og du har ikke snakket med Azil lige siden?”

Mathias blev endnu engang stille. Skulle han lyve eller fortælle sandheden. Og hvad ville hans forældre ikke sige når de så ham. Politiet havde nok allerede ringet til dem. Jeg får den største skideballe, tænkte Mathias.

Kommisæren brød stilheden ved at spørge det samme spørgsmål igen.

”har du snakket med ham siden i fulgte ham hjem?”

”JA!” svarede Mathias højlydt og frustreret.

”okay, hvorhenne?”

”Han ringede til mig den næste morgen, først så vidste jeg ikke hvem det var, men så hørte jeg Azils stemme”

”Og hvad ville han?”. Et gys for gennem ham. Det var som om at det grå rum blev mindre og mindre. Mathias begyndte at fryse, og samtidig begyndte hans hænder at svede.

”Han” Mathias holdte en kort pause, og fortsatte, ”han ville have at jeg skulle komme ned på det lukkede savværk”.

Det var som om at kommisæren blev sødere og sødere mod Mathias, jo mere han fortalte.

”Hvordan reagerede du på det?” fortsatte kommisæren.

”Josephine og jeg gik der ned”.

Kommisæren satte sig frem i sin stol, og lagde sine foldede hænder på bordet mens han så nysgerrigt på Mathias.

”Fortæl endelig videre”.

”vi gik ned på savværket og Azil var der”. Begyndte Mathias og fortsatte. ”Men han var ikke den eneste. Han havde taget en masse perkere med. Jeg tror at de var omkring tyve år”.

”hvad gjorde i så?”

”Josephine insisterede på at vi gik igen, men jeg sagde til hende at vi skulle blive og se hvad de ville”.

”Og hvad ville de så?”

”Den ene af de to store fyre, sagde at jeg havde noget der tilhørte ham”.

Nu begyndte Mathias at ryste. Han vejrtrækning blev hurtigere og han vidste ikke om han skulle fortsætte.

”Okay, og hvad svarede du?”.

”øhm. J-jeg svarede bare, at jeg ikke vidste hvad han snakkede om. Men så blev han irreteret og sagde at han ville have stenene med hypogryfferne på”.

”Ashlamad stenene?” spurgte kommisæren overrasket.

”Ja dem. Han blev ved med at insistere og true med at tæske mig og Josephine”.

”Hvorfor sagde du ikke noget da jeg spurgte dig om hypogryfferne?” sagde han irreteret.

”sgu’ da fordi det ikke rager dig!”

Nu blev kommisæren irreteret og bankede hånden i bordet.

”Nu fortæller du mig hvad du ved om Ashlamad stenene”.

”Okay, okay, jeg fandt dem på vej hjem fra skole. En sort BMW, kom kørende hurtigt forbi, stoppede foran mig og da en af mændene steg ud, faldt de ud af hans taske. Og det var det, bagefter kørte den igen”.

”så du har dem?”

”Ja, men da jeg hørte i nyhederne at de var stjålet fra Nationalmuseet, gemte jeg dem under min seng og lod som ingenting”.

”hvad skete der så, hvad fortalte du til Azil og hans venner?”.

”Jeg sagde til dem at jeg ikke kendte noget til det, og to sekunder efter, kom politiet og stormede stedet.

Alle løb, undtagen Josephine og jeg. Og her er jeg så nu”.

 

Det gik op for Mathias at han sad og fortalte alt. Og det var jo ham, der ikke ville være en stikker. Kommisæren, fik ham jo bare til at sige det ene ord efter det andet. Mathias tænkte meget over om han skulle bliver ved med at fortælle, eller om han skulle stoppe her. Igen var der helt stille i rummet.

Hans tanker fløj afsted. Viften i loftet som der blæste luft ned på Mathias og kommisæren, havde han først lagt mærke til nu. Han havde siddet i rummet i omkring en time, og han havde først lagt mære til viften nu.

Var der noget galt med ham? Mathias begyndte at blive paranoid. Det var som om alt gik i slowmotion.

Han kunne høre viften køre rundt. Alt omkring ham blev uskarpt. Han prøvede at åbne sit ene øje med, fingrene. Men i det han rørte sit ansigt kunne at hans hænder føltes helt surrealistiske. Det var som om at det ikke var hans hænder.

Mathias så små glimt af kommisæren, der rejste sig op af sin stol, og hørte svagt ordene ”er du okay?”. Mathias rejste sig op, og idet benene skulle bære hans krop, knækkede de sammen under ham. Det næste han bemærkede var stemmerne omkring ham. Han fik fornemmelsen at folk løb og råbte omkring ham. Så blev der sort.

 

”Mathias!” hørte han en sige. Det var en kvindestemme, og det lød næsten lige som hans. H-hans mor.

Han åbnede øjnene og ved siden af ham sad hun. Hun så skræmt ud. Ligesom en der lige havde set et spøgelse. Mathias havde aldrig set sin mor på den måde.

Mens han tænkte det kom en læge kom ind. Han bar en hvid kittel, og nogle papir i hånden.

Han kan ikke havde været specielt gammel, da han lignede en eller model, som man ville have set i modeblad. Han kom hen til sengen og så på Mathias.

”hvordan har du det?” spurgte lægen.

”jeg har det nogenlunde okay, bortset fra en forfædelig hovedpine!” svarede Mathias.

Lægen fortsatte, ”du har fået et blackout. Og meget tyder på at årsagen er posttraumatisk stress.

Du må hellere hvile lidt de næste par dage. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...