En som mig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2013
  • Opdateret: 22 aug. 2013
  • Status: Færdig
Maria er helt normal pige og dog....
Den dag Maria får at vide hun er skizofren, og har en forbi for den, ændres hele hendes verden.
Hun bliver unormal og skubbet ud af flokken, men hvad sker der, da det går op for hende, at der er noget helt andet galt.

1Likes
5Kommentarer
430Visninger
AA

1. Sygdommen

Jeg var på vej hen af stien mod skolen. Jeg gik hurtigt, da jeg var ved at komme for sent.

Jeg skyndte mig gennem skolegården. Gennem gangene og ind i klassen.

Hvor mine søde veninder vendtede på mig. De styrtede hen til mig.

"Hejsa Maria", sagde Eve. Eve med de vildeste dress. I dag var det en sød himmel blå kjole, der gik hende ned til knæerne.den stod godt til hendes lys blå øjne og det blondte hår.

"Hejsa Eve. Sikke en fin kjole" svarede jeg.

"Tak" sagde Eve, og drejede en gang rundt om sig selv. Jeg kiggede rundt i klassen. Alle lavede det de plejede, også Sif.

Sif var meget underlig. Hun sad altid på sin plads i det nederste hjørne af klassen. Hun ville ikke snakke med nogen. Man så hende ikke komme eller gå. Hun kom aldrig ud i lyset. Hun sad bare i sit mørke hjørne og kiggede på os andre.

Klokken ringede, og vi skulle have matematik. Det mest kedelige fag i hele verden. Vi skulle lave nogle ark, som var vildt nemme. Jeg blev hurtig færdi, så jeg kiggede mig rundt i klassen.

Jeg stivnede midt i en bevægelse, da mit blik faldt på en kæmpe stor mand i hjørnet. Jeg drejede hovedet igen og lukkede øjne.

Han er der ikke, overhovedet ikke. Jeg ser syner. Han er der overhovedet slet ikke.

Jeg åbnede øjne, og oppe ved tavlen stod ikke manden, men en høj tynd kvinde. Jeg drejede hovedet til siden, og der stod der en tynd pige.

Jeg drejede hovedet helt og så at manden stadig stod der. Nu begyndte han at bevæge sig hen mod mig. Jeg vendte hovedet mod kvinden der også var begyndt at bevæge sig hen mod mig. Pigen var også begyndt at komme mod mig.

"Maria. Hvorfor er du her?" sagde de i kor.

"Du er intet værd. Det ved du" sagde pigen. De blev ved med at komme hen mod mig, og fortælle mig at jeg var uelsket.

Jeg blev så rædselslagen, at jeg for skrigende op fra stolen. Alle stirrede på mig, som om de ikke kunne forstå, hvad jeg lavede. Nu begyndte Manden, Kvinden og Pigen, at skrige tingene af mig.

Jeg løb ud af klassen, hen af gangen. Jeg var på vej ned af trapperne, da jeg snublede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...