En som mig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 jan. 2013
  • Opdateret: 22 aug. 2013
  • Status: Færdig
Maria er helt normal pige og dog....
Den dag Maria får at vide hun er skizofren, og har en forbi for den, ændres hele hendes verden.
Hun bliver unormal og skubbet ud af flokken, men hvad sker der, da det går op for hende, at der er noget helt andet galt.

1Likes
5Kommentarer
457Visninger
AA

3. Den jeg er

What the fuck!!!! Hvad mener hun? Jeg er da ikke ligesom hende eller er jeg?

"Hvad mener du, Sif?" spurgte jeg, men jeg fik intet svar. Hun gik bare tilbage til hendes plads. Resten af dagen kunne jeg mærke hendes blik på min ryg, men hun var væk da klokken ringede, som hun plejer. Men det her var første gang jeg var utilfreds med det.

På vejen hjem bippede min telefon i lommen. Det er min alarm, så nu er det tid til at tage en pille. Jeg fandt pille glasset frem, men da jeg skulle til at tage pillen, blev den slået ud af min hånd. Pille glasset blev flået ud af min anden hånd og smidt hen over et stakit.

"Hey, det var altså ikke særlig pænt gjort" sagde jeg, og drejede mig rundt mod den der havde gjort det. Da jeg så hvem det var fortrød jeg med det samme at jeg havde sagt det. Det var Sif der stod og gloede på mig, som om jeg var ved at slå mig selv ihjel.

"Hvad mener du?" spurgte Sif, og gloede endnu mere på mig.

"Jeg har brug for de piller" svarede jeg, og kiggede mig over skulderen, hen på det hegn, pillerne var forsvundet hen over.

"Nej, du her ej" sagde hun.

"Jo, vel har jeg så" svarede jeg. Hun kiggede hen på hegnet, også på mig igen.

"Det bliver din begravelse" sagde hun, og vendte om på hælen. hun begyndte at gå væk her fra, men jeg havde ikke fået mine svar. Jeg satte i løb efter hende.

"Hey! Du kan ikke bare gå din vej, uden at give mig nogle svar" råbte jeg. Hun stoppede op og drejede sig rundt. Det blik hun gav mig, ville være nok til at slå en elefant ihjel. Hun spurtede hen mod mig. Jeg ville bakke væk, men snublede. Jeg ville rejse mig, men hun skubbede mig omkuld.

"Det har jeg fortalt dig!" råbte hun. Jeg prøvede igen at rejse mig. men jeg fik endnu et skub.

"Du er som mig!" råbte hun. Denne gang prøvede jeg ikke og rejse mig. Jeg blev bare liggene.

"Vi er ens" sukkede hun. Jeg kiggede op på hende. Hun havde tåre i øjne.

"Hvordan det?" spurgte jeg forsigtigt. Hun kiggede ned på mig.

"Har mor og far ikke fortalt dig det?" spurgte hun. Jeg rystede langsomt på hovedet.

"Nej, selvfølgelig. har de ikke det" sagde hun. Hun lænede sig ned over mig.

"Vi er tvillinger"

 

The End

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...