Mistanken

Mathias har gjordt noget forfærdeligt... Og nu skal han høres for det...
Hvordan vil denne samtale mon udvikle sig?

...Og hvorfor handlede Mathias, som han gjorde?


0Likes
0Kommentarer
674Visninger

1. Mistanken

Sveden pibler frem mellem den 17 årige Mathias' hårrødder, i mens hans flakkende øjne ser hen på kartotekskabene langs væggen. Hvordan er han havnet her? Det hele gik så stærkt.

Han tænker over alle de mordsager, røverier og narkosmuglinger der ligger gemt væk i sagsmapperne i kartotekskabenes skuffer, og over hvor mange mennesker der har siddet lænket fast til den selv samme stol, som han sidder i nu, med det samme flakkende blik, og den samme skyldige sved på panden.

Han tør næsten ikke tænke på det. Tænke på hvad der skete. På hvad han gjorde forkert, og på hvordan han ville ønske, at han kunne skrue tiden tilbage... Hvad vil der ske med ham? Mathias føler sig mere og mere blændet af det stærke lys, der er rettet mod bordet over ham.

Den skyldfølelse som overrumpler ham er så stor, at det føles som om, hans skjortekrave prøver at tvinge en tilståelse ud af ham ved at kvæle ham. Han kan pludselig ikke trække vejret. Panisk flår han et par knapper op af sin skjorte for at få rum til hans synkende adamsæble og pumpende halspulsåre. 

En klikkende lyd forskrækker denne vagtsomme Mathias i hans ivrige tankegang, så han hopper op i stolen. Langsomt som låsen drejes op, stiger Mathias' hjertebanken i små galop, der desperat falder over hinanden i en kamp om at nå først til hans strube.

Ind ad døren kommer der en blandingslugt af parfume og varm kaffe. Mathias ser omgående ned i gulvet som en syndig, der bøjer hovedet for sin bøddel. Han trækker lydløst vejret helt ind i sine næsebor, -langsomt to gange, før han har hørt personen der skal afhøre ham sætte sig til rette i stolen over for ham. Han vender derefter ansigtet op for nu at se sit værste mareridts blik i øjnene.

"Hej, jeg hedder Majbritt." En kvinde i alderen 45 år, med briller og leverpostejfarvet pagehår, rækker Mathias hånden. Hun er iklædt en skjorte og blazer og har et bestemt, men dog venligt udtryk i øjnene.

Mathias siger goddag og tier, da han har givet hende hånden. Han havde ikke tænkt den tanke, at det måske kunne være en dame, der skulle afhøre ham. Tværtimod.

"Nå, Mathias..." Starter Majbritt ud. "Er du nervøs?"

"...Nej."

"Nå ikke?" Hun sender Mathias et blik der viser, at hun har gennemskuet hans nervøsitet for længst. Alligevel ryster Mathias på hovedet.

Majbritt kigger ned i Mathias' sagspapirer og tager en slurk af sin kaffe, inden hun kigger op på Mathias igen. Hun smiler roligt til ham, som en skolepædagog gør til et børnehaveklasse barn.

"Fortæl mig hvad der skete," siger hun. "Du var til en fest formoder jeg..? Hvilken fest?" Mathias rømmer sig inden han svarer:

"En fødselsdag. 18 års... hos en ven." Majbritt får pludselig et bekymret udtryk i øjnene.

"Hvad skete der?"

Der går lidt tid før Mathias får taget sig sammen til at svare:

"Det... det gik galt..." Mathias stemme bævrer af usikkerhed. "Jeg sværger, det var ikke med vilje, og,"

"-Nej nej... Det ved jeg godt," afbryder Majbritt ham. "Fortsæt... I fik for meget at drikke?"

"Ja, men... ikke bare det... Folk begyndte hidse en stemning op. I starten forstod jeg dem ikke. Men... men så..." Mathias tager hånden til panden. Og ser ned i bordet. Han har svært ved at fortsætte. Især fordi han ikke helt præcis forstår hvordan det gik til. Hvordan han dog kunne gøre det. Hvorfor det var ham der gjorde det.

Pludselig lægger Majbritt sin hånd på hans arm. Mathias bliver forbavset over hendes pludselige reaktion.

"Jeg forstår udmærket godt din frustration," begynder hun. "...og jeg vil gerne hjælpe dig. Men det kræver altså, at du fortæller hvad der skete, og at du fortæller sandheden." Mathias ser op. Majbritt fjerner roligt hånden fra Mathias' arm igen.

Sandheden. Han vil gerne fortælle sandheden. Fortælle det hele. Hvor meget han fortryder det. Men hver gang han starter, vil ordene ikke forme sig inde i hans hoved.

Han ser hele tiden det der skete for sine øjne igen og igen. Det blænder ham. Men alligevel virker det så uklart, at han i sidste ende er bange for at forvrænge sandheden. Noget i ham vil dog gerne. En lille krog der prøver at rive hans samvittighed fra ham. Noget der vil lokke et: "Det var ikke mig!" ud af ham.

Hvad hvis han nu løj? Sagde de magiske ord og skød skylden på en anden? Ville der så være den mindste chance for, at han ville slippe ud af dette dilemma? Godt nok er Mathias en dansk statsborger, pligtopfyldende og med moral, men enhver dansk statsborger, pligtopfyldende samt moral, ville gøre alt for at slippe ud af dette traurige dilemma.

Majbritt ser bekymret ud. Bekymret som om hun har medfølelse med ham. Empati. Som om hun forstår, hvordan det er at være skyld i at se sit rene mel blive tabt på gulvet. Posen er for længst revet i stykker; flænget og hærget. Det ligner næsten ikke en pose mere.

Men pludselig ser Mathias noget ved hende, som han ikke har lagt mærke til før. Bag facaden og det bekymrede blik har Majbritt et skarpt falkeblik, der ikke undslipper den mindste bevægelse han laver.

Mathias kigger ned i bordet. Nu har han endelig fattet det. Fattet at det 'bekymrede' blik er hendes job. Hvor mange gange har hun mon ikke siddet her i dette lokale og trukket tilståelser ud af personer med sin sympatiske stemme og medfølende blik?

Selvfølgelig har hun ikke medfølelse med ham. Majbritt er her for at afhøre ham, så hun kan komme hjem til sin mand og Golden Retriever, drikke rødvin og se 'Forbrydelsen'. Hjælpe ham er hun ikke ude på. Det er Mathias nu ret sikker på.

"Hør her, Mathias. Jeg er her for at hjælpe dig. Jeg ved godt at det kan være svært at sige sandheden. Har du lyst til noget at drikke? Jeg kan hente noget i vandautomaten..." Majbritt tier, da hun ikke ser nogen respons fra Mathias, som stadig ser ned i bordet. Hun kigger på sit lille guldarmbåndsur, hun har hængende om håndleddet og sukker dæmpet.

Mathias ved godt, at han har gjort noget forkert. At han har syndet. Men alligevel væmmes han ved Majbritts falske sympati. En følelse af had blusser op i ham, og Mathias mærker den absurde situation, de begge står i til halsen. Måske har Majbritt ikke lagt mærke til det.

Mistanken. Majbritt har tydeligvis ikke lagt mærke til, at Mathias også mistænker hende? De mistænker begge hinanden. Hun mistænker hans forbrydelse, og han mistænker hendes falske facade. Hun udviser falsk medfølelse. Selv en synder ville finde dette afskyeligt.

"...Skal vi se at komme videre?" spørger Majbritt nu, og Mathias opdager en mikroskopisk sprække i hendes 'bekymrede' maske. En sprække der gerne vil hjem til sin mand og hund, pimpe og se 'Forbrydelsen'.

Mathias venter lidt med at svare. I et øjeblik er der så stille, at den eneste lyd tilbage i lokalet kommer fra den lille summende vægventilator, som blæser den samme lunkne luft af mistillid rundt og rundt omkring dem. Majbritt trommer lidt i bordpladen og afventer stadig svar.

Mathias læner sig fredfyldt tilbage i stolen, og skæver hen til Majbritts kaffe som for længst er blevet kold.

 "...Når du er klar...?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...