En som mig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2013
  • Opdateret: 22 aug. 2013
  • Status: Færdig
Maria er helt normal pige og dog....
Den dag Maria får at vide hun er skizofren, og har en forbi for den, ændres hele hendes verden.
Hun bliver unormal og skubbet ud af flokken, men hvad sker der, da det går op for hende, at der er noget helt andet galt.

1Likes
5Kommentarer
429Visninger
AA

2. En som mig

Jeg kan huske at jeg vågnede, og fik at vide at jeg havede Skizofreni. Resten er tåget og utydeligt.

Da jeg endelig kunne komme i skole igen, glædede jeg mig helt vildt, for jeg havede savnet mine veninder rigtig meget. Jeg blev fulgt i skole af min mor, for jeg var bange for at møde dem igen.

Jeg kom ind i klassen. Mine veninder styrtede hen til mig.

"Hvor har du været henne?" spurte Riley. Riley havede brune øjne og en meget bleg hud. Før jeg kunne svarer kom vores lærer índ af døren.

"Lad nu Maria være i fred. Hun vil svarer på jeres spørgsmål senere" sagde han. Århhh... Det havede jeg nær glemt. Jeg skulle jo fortælle at jeg var psykisk syg til klassen.

Tiden gik bare alt for hurtigt. Nu skulle jeg op og fortælle det til hele klassen. Jeg gik langsomt optil tavlen, da jeg var kommet der op blev der helt stille.

"Alle har nok lagt mærke til, at jeg har haft været væk, et godt stykke tid. Det er, fordi jeg er... jeg er... jeg er... blevet Skizofren" sagde jeg. Nu kunne de stille mig spørgsmål. Lede Signes hånd kom op.

"Hvad betyder det at være Skizofren?" spurte hun. Jeg kiggede hen på læren som forstod min henvisning.

"At være Skizofren, betyder at hun kan se og hører mennensker, som slet ikke er der eller findes" svarede han. Jeg var glad, for at han gad, og sige det for mig. Jeg synes det var svært nok. Riley rakte sin lille, tynde hånd op.

"Skal vi behandle dig anderledes end vi plejer?" spurte hun. Hun virkede meget nervøs og fjern i blikket. Jeg kunne nu godt forstå hende.

Kan du forestille dig at din bedste veninde stillede sig op foran klassen, og fortalte at hun var psykisk syg, men ikke havde fortalt dig det før at hun sagde det foran klassen?

"Nej. Jeg ville ikke blive anderledes, og i behøves ikke at behandle mig anderledes" svarede jeg, men det var som om de ikke hørte efter, for de næste par dage begyndte de, at have fortravlt til at være sammen med mig eller snakke med mig.

Der var ingen, der havde tid til at være sammen med mig, men jeg vidste jo godt, at det var fordi de ikke havde lyst. De var bange for mig. De behandler mig ligesom underlige Sif.

En dag, mens jeg sad ved mit bord og kedede mig, kom underlige sif ud i lyset. Hun havde sort hår og lys grønne øjne, ligesom mig. Hun gik hen og stillede sig foran mit bord. Hun lænede sig hen over mig og hviskede.

"Nu er du ligesom mig"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...